Annonce
Horsens Posten

Det tog lang tid for Tanja at erkende sin sygdom: - Første gang jeg kom ind på klinikken, tænkte jeg ’fuck hvor er I  ynkelige’

Tanja Renee Schockert bliver hurtigt udmattet. Derfor er det nødvendigt med et dagligt middagshvil, og ind i mellem er hun også nødt til at tage en hel dag i sengen. Foto: Morten Pape
Tanja Renee Schockert har været syg med sclerose i ti år. Det har været hendes livs sværeste selverkendelse at acceptere, at der er mange ting, hun ikke længere kan.

Horsens: Tanja Renee Schockert var ikke mere end 32 år, da hun pludselig ikke kunne gå. Hun havde i en lang periode troet, at hun havde influenza, men da benene pludselig ikke ville længere, stod det temmelig klart, at det var noget helt andet, hun fejlede. Der fulgte dog mange måneder med indlæggelser og undersøgelser, før hun endeligt kunne få besked om, hvad hun fejlede. Diagnosen faldt i marts 2012: Multipel Sclerose (MS) i den attakvise form.

Svært at erkende sygdom

- Jeg kan huske første gang, jeg kom i sclerose-klinikken efter, at jeg var begyndt at gå igen, da tænkte jeg ’fuck hvor er I ynkelige’ om de andre, der sad i kørestol. Men jeg tror i virkeligheden, at det var fordi, jeg ikke ville erkende, at jeg også kan ende der, fortæller Tanja Renee Schockert.

Tanja Renee Schockert er alene med sin datter på fem år. Foto: Morten Pape

Særligt de første år efter diagnosen var svære. Hun var enormt frustreret over, at hun ikke kunne de samme ting som før.

- Det har nok været den sværeste selverkendelse at skulle acceptere, at der er mange ting, jeg bare ikke kan.

Hun blev tilbudt førtidspension, da hun blev syg i 2012, men det blev et klart og rungende nej tak. I stedet har hun fået flexjob på sit gamle arbejde som socialpædagog på en specialskole, hvor hun arbejder 3,5 timer tre gange om ugen.

Jeg kan huske første gang, jeg kom i sclerose-klinikken, efter jeg var begyndt at gå igen, da tænkte jeg ’hold op hvor er I ynkelige’ om de andre, der sad i kørestol. Men jeg tror i virkeligheden, at det var, fordi jeg ikke ville erkende, at jeg også kan ende der.

Tanja Renee Schockert

- Jeg kan stadig bidrage med noget og gøre en forskel. Det betyder virkelig meget for mig at fortsætte, så længe jeg kan.

Selvom Tanja Renee Schockert ind i mellem savner det liv, hun havde før sin sygdom, og i særdeleshed savner de ting, hun kunne før sin sygdom, så er hun glad for det liv, hun lever.

- Jeg har fundet en ro i det liv, jeg lever, og en glæde i de ting, jeg faktisk kan, siger hun.

Til gengæld er hun ikke i tvivl om, at hun ikke ville kunne fungere uden sit arbejde og den struktur, hun har bygget op omkring sin hverdag.

Annonce

Det gør ondt at have så mange begrænsninger

Sclerosen har betydet, at der er mange ting, som Tanja Renee Schockert har svært ved. Hendes muskler er svækket, og hun kan ikke rigtig holde balancen, fordi hun mangler følelse i sine ben. Derudover er hun også ramt kognitivt. Det betyder, at hun har koncentrations- og hukommelsesbesvær, og så bliver hun hurtigt meget udmattet. I de perioder, hvor hun er ramt hårdest kognitivt, kan hun blive sur og kort for hovedet og kan også ind i mellem komme til at tale uden at tænke.

- Jeg tror jo, at jeg kan klare hele verden, men det kan jeg bare ikke, siger Tanja Renee Schockert og forklarer, at hun kan være helt ødelagt i lang tid, hvis hun har forsøgt at klare mere, end hun egentlig kan.

