Annonce
Horsens Posten

En ”øreåbner” til verden derude

Der er så mange historier på lyd, der vil fortælles. Brug dem, tag dem med ud og tag dem til dig. Lad dem være en ”øreåbner” til verden, lyder det fra Thomas Behrmann, der er kulturformidler og programansvarlig for Krimimessen. Foto: Thomas Behrmann.

Jeg vil gerne begynde med at fortælle dig en historie.

Allerede her vil de fleste spidse ører (i dette tilfælde øjne) fordi, vi er spændte på, hvad der nu kommer. Interessen og nysgerrigheden for historien aktiveres fluks fordi det sidder dybt i os alle. Vi vil gerne vide, hvor fortællingen tager os hen og ikke mindst, hvordan den ender.

Sådan har det været siden begyndelsen omkring bålet, da vores sprog tog form og frem til i dag, hvor vi nyder både at fortælle og lytte til historier. Hvad enten det er historier over bordet til kobberbrylluppet sammen med andre eller som lydbog på gåturen i skoven alene. Historien eller fortællingen er en slidstærk krabat, som altid har haft og vil have sin berettigelse mennesker imellem.

Og især i denne coronatid, hvor vi har været afskåret fra venner, familie og vores vanlige mønstre, har historierne været der og hjulpet os på vej.

”Nogle gange er virkeligheden for kompleks. Historier giver den form”. Sådan sagde den franske filminstruktør Jean Luc Godard engang i forbindelse med det at lave film. Og måske er det netop essensen af det hele.

Historierne trives på mange plan og platforme. Du kan få historier, der leverer rendyrket underholdning og tiltrængt eskapisme eller historier, der baner vejen til viden og inspiration.

Mulighederne er mange.

I en tid, hvor vi har været både indelukket, udelukket og mere alene end sammen med andre har historierne tilbudt os et frirum og et øget perspektiv på livet omkring os.

Personligt har mine daglige gåture i naturen med hunden været akkompagneret af historier i ørerne. Enten i form af lydbøger eller podcasts. Det har været en nødvendighed at fylde hovedet med fortællinger og være nærværende med stemmen i dit øre i en tid, hvor ordet ”afstand” er trængt dybt ind i vores bevidsthed.

Senest har forfatter Charlotte Weitze været min ”gå-makker” og fortalt mig en fabelagtig og anderledes historie om jagten på en særlig og mystisk rose og om vores tætte slægtsskab med naturen. ”Rosarium” hedder bogen. Den kommer nemt under huden og kan med held give dig et fornyet blik på bøgetræerne ved din side, mosset i skovbunden eller måske kristjørnen i krattet.

Nu, hvor meget omkring os er sat på standby for en stund, har vi heldigvis fortællingen i alle dens former, farver og afskygninger.

Der er så mange historier på lyd, der vil fortælles. Brug dem, tag dem med ud og tag dem til dig. Lad dem være en ”øreåbner” til verden.

God fornøjelse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce