Annonce
Horsens Posten

En smadret hånd førte dem sammen: Lotte havde brug for hjælp til administration -  Tanja havde brug for et fleksjob

Det viste sig at være det perfekte match, da Lotte Brix Bjørnskov ansatte Tanja Borsøe Solsø i et flexjob. Hun sørger for administrationen, mens Lotte Brix kan koncentrere sig om sin virksomhed. Derudover deler de en fælles passion for håndbold. Privatfoto
Enmands-virksomheder kan også gøre brug af en fleksjobber. Hos Move 4ward i Egebjerg har det været en stor gevinst for coachen Lotte Brix Bjørnskov at få ansat Tanja Borsøe Solsø til at tage sig af administrationen.

Horsens: "Det er nok ikke muligt at få lov til at ansætte en fleksjobber, når man er er et enkeltmands-firma".

Sådan tænkte Lotte Brix Bjørnskov, der driver Move 4ward fra sin privatadresse i Egebjerg.

Hun er også en handlingens kvinde. Så hun kontaktede jobcentret i Horsens for at få bekræftet sin antagelse.

Annonce

Men det var en anden besked, Lotte Brix fik. Det viste sig, at hun godt kunne komme i betragtning til at få en fleksjobber i nogle timer om ugen. Det viste sig, at der faktisk var flere, der var interesseret i at arbejde i hendes lille firma, der blandt andet tilbyder coaching og undervisning.

Smadret en hånd

Valget faldt på Tanja Borsøe Solsø, der har fået smadret sin højre hånd. Den kom i klemme, da hun skulle tage en cykel af bilens cykelanhænger.  Skaden blev ikke mindre, da hun som håndboldtræner stod ved siden af et håndboldmål, og en bold med stor fart ulykkeligvis ramte hånden netop der, hvor skaden var sket nogle måneder tidligere.

Kontoruddannede Tanja Borsøe Solsø var på udkig efter et fleksjob, som hånden og de mange følgegener kunne holde til. Hun havde prøvet kræfter med nogle få ugentlige timer som akupunktør, som hun netop var blevet uddannet til, da uheldet vendte op og ned på hendes liv.

- Men jeg kunne ikke undersøge og behandle ordentligt, da min finmotorik ikke længere er i orden, siger hun, der måtte opgive sit fleksjob i Sundhedshuset i Horsens.

Annonce

Skulle til at være selvstændig

Det er blevet til et helt anderledes arbejdsliv end det, Tanja Borsøe Solsø havde planlagt, inden hun kom til skade med sin hånd for seks år siden.

Tanja Borsøe Solsø har måttet genopfinde sig selv efter, at en smadret hånd har sat hende ud af spillet. Hun var på vej til at åbne en akupunkturklinik, da skaden skete. Nu glæder hun sig over sit fleksjob hos Move 4ward, hvor hun er eneste ansatte. Foto: Marianne Husted

Dengang havde hun skaffet sig et cvr-nummer og skulle i gang som selvstændig akupunktør med en arbejdsuge, som ikke ville blive under de 50 timer. Hun havde i mange år arbejdet på kontor, men havde taget beslutningen at uddanne sig i et fag, hvor hun ville komme til at beskæftige sig med mennesker.

Tanja Borsøe Solsø har altid været et menneske, der med egne ord har "kørt 500 kilometer i timen". Det har hun måttet sande, at hun ikke længere kan.

Skaden på hånden viste sig nemlig at være langt mere omfattende end først antaget. Da ventetiden i det offentlige var lang, søgte hun via sin sundhedsforsikring hjælp på Privathospitalet Mølholm. Her blev det konstateret, at hendes ledbånd var flosset, og at der var røget stykker af to af håndens knogler. Hun blev opereret og fik at vide, at der som ved korsbånds-operationer kunne gå op til et år, før bevægeligheden og hånden igen kunne fungere nogenlunde normalt.

Det blev dog ikke bedre med smerterne.

