Annonce
Horsens Posten

Fra politirapporten: To ud af tre tyve ved Næsset slap ikke, påkørte knallert og stak af ...

Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær
Annonce

Redaktionen har kigget ugens politinoter igennem og udvalgt følgende fem til Horsens Posten:

1 Beboere overraskede indbrudstyve

Løsning: To indbrudstyve blev fredag eftermiddag, 20. november, overrasket, da husets beboer kom hjem.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi. Ifølge døgnrapporten var de to indbrudstyve omkring klokken 16 brudt ind i en villa på Merkurvej i Løsning, hvor de kom ind ved at knuse ruden i terrassedøren med en muggert.

Da beboeren kom hjem og råbte af tyvene, stak de af. Under flugten væltede de et fladskærms-tv, oplyser vagthavende ved Sydøstjyllands Politi.

Den ene indbrudstyv beskrives som en 17-18-årig mand af dansk udseende, cirka 180 cm høj, almindelig af kropsbygning, med orange skæg, iført sort Peak Performance jakke og mørk hue.

Signalementet af den anden indbrudstyv er mere sparsomt. Han beskrives alene som en mand iført sort tøj.

2 Kvinde kørte ind i læsserampe

Horsens: En split, der holdt en læsserampe oppe på en lastbil, knækkede tirsdag eftermiddag sidste uge, 17. november. Den knækkede split gjorde, at læsserampen endte i modsatte vejbane.

Det skete, da lastbilen kørte på Vestergade på vej mod centrum, oplyser Sydøstjyllands Politi.

En kvinde kørte i sin bil ind i læsserampen, og det endte med, at bilen punkterede to dæk. Kvinden kom ikke til skade, oplyser politiet.

3 Påkørte knallert og stak af

Horsens: Politiet vil gerne høre fra vidner, der har set et sammenstød mellem en knallert og en bil i krydset mellem Slotsgade og Gersdorffsgade i Horsens torsdag aften sidste uge kl. 18.45.

Det var en 38-årig mand fra Horsens, der kørte knallerten, og han måtte på skadestuen efter uheldet. Sammenstødet skete, ifølge den 38-årige, da han kom kørende ad Slotsgade. Bilisten, der kørte i en hvid Citroën C1, kom kørende ad Gersdorffsgade og overholdt ikke sin ubetingede vigepligt i krydset.

Efter uheldet standsede bilisten kortvarigt op - og kørte herefter fra stedet uden at give sig til kende og uden at sikre sig, at føreren af knallerten var okay, fortæller politikommissær Mich Klausen fra Sydøstjyllands Politi, der gerne vil i kontakt med med bilisten - og med vidner, der har set, da de to ramte hinanden.

Politiet kan kontaktes på tlf 114.

4 Godt kendt af politiet - politiet snuppede to indbrudstyve

Horsens/Odder/Hovedgård: Tre hætteklædte mænd bankede søndag klokken 0.26 på døren til en villa på Næsset i Horsens. Da beboeren åbnede, løb de væk.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi, som i samme forbindelse fik melding om en mistænkelig bil. Den viste sig at tilhøre en 26-årig mand fra Odder, som er godt kendt af politiet som indbrudstyv, fortæller vagtchef John Skøtt.

Cirka en time senere fik politiet anmeldelse om et indbrud på Vithervej i Hovedgård. Her vågnede beboerne på første sal ved støj og kunne kort efter konstatere, at der havde været indbrud, og at der var stjålet møbler fra stedet.

Gerningsmændene var kommet ind ved at knuse ruden i terrassedøren. Beboerne nåede ikke at se gerningsmændene, men hørte dem køre derfra. Det fremgår af politiets døgnrapport.

Da politiet i samme øjeblik modtog anmeldelsen, ledte det mistanken hen på den 26-årige mand fra Odder, hvis bil lidt tidligere var set ved Næsset. Med formodning om, at bilen før eller siden ville vende mod hjemstavnen, lykkedes det med hjælp fra Østjyllands Politi at møde og standse bilen i Odder klokken 2.45. Her blev to mænd anholdt - den 26-årige Odder-borger samt en 30-årig mand fra Aarhus, oplyser vagtchefen.

De havde ingen tyvekoster fra Hovedgård i bilen, men ved huset i Hovedgård, som var udsat for indbrud, er der fundet markante sålaftryk, som, politiet mener, tilhører den 26-årige mand fra Odder.

Begge blev derfor anholdt, og de er nu sigtet for såvel indbruddet i Hovedgård samt forsøg på indbrud på Næsset, oplyser vagtchef John Skøtt.

Den tredje mand, der blev set ved Næsset, har politiet ingen spor af, oplyser han.

5 Genstand fra lastbil ramte 22-årig kvinde

Hedensted: En ukendt genstand fra en ukendt lastbil ramte tirsdag kl. 21.25 en bagvedkørende bil.

Det skete på E45 omkring afkørsel 58.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at der var tale om en 22-årig kvinde fra Fredericia, der kom kørende i sydgående retning, da lastbilen tabte genstanden.

Kvinden kom ikke til skade, men kunne efterfølgende ikke give en nærmere beskrivelse af lastbilen eller genstanden. Det fremgår ikke af døgnrapporten, hvor genstanden ramte bilen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce