Horsens: Nyuddannede Dorthe Klausen var glad, da hun for knap to år siden kunne åbne FodterapeutenHorsens.dk på Fr. Bajers Gade 26, men hun savnede en kollega.
Nu deler den 49-årige terapeut klinik med to andre statsautoriserede fodterapeuter: Tine Orle, 53 år, med fire års erfaring i faget, og Jane Bregenov Møller, 43 år, som bliver færdig med sin uddannelse til juli. Begge har en sundhedsfaglig baggrund og er optaget af forebyggelse.
Det er ikke det eneste nye, der er sket. Dorthe Klausen har også rykket sin klinik til de noget større lokaler i Sønderbrogade 131. Hun er indehaver, mens de to øvrige har lejet sig ind. Desuden har de fået tilknyttet zoneterapeut Sus Møller.
De er så glade for deres nye klinik og arbejdsfællesskabet, at de hver dag stiller et flag uden for døren.
- Hver dag skal være en god dag, er vores mål. Patienterne bliver budt på kaffe og skal mærke, at deres fødder er i professionelle hænder, siger Dorthe Klausen.
Køb sko om eftermiddagen
Fodterapeuterne er rundhåndede med råd og vejledning. De tegner gerne en skabelon af foden, som patienterne kan få med sig, når de skal ud at købe nye sko, fortæller Jane Bregenov Møller.
- Køb sko om eftermiddagen. Da er foden gerne lidt hævet, og det er det, som fodtøjet skal passe til, fortsætter hun.
Et andet godt råd er at vælge sko med en fleksibel sål, der mindsker risikoen for hård hud, og med remme eller velcrolukning, der sørger for, at skoen sidder ordentligt fast. Det betyder alt sammen meget for føddernes sundhed. Det samme gør de rette strømper, som meget gerne må være fremstillet af bambus.
Opdager sygdomme
Som statsautoriserede terapeuter er de uddannet i at se tegn på sygdom. Foden kan være hævet, behåret eller have sår. Det kan være et tegn på dårligt blodomløb. De ser folk i alle aldre i klinikken. De behandler også folk, der er ramt af eksempelvis psoriasis eller diabetes.
- Lige nu har vi også travlt med at lakere negle. De lidt ældre er til de røde farver, mens yngre typisk foretrækker pastelfarver, men jeg havde da en tresårig, som i går gik herfra med turkis tånegle, smiler Dorthe Klausen.
De ser alle aldre i klinikken. Børn med vorter, unge med nedgroede negle, voksne med ligtorne og hård hud - og ældre, som har svært ved selv at ordne fødder. Og så dem, der bare gerne vil have velplejede fødder. Deres skøn er, at 50 procent af patienterne er mænd.
- Når mændene først har fået foden inden for døren, kommer de igen, har Dorthe Klausen erfaret.
Fødderne er hele vores fundament, påpeger Tine Orle. De har alle oplevet den glæde og velvære, som patienter giver udtryk for, når de først har prøvet at få afhjulpet deres problemer, som forplanter sig op gennem kroppen, med de rigtige indlæg.
Dorthe KlausenNår mændene først har fået foden inden for døren, kommer de igen.