Annonce
Horsens Posten

Fra politirapporten: To personer kørte uden kørekort og unge fik bøder for forsamlingsforbud

Arkivfoto: Søren E. Alwan
Redaktionen har udvalgt fem politinoter, der denne gang handler om kørsel uden kørekort, forsamlingsforbud, salg af amfetamin, knivstikkeri og narkokørsel.
Annonce

Horsens: Redaktionen har udvalgt fem politinoter, der denne gang handler om kørsel uden kørekort, forsamlingsforbud, salg af amfetamin, knivstikkeri og narkokørsel.

1 Mand og kvinde uden kørekort blev standset i to biler

Horsens: To bilister uden kørekort gik tirsdag 5. januar i politiets net, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Politiet standsede kort før klokken 19 en 24-årig mand fra Gislev på Østjyske Motorvej. Den 24-årige, som ikke havde kørekortet i orden, havde begivet sig ud på motorvejen, hvor han kørte i nordgående retning, da han blev standset mellem Horsens Vest og Horsens Nord afkørslerne.

To timer senere blev en 20-årig kvinde fra Horsens, ifølge politiets døgnrapport, standset, da hun kørte bil uden kørekort på Havneallé i Horsens.

2 Unge fik bøder for at overtræde forsamlingsforbud

Horsens: Det kostede fem unge mennesker hver en bøde på 2500 kroner, at de - sammen med to andre unge - torsdag aften hang ud ved Føtex på Bankagervej i Horsens.

Politikommissær Mads Højen fra Sydøstjyllands Politi oplyser:

- Politiet fik torsdag aften ved 21-tiden en anmeldelse om, at syv var forsamlet bag Føtex, og en patrulje kørte til stedet.

- På stedet var der ganske rigtigt forsamlet syv unge mennesker. De to forlod med det samme stedet - men patruljen nåede at standse fem, som alle blev sigtet for at overtræde forsamlingsforbuddet.

Mads Højen opfordrer alle til at huske på, at forsamlingsforbuddet for nyligt blev skærpet.

- Efter forsamlingsforbuddet er blevet skærpet fra 10 til bare fem personer, kan man meget let komme til at stå i en situation, hvor man overtræder reglerne. Vi kan derfor kun opfordre til, at man er virkelig opmærksom, så man ikke ender med at kunne blive sigtet, siger han.

3 Horsensianer sigtes for at have stukket familiemedlem med kniv

Horsens: En 27-årig mand blev torsdag 7. januar fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens.

Han er sigtet for at have stukket en 55-årig mand to gange med en kniv.

Hændelsen fandt sted onsdag 6. januar omkring klokken 17.15 på den sigtedes bopæl i Horsens, og kort tid efter blev den 27-årige anholdt af Sydøstjyllands Politi. De to knivstik var ikke livstruende.

Den sigtede 27-årige har en familiemæssig relation til den 55-årige mand, som også er bosat i Horsens.

Da der vil blive anmodet om lukkede døre under grundlovsforhøret, har Sydøstjyllands Politi ikke yderligere oplysninger at dele med offentligheden.

4 Mand anholdt for salg af amfetamin

Horsens: En 28-årig mand fra Horsens blev fredag middag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens sigtet for at have solgt en større mængde amfetamin.

Manden blev anholdt i Horsens torsdag aften. Det oplyser vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands Politi.

- Det var efterforskning i forbindelse med en anden sag, der førte os på sporet af manden, fortæller han.

Lars Peter Madsen oplyser, at den 28-årige er sigtet for at have solgt cirka 750 gram amfetamin.

- Jeg kan ikke give yderligere oplysninger i sagen, da vi vil anmode om, at grundlovsforhøret kommer til at foregå for lukkede døre, siger vicepolitiinspektøren.

Han oplyser dog, at den 28-årige over for politiet delvist har erkendt salget af amfetamin, og at sagen formentlig har forbindelse til andre sager om salg af amfetamin i Horsens i den seneste tid.

5 Sigtes for narkokørsel

Horsens: En 38-årig mand fra Horsens er sigtet for narkokørsel, efter han blev vinket ind til siden fredag klokken 10.24 på Haldrupvej.

Patruljen noterede desuden, at bilens nummerplader var afmeldt, og at bilen ikke var forsikret. Det vil han også blive sigtet for, fortæller vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.

Manden blev anholdt og taget med for at få lavet en blodprøve.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Nu er Danmarks største bilvask klar i Horsens

Horsens Posten

Mette Frost og den nærmeste familie blev ramt af corona: Så sad jeg pludselig derhjemme med slægtsforskning og en bog

Annonce