Horsens: I år holder Horsens Bibliotek readathon sammen hver for sig.
- Du kan deltage sammen med hele din familie, din bedste ven eller gode kollega i vinterens digitale readathon, der er for læsere i alle aldre, lyder opfordringen fra biblioteket.
Horsens Bibliotek holder sit første digitale readathon torsdag 18. februar, så man kan være med i læse-maratonet hjemme fra sin egen sofa. Kort og godt går det ud på at læse så meget, man har lyst til, i 12 timer.
Biblioteket vil i løbet af dagen stå for små digitale afbræk via nettet i form af forfatterinterviews, quizzer og konkurrencer.
Fra kl. 10 kan alle, der har trukket en billet til arrangementet, afhente en unik readathon-goodiebag med lækkerier på Horsens Bibliotek, og det kan du gøre helt uden at skulle have kontakt til personalet. Som deltager i arrangementet kan du også bestille en blandet bogpose, som også vil stå klar til dig fra kl. 10.
Gratis billetter på horsensbibliotek.dk, hvor du også kan følge med i dagens program.