- Men hånden så fin ud på røntgenbilleder, som blev taget, husker Tanja Borsøe Solsø.

Annonce

Ledbåndet røg

Det var først, da der igen blev åbnet til hånden, at det blev konstateret, at nu var ledbåndet ikke kun flosset, men sprunget, og knoglerne knust, fordi der ikke var noget til at holde sammen på dem, forklarer hun.

Der var ikke andet at gøre for lægerne end at fjerne ledbåndet. Det gjorde håndleddet stift. I første omgang fik hun sat en skinne ind, der skulle afhjælpe stivheden, men den måtte fjernes igen, da den fik håndleddet til at hæve.

- Det er gået ud over min finmotorik. Jeg har f.eks. svært ved at samle en mønt op fra gulvet.

Hun har prøvet mange former for efterbehandling og genoptræning. Lige nu bliver hun godt hjulpet af en osteopat, der ser de opståede smerter i lænden som et resultat af, at kroppen er stresset og siger fra.

Annonce

Måtte indstille sig på nyt liv

Efter seks-syv operationer og et ubevægeligt håndled, der også giver vedvarende smerter i ryg og skuldre, kom hun til den erkendelse, at hun måtte, som hun siger, ændre sit jeg.

- Jeg kan ikke være der, hvor jeg var engang. Jeg har måttet finde ud af, at der også er gode ting i det liv, jeg lever nu.

Den tidligere håndboldspiller og håndboldtræner kan ikke længere træne håndboldpiger. Men hun kan nyde at se en håndboldkamp, se serier, spille spil og gå en tur med sine teenagebørn.

- Når mine børn blander kortene, kan vi sagtens tage et spil kort, siger Tanja Borsøe Solsø.

Indimellem kommer der en efterregning, når hun har udsat sig for fysiske udfoldelser.

- Men den må jeg så betale, siger hun, som lige nu godt kan mærke, at det har tæret på de fysiske kræfter at være på besøg i Malaga, hvor datteren spiller håndbold.

Annonce

Kører glad af sted om morgenen

Det giver et stort plus på livskvaliteten, at hun har fået job hos Lotte Brix.

- Både hoved og hjerte bliver fyldt med alt godt, når jeg er på arbejde, siger hun, der kører glad af sted om morgen og glad hjem efter den ugentlige arbejdsdag på fem timer.

Lotte Brix Bjørnskov vidste ikke, om hun med sin lille enmands-virksomhed kunne komme i betragtning til en fleksjobber. Det kunne hun, og det har betydet meget for hendes arbejdsliv, at hun har fået en "kontorchef" i fem timer om ugen. Privatfoto

De to kvinder ligner udadtil hinanden meget. De kommer begge fra håndboldverdenen og har begge været håndboldtrænere. Men arbejdsmæssigt er de hinandens modsætninger. Lotte Brix er iderig, nyder at indtage scenen og sprudle. Tanja er god til huskesedler, til at skabe struktur og overblik og sørge for, at der er fuldstændig styr på mailboks og administration.

Både hoved og hjerte bliver fyldt med alt godt, når jeg er på arbejde.

Tanja Borsøe Solsø

Faktisk har Lotte Brix allerede vænnet sig så meget til Tanja Borsøe Solsøs hjælp, at hun måtte ringe til hende, mens hun var i Malaga. Det var svært at undvære "kontorchefen", som hun kalder Tanja Borsøe Solsø.

- Nu kan jeg koncentrere mig om det, jeg brænder for: Coache, holde foredrag, hjælpe unge og udvikle ledere, siger Lotte Brix, der også bliver holdt til ilden af "kontorchefen", når hun forsøger at udskyde nogle af de kedelige opgaver, der har med driften af virksomheden at gøre.

Og så skader det ikke samarbejdet, at de begge er optaget af håndbolden. Det skal der også lige snakkes om, når de tager sig en pause.

Hvad er et fleksjob

  • Hvis du ikke kan arbejde på normale vilkår, har du mulighed for at få et fleksjob, som er en ansættelse på særlige vilkår.
  • Det er et job på nedsat tid, hvor kommunen bidrager med et økonomisk tillæg til den løn, man får som ansat i et fleksjob.
  • Kravet er, at man har en varig og væsentlig nedsat arbejdsevne.
  • Kommunen afgør, om man er er berettiget til et fleksjob.
  • Forinden skal man igennem en afprøvning af relevante arbejdstilbud.
  • Arbejdsgiveren betaler kun løn for de timer, der arbejdes.
  • Jobcentret er altid med på sidelinjen med vejledning og hjælp.

Virksomheden Move 4ward

  • Lotte Brix står bag Move 4ward
  • Hendes virksomhed har hjemme i Egebjerg
  • Hun er blandt andet uddannet life- og business-coach, mastercoach og arbejder med personprofilering.
  • Hun underviser i coaching og fungerer som mentor for flere, der er i gang med uddannelsen som coach.
  • Hun er tilknyttet projektet Pigepotentiale, som er et landsdækkende team, der arbejder med trivsel for unge.
  • Hendes baggrund er blandt andet mange års foreningsarbejde. Hun er involveret i flere lokale håndboldhold som træner og støtteperson.
Annonce
Annonce
Horsens Posten

Vejarbejdet er slut på en af de mest trafikerede veje i Horsens: Fri bane på fire spor

Annonce
Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Loge i Horsens har fået ny ledelse

Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Der går næsten 10 år, før næste store bid af Horsens Havn sælges fra - men det er nu, vi skal have debatten om den attraktive bydel, mener museum

Horsens Posten

Ved du ikke, hvad du skal lave med børnene i efterårsferien? Her er en kæmpe guide til, hvad der sker i Horsens

Horsens Posten

Masser af liv på banen og tilskuerpladserne: Her er vinderne af skolefodboldturneringen 2021

Horsens Posten

Så er det nu, Horsens - hvem vil du indstille til Byens Bedste?

Horsens Posten

Små trekanter skal sprede glæde i gaden - men det trækker ud

Horsens Posten

Horsens mister to skobutikker: Den ene er lukket - den anden er på vej til det

Horsens Posten

Hav indflydelse på Horsens' skulpturelle fremtid

Horsens Posten

Facebook-trold chikanerer Bytorv Horsens - stjæler profilbillede og indhold

Horsens Posten

Så åbner vi for indstillinger til Byens Bedste - brug dette skema

Horsens Posten

Så går vi i luften: Indstil dine favoritter til Byens Bedste 2021

Horsens Posten

Klumme: Bare rolig - der er stadig varer på hylden, men måske kan du ikke lige få den kjole, du havde udset dig

Horsens Posten

- Når jeg står her, hvor jeg er nu, fatter jeg ikke, hvor tiden er blevet af

Horsens Posten

Se foredrag i naturvidenskab fra Aarhus Universitet

Horsens Posten

En smadret hånd førte dem sammen: Lotte havde brug for hjælp til administration -  Tanja havde brug for et fleksjob

Horsens Posten

Horsens' eneste vaccinationscenter er lukket: Nu kan du blive vaccineret blandt Blædel-krimier og kulturkanoner

Horsens Posten

Derfor er kommunalvalg vigtigt - læs om det i Horsens Posten

Horsens Posten

Ugens anbefaling: Et besøg på og langs Horsens Fjord

Horsens Posten

Nyt takeaway-sted på vej - der er ifølge indehaverne tale om juices, sandwiches og super service

Horsens Posten

Han er selvstændig med to forretninger - nu åbner Abdul sin tredje og denne gang i Horsens-midtby

Horsens Posten

Olivias far får fremtidens madtjans på Gasvej: Muligheder og en fed legeplads lokkede

Horsens Posten

19-årige Clara og pigespejderne løb med stor pris

Annonce