Annonce
Horsens Posten

Frilufts-folket strømmer til Adventure Sport

Jan Abrahamsen med en fiks lille LED-lampe, der kan lyse et telt op i timevis. Foto: Peter Hald
Der bliver solgt godt med outdoor-udstyr i disse tider, konstaterer Jan Abrahamsen fra Adventure Sport.
Annonce

Brædstrup: Under corona-nedlukningen fik mange danskere for alvor smag for vandreture og friluftsliv. Det er der især én forretning i Brædstrup, der kan mærke - nemlig Adventure Sport på Bredgade.

Adventure Sport, der drives af Jan Abrahamsen, sælger nemlig frilufts-udstyr såsom vandrestøvler, soveposer, klatregrej og meget mere, og det er noget, der er blevet særligt populært her i coronatiden, hvor folk skal være ekstra sunde, og hvor de eksotiske rejser i det store udland ikke er mulige.

- Der er god afsætning på båludstyr, kogesæt, frysetørret mad og i det hele taget alt outdoor-udstyr, fortæller Jan Abrahamsen.

Han har drevet sin butik nu i fem år og er glad for den lokale opbakning:

- Også i denne periode har der været en fantastisk opbakning, siger han.

61-årige Jan Abrahamsen er selv ivrig vandrer, og han giver sig også i kast med bjergvandring, når der er mulighed for det. Derfor er der også "bjerg-grej" i hans butik.

Lige nu er det dog de lokale ture, der trækker publikum til.

- Folk har virkelig fået øjnene op for, hvor smukt der er her i bakkelandet. Man skal så lige passe på ikke ar overrende de mest populære steder såsom Den Genfundne Bro, påpeger han.

I modsætning til mange andre butikker har Jan Abrahamsen ikke etableret en webshop. Han tror mere på, at folk skal ind og se og røre ved produkterne fremfor at købe dem på nettet.

- Når du skal på tur, er det jo vigtigt, at udstyret er i orden. Og jeg synes også, at det er en fornøjelse at vejlede kunderne, understreger han.

Den lille butik på Bredgade er i den grad proppet med alt muligt friluftsudstyr. Stort set det eneste man kigger forgæves efter, er fiskegrej såsom fiskestænger, hjul med mere.

- Som lokale butikker skal vi jo supplere hinanden, og hvis man skal have fiskegrej, skal man jo gå til Steen Laursen fra Bakkelandets Legetøj, siger Jan Abrahamsen.

Apropos supplere, så hjælper Jan Abrahamsen Annette Smed Brusgaard, indehaver af den lukkede Star Me-brugskunstbutik, med at servicere kunder, der har manglet noget fra Star Me. Det fungerer på den måde, at en seddel i døren hos Star Me henviser kunder til Adventure Sport.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Musikalsk Europa-rejse

Annonce