Annonce
Horsens Posten

Fredagens coronatal: Stabilt smittetal - og en opfordring til påsken

Der skal nok komme mange mennesker forbi testcentrene i Horsens i løbet af påsken. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
Horsens-borgmester Peter Sørensen forventer pres på teststederne i Horsens Kommune den kommende tid, og han opfordrer til, at man husker at passe på hinanden i påskedagene.

Horsens: Der er fredag forskellige meldinger om antallet af nye konstaterede smittetilfælde i Horsens Kommune i løbet af det seneste døgn.

Ifølge Statens Serum Institut er der kommet 10 nye covid-19-smittede siden torsdagens opgørelse, mens Horsens Kommune har fået oplyst, der er kommet seks nye tilfælde. Begge tal er baseret på PCR-tests, der foretages via halsen.

Et nærmere kig i tallene fra seruminstituttet viser, at seks af de 10 covid-19-smittede er fundet i prøver, der er foretaget inden for de seneste tre døgn, mens de fire andre er foretaget for længere tid siden.

Dagens smittetal i Horsens Kommune

Smittetal for Horsens Kommune fredag 26. marts:

  • 10 nye tilfælde af covid-19 ifølge Statens Serum Institut - dog kun seks tilfælde fundet i de seneste tre døgns analyserede prøver. Horsens Kommune oplyser, at der er seks nye tilfælde fundet via PCR-test og fem via hurtigtest i kommunens oplysninger.

Smittetal for de seneste syv dage:

  • 63 konstaterede tilfælde af covid-19. Antal testede er 15.897.
  • Incidenstal på 69,4 tilfælde per 100.000 indbyggere. Positivprocenten for de syv dage er på 0,40.


Status på vaccinationer:

  • 10,48 procent i Horsens Kommune har fået første stik. På landsplan er det 11,37 procent.
  • 5,30 procent er færdigvaccinerede. På landsplan er det 6,05 procent.

OBS. Data er hentet hos Statens Serum Institut og er for det seneste døgn baseret på analysetidspunkt, mens tal for seneste syv dage er baseret på testtidspunkt. Her er indregnet to døgns forsinkelse. Tallene er baseret på PCR-tests og ikke længere på hurtigtests.

Er der "blot" tale om seks nye smittetilfælde, er det i den lave ende sammenlignet med den seneste uge, hvor det daglige antal har været mellem ni og 12.

For incidenstallet, som er baseret på Statens Serum Instituts oplysninger, er der ingen ændringer i forhold til torsdag. Det ligger stadig på 69,4 smittede den seneste uge per 100.000 indbyggere. Styrelsen for Patientsikkerhed oplyste torsdag, at de har særligt øje på kommuner med incidenstal over 100.

Annonce

Spredt i tre postnumre

Ud over de nye tilfælde fra PCR-tests, er der ifølge Horsens Kommunes oplysninger også fundet fem tilfælde via de såkaldte hurtigtests i næsen.

De tæller dog ikke længere med i statistikkerne, da en positiv hurtigtest efterfølgende skal be- eller afkræftes af de mere pålidelige PCR-tests - og så lader man kun PCR-testen tælle med i smittetallene.

Borgmester i Horsens Kommune Peter Sørensen oplyser, at fredagens nye smittetilfælde er fundet i 8700 Horsens, 8740 Brædstrup og 8751 Gedved. Majoriteten er i aldersgruppen 21-61 år.

Annonce

Regner med åben skole

Klokken 13.15 fik han seneste status på kommunens institutioner, og her var der ikke kendskab til smittetilfælde, som vil betyde lokal nedlukning.

I skrivende stund er indskolingsafdelingen Flyveren samt sfo'en på Østerhåbskolen i Torsted lukket til efter påske.

- Forudsat at smittetallene ikke udvikler sig til den forkerte side, så der min og kommunens forventning, at Flyveren og sfo’en åbner igen efter påske ud fra de smittetal, der er lige nu, siger Peter Sørensen.

Annonce

Opfordring til påskedagene

Han kan ikke udelukke, at der på trods af påskeferie ikke kommer nye meldinger ind omkring skolerne i løbet af den næste uge.

- Heldigvis er alle dygtige til at orientere skolerne og kommunen, når der opstår smitte. Så om tre dage kan der komme en melding om et tilfælde, og så skal smitteopsporingen i gang, siger Peter Sørensen, der har en opfordring om, at man husker at overholde restriktionerne hen over påsken.

- Det er en helt almindelig appel om at huske afstand, hygiejne og alle de ting, vi efterhånden kender, siger han.

Annonce

Test, test, test

I forbindelse med påsken forventer Peter Sørensen, at der kommer pres på testkapaciteten i Horsens, og her minder borgmesteren om, at tålmodighed er vigtigt, og at testcentret på Casa Arena ikke er eneste mulighed:

- Der er mange steder, man kan blive testet, og de har åbent alle dage i påsken. Men det er forskellige åbningstider, så man skal kigge på kommunens eller Falcks hjemmeside for at holde sig opdateret, siger han.

Teststeder i Horsens Kommune

Hen over påsken kan man blive testet fem steder i Horsens Kommune.

PCR-test med tidsbestilling:

- Testcentret ved Casa Arena på Langmarksvej 61, 8700 Horsens.

Hurtigtest uden tidsbestilling:

- Falcks testcenter på Sandøvej 16, 8700 Horsens.

- Testcenter i Beboerhuset i Axelborg, Axelborg 4C, 8700 Horsens.

- Testcenter i Aktivitetshuset i Sundparken, Hybenvej 6, 8700 Horsens

- Testcenter i Borgerhuset i Brædstrup, Niels Wongesvej 8, 8740 Brædstrup

Åbningstider findes på Region Midtjyllands hjemmeside, Horsens Kommunes hjemmeside, Falcks hjemmeside og på www.coronasmitte.dk.

Derudover kan man holde øje med Region Midtjyllands hjemmeside, der også løbende opdaterer med åbningstider på testcentrene.

I Horsens Kommune er der mulighed for PCR-test ved Casa Arena, mens man kan få en hurtigtest på Sandøvej, i beboerhusene i Sundparken og Axelborg samt i Borgerhuset i Brædstrup.

Der er en opfordring fra sundhedsmyndighedernes side om, at man forsøger at udnytte de skæve tidspunkter, hvor der sandsynligvis vil være mindre pres på teststederne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce