Annonce
Horsens Posten

Fra pædagog til vinhandler: Blev nummer to i opløbet til City Prisen

Max Hansen er et godt og fagligt bekendtskab. Det er der mange, der mener. Derfor kom vinhandleren fra Holte Vinlager på en andenplads, da City Prisen skulle uddeles. Foto: Marianne Husted
Vinhandler Max Hansen fra Holte Vinlager blev meget glad for at blive nummer to i opløbet om City Prisen. Den tidligere pædagog og maskintekniker har arbejdet hårdt for at gøre sin interesse til en levevej.
Annonce

Horsens: Der blev spist lagkage til den store guldmedalje sidste weekend hos vinhandler Max Hansen og hans familie. Holte Vinlager blev nummer to i opløbet om City Prisen 2020, og både til nummer to og nummer tre var der konditor-lagkage i rigelige mængder.

- Det var en stor og dejlig overraskelse for mig, at Holte Vinlager i afstemningen endte blandt de tre bedste, siger Max Hansen, der er alene om at drive vinbutikken i Nørregade.

Den tidligere pædagog og maskintekniker åbnede for fire et halvt år siden Holte Vinlager i Horsens, efter at han på hobbyplan i mange år været interesseret i vin og whisky.

Hvorfor blev du vinhandler?

- Det havde længe været en drøm. Og da jeg havde fablet om det et halvt års tid efter at have besøgt Holte Vinlager i Skagen, opfordrede min kone Jette mig til at få gjort noget ved det. Jeg kontaktede Holte Vinlager, og de var med på at åbne i Horsens.

Hvad er det bedste skulderklap, du har fået?

- Det er selvfølgelig at være så tæt på at få City Prisen. Men det er også når en kunde kommer ind og takker for det vinvalg, jeg har hjulpet vedkommende med, og som har vist sig lige at ramme hans behov.

Hvad ville du gerne lave, hvis du ikke skulle beskæftige dig med det, du laver i dag?

- Så ville jeg gerne i et job, hvor det pædagogiske skulle kombineres med noget værkstedsarbejde.

Hvad er du mest stolt af ved dig selv?

- Det er svært at svare på. Men nok min rolige facon, som jeg også har i pressede situationer.

Hvordan slapper du af?

- Jeg er et stort familiemenneske, så det er at være sammen med min kone Jette, vores to sønner på 21 og 26 år og deres kærester.

Hvem vil du helst prøve at have til bords?

- Det kan selvfølgelig ikke længere lade sig gøre med Troels Kløvedal. Men jeg ville gerne have hørt hans udsyn og syn på verden. Og også Johannes Møllehave, der kunne fortælle om det indre liv og hvad, der er godt for den enkelte. Det kunne være voldsomt spændende.

Her er nogle af de vine, som Max Hansen gerne anbefaler. Vi kommer rundt i det sydeuropæiske fra hælen i Italien til Rhone-området i Frankrig. Foto: Marianne Husted

Hvem inspirerer dig?

- Jeg er så heldig at have en god kollega inden for vinbranchen. Ham snakker jeg meget med, vi deler vinviden, og jeg læner mig lidt op ad ham.

Hvis du vandt en million, hvad skulle pengene bruges til?

Så ville jeg invitere hele familien med til Sydafrika. Vi skulle besøge vingården Savonsburg, og jeg ville på en lille jagtsafari. Jeg er jæger, og jeg nyder den intensitet, som man oplever naturen med, når man går på jagt. Det handler ikke så meget om vildtet, som om at sanse omgivelserne. Jeg er meget glad for naturen, men det kniber med tiden til at gå på jagt.

Hvordan ser en god dag ud for dig?

Det er, når der er kunder i butikken, penge i kassen, og jeg kan tage hjem og nyde aftensmad og et godt glas vin med familien. Det kunne være et glas hvid eller rød bourgogne. Det kunne også være så meget andet, som passer til maden og årstiden.

En ting, som vi ikke vidste om dig?

Der er ikke mange hemmeligheder. Men når arbejdsdagen i butikken er overstået, pakker jeg bilen med vin. Det sker en gang om ugen, hvor jeg har en vintur i Aarhus. Jeg betjener nemlig også de kunder, som benytter vores aarhusianske netbutik.


En god dag er, når der er kunder i butikken, penge i kassen, og jeg kan tage hjem og nyde aftensmad og et godt glas vin med familien.

Vinhandler Max Hansen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Forfattere sender julehilsner

Annonce