Multipel sclerose

  • Multipel sclerose er en autoimmun sygdom, som nedbryder dele af nervecellerne
  • Sygdommen kan vise sig i form af forskellige symptomer. Det kan være føleforstyrrelser, synsforstyrrelser, lammelser eller kognitive forstyrrelser som hukommelses- og koncentrationsbesvær
  • Der findes tre former for multipel sclerose; attakvis-, primær progressiv- og sekundær progressiv sclerose. Den attakvise sclerose er den klart mest hyppige. Mere end otte ud af ti diagnosticeres med denne form.
  • Attakvis sclerose kommer til udtryk i form af såkaldte attaks, hvor symptomer i en periode forværres, og hvor eventuelle nye symptomer kan komme til. Herefter følge en periode med bedring, hvor symptomerne helt eller delvist vil forsvinde. Et attak kan dog efterlade varige skader.
  • 17.200 danskere er diagnosticeret med sclerose - to tredjedele af de diagnosticerede er kvinder
  • Man kender ikke de præcise årsager til, hvorfor sygdommen opstår, og der findes ingen kur.
  • Den dødelige sygdom ALS forveksles ofte med multipel sclerose, men ALS er ikke sclerose. Multipel sclerose er ikke dødelig.

Tanja Renee Schockert er nødt til at prioritere sin tid. Der er ikke energi til det hele, og hvis hun vil til fødselsdag om lørdagen, ved hun, at det koster hele søndag i sengen. Alt hun laver er derfor nøje afvejet i prisen på træthed.

- Jeg kan godt blive frustreret, når andre kan en masse, jeg ikke kan.

Når hun bliver udmattet, har hun svært ved at holde fokus og koncentrere sig. Det kan for eksempel ske, hvis hun sidder i et selskab. Så kan hun pludselig ikke følge med i samtalen eller huske, hvad hun bliver spurgt om.

- Det kan virkelig få mig til at føle mig dum, og så mister jeg lysten til overhovedet at prøve at engagere mig i samtalen.

Jeg kan godt blive frustreret, når andre kan en masse, jeg ikke kan

Tanja Renee Schockert
Annonce

Vil altid prioritere at være mor

Efter Tanja Renee Schockert i 2016 fik sin datter, er al hendes overskud gået til hende. Hun er alenemor, og det er hendes højeste prioritet at være netop det. Derfor gør hun også alt, hvad hun kan for at holde sig så rask som overhovedet muligt.

- Det er jo et skræmmescenarie at tænke over, hvad der vil ske, hvis jeg bliver dårligere. Men det har jeg besluttet, at jeg ikke bliver, før hun i hvert fald er i efterskolealderen.

Tanja Renee Schockert har haft to sclerose-attaks, siden hun fik sin datter. Når hun får et attak, bliver hendes symptomer pludseligt voldsomt forværret. Det ene attak skete på trappen til hjemmets 1.sal, da datteren endnu var spædbarn. Her faldt hun hele vejen ned med sin lille pige i armene. Siden da, er hun ikke gået op ad trapperne.

- Hvis jeg får et attak, bliver jeg indlagt. Det ved min datter godt kan ske, og jeg gør meget ud af at tale med hende om det. Heldigvis har jeg forældre, som hjælper helt vildt, og jeg kan også altid regne med hendes far, selvom vi ikke længere er sammen, hvis det hele pludselig vælter.

Jeg bilder mig nok ind, at jeg aldrig bliver så dårlig, at jeg ikke kan noget

Tanja Renee Schockert

Tanja Renee Schockert vil helst ikke tænke på, hvad der potentielt kan ske i fremtiden. Hverdagen fungerer rigtig godt, som hun har det nu, og hun har fundet en rytme, som giver hende ro.

- Jeg bilder mig nok ind, at jeg aldrig bliver så dårlig, at jeg ikke kan noget.

Alligevel er hun ikke i tvivl om, at hun ikke ville kunne klare hverdagen uden sit gode netværk. Hun skriver en besked til sine forældre hver morgen og aften, og de står klar med det samme, hvis der er noget. Det samme gør hendes datters far. Og så har hun gode venner, kollegaer og naboer, som er forstående og hjælper hende i de svære perioder.

Annonce

En usynlig sygdom

Det er ofte ikke til at se, når nogen har sclerose, og det kan ind i mellem være en udfordring for Tanja Renee Schockert, når hendes symptomer ikke nødvendigvis er til at se. Hvis hun er blandt mange mennesker, når hun nemt et punkt, hvor hun bare ikke kan rumme mere, fordi hun er ramt kognitivt og derfor let kan blive udmattet. Når det sker, bliver hun ofte kort for hovedet og kan komme til at sige hårde eller sårende ting uden at tænke over det. Det skete blandt andet en dag, hun var i byen med en god veninde. Pludselig kunne hun ikke være i det længere, og så blev hun sur og snerrede ad alle, der gik forbi dem.

- Min veninde kunne sagtens forstå, at jeg bare var overvældet. Men alle, der gik forbi, har jo tænkt, at jeg var et dårligt menneske, fordi de jo ikke kan se, at jeg er syg.

Hun kunne godt ønske sig, at der kom en større forståelse for, hvad sclerose er for en sygdom. Derfor er hun også glad for de ting, hun kan gøre for at sprede mere information om sygdommen.

Tanja Renee Schockert har deltaget i adskillige sclerose-løb, hvor hun har gået ruterne for at samle ind og sprede information om sygdommen. Foto: Morten Pape
Annonce

Vil gøre en forskel

Søndag d. 12. september afholder scleroseforeningen landsindsamling, og Tanja Renee Schockert har endnu en gang meldt sig som indsamler, selvom de tre timer med indsamling kommer til at koste dyrt på energi-regningen. Hun har ikke været tøvende over at melde sig til, men hun ved også, at hun skal begrænse sig i, hvor meget hun gør, ellers tager det flere dage at komme ovenpå igen.

- Jeg vil gerne gøre en forskel med det, jeg kan, og hjælpe dem, der har det værre end mig.

Den 12. september skal Tanja Renee Schockert samle ind for scleroseforeningen i sit lokalområde. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Horsens Posten

Hund – ellers tak: Men hvorfor bor Viggo så hos os?

Annonce
Annonce
Horsens Posten

Få et indblik i livet som introvert

Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Se video: Hvad skal 600 kilo tung tyrannosaurus i Bytorv Horsens?

Horsens Posten

Centerdirektør betænkte sig ikke længe: Selvfølgelig skal vi bakke op om Byens Bedste

Horsens Posten

Horsens Bibliotek hylder Agnes Henningsen

Horsens Posten

Hos Stechers skal man kunne sænke skuldrene: - Der er så meget tryk på tilværelsen, og det er fascinationen af at gøre det modsatte for en stund, jeg tænder på

Horsens Posten

Litteratursalon på Brædstrup Bibliotek: 2. verdenskrig

Horsens Posten

To unge kvinder fik en idé - et lille år efter er det blevet til en blomstrende virksomhed

Horsens Posten

Horsens vil være den vildeste - altså når det gælder blomster og summende insekter

Horsens Posten

Corona-smitten falder markant på skolerne i Horsens: Fremover er det slut med hjemsendelser - selv hvis smitten stiger

Horsens Posten

Ny varehuschef hos Føtex: Glæder sig til at gøre en forskel i butikken og i det lokale liv

Horsens Posten

Stort esport-center i midtbyen åbner ikke som planlagt, men på halvt blus - 100 spilcomputere bliver ikke til noget lige med det samme

Horsens Posten

Ny forpagter af kendt frisørsalon: Saksen har hele tiden været med - også på boreplatformen

Horsens Posten

Skolegades 'Kinder-æg' er klækket - nu skal byens børn og forældre til at lege med indholdet

Horsens Posten

Få så de fingre fra mobiltelefonen, når du kører bil

Horsens Posten

Det tog lang tid for Tanja at erkende sin sygdom: - Første gang jeg kom ind på klinikken, tænkte jeg ’fuck hvor er I  ynkelige’

Horsens Posten

En uge hvor ordblinde ikke føler sig udenfor: Det får selvtilliden til at vokse

Horsens Posten

Foredrag om Herman Bang

Horsens Posten

Restauranter i Horsens danner fælles front for at få flere horsensianere til at spise ude

Horsens Posten

Helbredet begyndte at drille: Men så lavede Sonja en plan, så hun kunne blive i sit fag

Horsens Posten

Koncert med Skrallebang

Horsens Posten

Hyldest til Eva Cassidy

Horsens Posten

Byens største band skal på museum: Ja, så er man sat'me da ved at være gammel, siger Paul/Ronnie

Annonce