Horsens: I mere end tre måneder er danskernes hår vokset og vokset, mens frisørerne har været lukkede på grund af coronapandemien.
Men tirsdag 6. april kunne kunderne endelig få lokkerne studset eller farvet igen.
Hos Centerfrisøren på Strandkærvej i Horsens var det en lykkelig Annette Reenberg Simonsen, der bød kunderne velkommen tilbage i salonen, der allerede fra morgenstunden var fuld af liv.
- Det er så dejligt, fordi vi får vores liv og vores dagligdag tilbage. Det føles ligesom første skoledag, siger Annette Reenberg Simonsen, der har været indehaver af salonen i 28 år.
Hun er fuldt beskæftiget af en af dagens første kunder, forstander på True North Efterskole Karen Marie Madsen, der sidst var til frisøren i starten af december og normalt får ordnet håret hver sjette uge.
- Det er fantastisk, at det kan lade sig gøre, fortæller Karen Marie Madsen, der har været fast kunde hos Centerfrisøren i fem år.
- Jeg har lagt mærke til, at tiden er fremskreden. Håret er blevet gråt, fortsætter efterskoleforstanderen, inden Annette Reenberg Simonsen svarer:
- Det laver vi om på.
- Men trøsten er, at alle er grimme og langhårede, lyder det fra Karen Marie Madsen.
Pas på frisørerne
Et andet sted i salonen sidder Dorte Rasmussen og venter på, at hun skal have farvet sine øjenbryn.
- Det kan en af eleverne klare, fortæller den tidligere folkeskolelærer, der dog må vente på at få ordnet håret. Hun satser på at få en tid på afbud, fordi alt er booket i de kommende måneder.
Alligevel regner frisør-indehaver Annette Reenberg Simonsen ikke med, at det, der er tabt på tre måneders nedlukning, kan hentes ind igen.
- Vi henter det aldrig igen, men vi er heldig at leve i et land med hjælpepakker, siger hun.
Annette Reenberg Simonsen, der selv bliver testet hver uge, forsikrer, at det kommer til at gå rigtig fint med at tjekke kundernes coronapas.
Hun bakkes op af Karen Marie Madsen:
- Folk står troligt og venter i køen ved testcentrene. Alle vil passe på hinanden, og vi skal også passe på frisørerne.