Annonce
Horsens Posten

Din mund afslører, om du læser avis

Journalist Bente Just.
Annonce

Horsens: ”Man kan ikke se på folk, om de læser aviser. Men man kan høre det…”

Det citat hang i en periode på døren til redaktionen på Horsens Folkeblad, hvor jeg i mange år arbejdede som journalist. Og præcis de ord tænker jeg faktisk jævnligt på, når jeg taler med mennesker omkring mig.

For vi kan ikke komme uden om, at folks viden om det, der sker omkring dem i samfundet, hænger tæt sammen med deres lyst og evne til at suge til sig. Ikke specialviden om tropiske fisk, klassisk musik eller afrikanske stammer, men almen viden om verdens gang.

At være velorienteret kommer unægtelig især gennem aviser og nyheder på tv og nettet. Ikke meget fra ”de små aviser”, Ekstra Bladet og BT's netaviser. De bliver, som jeg ser det, ringere og ringere. Der er i den grad gået inflation i både begrebet breaking news.

Et par eksempler på breaking news i EB og BT inden for de seneste uger: ”Vi får vildt vintervejr – regndråberne kan indeholde sne”. Eller ”Kendis trækker stikket”. Når man klikker, opdager man så, at det er kokken Umut, der har lukket sine restauranter julen og nytåret over. Helt ærligt!...

Eller familien, der fik ødelagt nytåret pga. en swingerfest på det hotel, de boede på – så langt væk som i Sacramento i USA! Eller endnu en pseudo-nyhed om, at en amerikansk skuespillerinde har fået større silikonebryster.

Alt sammen et led i deres clickbait…! I papiraviserne handler det om at få det centrale budskab formuleret i få ord i rubrikken (overskriften). På netaviserne handler det om at holde læseren hen i uvished så længe som muligt. Fordi læseren skal lokkes til at klikke så mange gange som muligt. Det er jo klikkene, der sælger annoncer.

Jeg er gået i baglås og klikker på EB og BT så lidt, som overhovedet muligt. Tjekker overskrifter og kun dét.

Derimod elsker jeg min trykte Jyllands-Posten og hygger mig med den en times tid om morgenen. Skal jeg tidligt ud ad døren, læser jeg den overfladisk om morgenen, men tygger den grundigt igennem om aftenen, når jeg er hjemme igen.

Jeg køber ind imellem Berlingske eller Weekend-Børsen. Sjældent Politiken, fordi jeg har det lidt stramt med det politisk korrekte. (Mit blodtryk stiger stadig, når jeg mindes salig Tøger Seidenfadens selvfede attitude).

Horsens Folkeblad har jeg som e-avis. Lokale nyheder er det svært at undvære. Men jeg bruger mindre tid på at læse e-avisen end på papiravisen, mens jeg fik den. Og det er generelt, kan jeg høre, når jeg taler med folk om det. Papiravisen hygger man sig med. Netavisen stryger man hurtigere igennem.

Faktisk er det kun ca. 15 pct. af danskerne, der betaler for nyheder på nettet.

Hvorfor er vi ikke vilde med at betale for nyheder og aviser på nettet? Jeg ved det ikke, men må erkende, at jeg ind imellem også rammes af den der snert af fornærmethed, når jeg lige er blevet fanget af en lille snas af en god artikel og så opdager, at det er en betalingsartikel – selvom jeg som journalist burde være den sidste til at reagere sådan. Måske blev vi for længe vænnet til, at online-nyheder var gratis.

For selvfølgelig skal vi betale for nyhederne, for baggrundshistorierne og for de gode interviews.

Ingen af os vil da arbejde gratis, uanset om vi er journalister, lærere, sygeplejersker, advokater eller noget femte. Selvfølgelig skal vi betale for produktet – uanset formen.

At læse aviser har også noget at gøre med, hvad vi er vant til hjemmefra.

Jyllands-Posten og Horsens Folkeblad røg hver dag gennem brevsprækken i mit barndomshjem, hvor aviserne blev nærlæst. Og TV-avisen, som det hed, var hellig hos både min far og morfar.

I dag er det mine egne unger, der driller mig med, at de, da de var små, skulle være musestille, når der om aftenen var ”Nyhederne”. Selvfølgelig overdriver de…

Lad os i alle tilfælde hylde aviserne – de trykte og de netbårne. Det er aviserne, der også i fremtiden som havkatten i hyttefadet skal holde øje med politikerne, fagforeningerne, erhvervsfolkene osv. Holde øje med, at de gør deres arbejde ordentligt. Hvem skal ellers komme efter lokalsamfundenes skiderikker…? Eller formidle den demokratiske debat?

Godt nytår!

KVINDER MED KANT
Lad os hylde aviserne – de trykte og de netbårne. Det er aviserne, der også i fremtiden skal holde øje med politikerne, fagforeningerne, erhvervsfolkene osv, mener denne uges klummeskribent. Foto: Lone Bering
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Elbobladet

Mini med maxi køreglæde

Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Anne Dorte Michelsen - solo

Horsens Posten

Biblioteket: Vild med kaniner

Annonce