Annonce
Horsens

Glad skole-direktør: Nyt kollegium vil trække flere unge til Horsens

Learnmark Horsens er blandt de få skoler i landet, hvor man kan uddanne sig til tagdækker, og for helt unge, der bor langt fra Horsens, kan afstanden være en hurdle, fordi man ikke kan bo på skolen. Et kommende kollegium for håndværkerelever hilses derfor velkommen af skolen. Arkivfoto: Morten Pape
En særligt håndværker-kollegium, som BRF-fonden vil opføre i Horsens, kan tiltrække flere elever til håndværksfagene, og det kan samtidig trække flere unge til Horsens, mener Learnmark-direktør.
Annonce

Horsens: Et kommende Horsens-kollegium med bolig til 84 håndværker-elever hilses særligt velkommen af erhvervsskolen Learnmark Horsens.

Det fastslår Niels Yde, direktør for Learnmark Horsens, efter at BRF-fonden i sidste uge meldte ud, at fonden investerer et trecifret millionbeløb i håndværker-kollegiet, som bygges på det gamle godsbaneareal tæt på det ny campus i midtbyen.

- Vi har ikke et skolehjem, hvor elever, der kommer langvejs fra, kan bo, mens de går på skole hos os, så derfor er vi meget glade for, at BRF-fonden ønsker at bygge et attraktivt håndværkerkollegium i byen, siger Learnmark-direktøren.

Uddannelserne til stenhugger og nedriver kan man kun tage i Horsens, og når det gælder fagene tagdækker og brolægger, er Learnmark Horsens en af få skoler i hele landet, der tilbyder uddannelsen. Det er derfor en særlig stor beslutning for en ung, der ikke bor i nærheden af Horsens, at vælge uddannelsen.

- Jeg kan godt forstå, hvis man som 16-årig ikke har mod på at flytte langt væk hjemmefra, selvom ens drømmeuddannelse kræver det - eller hvis forældrene ikke er så vilde med det. Her kan håndværkerkollegiet være en god støtte for de unge, fordi de bor i trygge rammer, og på den måde kan kollegiet være med til at trække unge håndværkere til byen, siger Niels Yde.

Annonce

Socialt sammenhold på tværs

Learnmark-direktøren har stor ros tilovers for projektet, som foruden boliger rummer undervisnings- og værksteds-faciliteter.

- Det giver vores elever særdeles gode vilkår, mens de uddanner sig - også i forhold til fritidsaktiviteter for dem, der ikke har et netværk i byen, konstaterer han.

Han ser det som et særligt plus, at eleverne på tværs af brancher kan mødes i værkstederne efter arbejdstid.

- Det er med til at styrke både deres faglighed og det sociale sammenhold på tværs af håndværksfag, fastslår han.

Annonce

Vil løfte prestigen

BRF-fondens direktør Kristian May fortalte i sidste uge til Horsens Folkeblad, at fonden afsætter pengene til kollegiet for at understøtte Danmarks stolte håndværkstraditioner. Med et attraktivt kollegium håber fonden at kunne tiltrække flere unge til de håndværksmæssige uddannelser.

Og dét er ikke skudt ved siden af, mener Niels Yde.

- Det er et meget seriøst projekt, som BRF-fonden sætter i gang, og jeg er sikker på, at de helt fantastiske rammer vil være med til at løfte prestigen og interessen for håndværksfagene, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce