Annonce
Horsens

Gran-ejere blæst bagover efter corona-tilbud: Det er en fornøjelse at drive virksomhed i Horsens

Tirsdag lagde restauranterne i Gran-familien en meddelelse på Facebook om, at man kan købe oplevelser i restauranterne til halv pris. Gavekortene kan indløses, når restauranterne åbner igen efter corona-krisen. På kun 12 timer havde omkring 2000 slået til og købt en oplevelse. Arkivfoto: Lars Juul
Flere end 2000 har sikret sig - og ikke mindst betalt for - en oplevelse på en af Gran-familiens restauranter, når corona-krisen er ovre.
Annonce

Horsens: Et godt stykke over 2000 gavekort solgt på bare 12 timer.

Sådan lyder status fra folkene bag Gran-familien, som bl.a tæller Café Gran, Restaurant Møhr og Granbar.

De lagde tirsdag eftermiddag et tilbud ud til deres følgere på Facebook, hvor de tilbød gæster at købe oplevelser på restauranterne til halv pris. Oplevelserne kan først bruges, når situationen i Danmark igen er tilbage til normal. Lige nu er Grans restauranter nemlig lukket på grund af corona-krisen.

- I en tid som denne er det vigtigt at se fremad - at have noget at glæde sig til. Vi glæder os til at give jer oplevelser igen - at forkæle jer og hygge om jer. Vi har brug for jeres hjælp. Ikke for at kunne overleve, men for at komme stærke ud på den anden side, lyder det fra folkene bag Gran i opslaget.

Opfordringen gav lynhurtigt pote med flere end 2000 solgte oplevelser de første 12 timer, tilbuddet var gældende.

Og den kæmpestore interessse og opbakning kommer bag på Bryan Francisco, der er en af ejerne af Gran-familien, der tæller Café Gran, Restaurant Møhr, Granbar og Dining on Wheels.

- Vi havde selvfølgelig håbet, at mange ville byde ind. Men at så mange slog til med det samme, er virkelig overvældende. Vi er blæst helt bagover. Det er fedt at mærke, at horsensianerne bakker os sådan op. Det er en fornøjelse at drive virksomhed i Horsens, siger han, der er rørt over opbakningen.

- Det er så vildt, at vi kender så mange gode mennesker, der vil hjælpe os, når vi rækker en arm ud, selvom alle er presset, siger han, der er med på, at en del af gavekortkøberne har købt, fordi de kunne spare penge.

- Men mange af dem skriver til os, at de også gør det for at hjælpe os. Det varmer, siger han.

Vi havde selvfølgelig håbet, at mange ville byde ind. Men at så mange slog til med det samme, er virkelig overvældende. Vi er blæst helt bagover. Det er fedt at mærke, at horsensianerne bakker os sådan op. Det er en fornøjelse at drive virksomhed i Horsens.

Bryan Francisco, med-ejer af Gran-familien

Annonce

- Vi skulle ud over stepperne

Rasmus Sandholm, der også er med i ejer-kredsen bag Gran, fortæller, at ideen til at sælge gavekortene opstod hen over weekenden.

- Vi lukkede restauranterne allerede torsdag i sidste uge for at passe på vores kunder og ansatte. Vi overvejede at holde åbent for takeaway, men vi blev ret hurtigt enige om, at vi er klart bedst til at give oplevelser til vores gæster inde på vores restauranter. Derfor valgte vi at holde fast i det, vi er gode til - og så give gæsterne noget at glæde sig til, siger Rasmus Sandholm, der ikke umiddelbart har sat noget loft på, hvor mange gavekort de vil sælge.

- Det er gået hurtigt. Vi skulle bare ud over stepperne, og det kom vi. Vi kan rumme mange gæster, hvis vi får dem spredt ud, siger han, der erkender, at Grans restauranter får travlt, når de åbner igen.

- Det glæder vi os til, siger han.

Annonce

Hvad hvis I lukker?

I kommentarsporet under tilbuddet fra Gran er der flere, der skriver, at kunderne skal være opmærksomme på, at gavekortene bliver ugyldige, hvis Gran ender med at gå konkurs som følge af corona-krisen.

Og det er naturligvis rigtigt, medgiver Bryan Francisco. Han understreger dog, at han hverken tror eller håber, det ender der for Gran.

- Jeg kan godt forstå, at nogen er bekymrede. Men jeg er fortrøstningsfuld. Jeg regner bestemt med, at vi overlever. Selvfølgelig ser det svært ud, men vi håber, at vi kommer igennem det ved at gøre brug af regeringens hjælpepakker og alle de gode relationer, vi har opbygget i Horsens. Ingen er interesserede i, at vi går konkurs. Ingen. Vi har investeret alt i det her, og vi mister jo alt, hvis vi ikke åbner igen, understreger han.

Rasmus Sandholm fortæller supplerende, at Grans 49 ansatte er sendt hjem. Indtil videre med løn.

- Vi er i tæt kontakt med Horesta og 3F, og så følger vi udviklingen nøje. Det udvikler sig jo nærmest time for time med nye hjælpepakker og andre politiske aftaler. Vi håber at kunne sikre løn til vores ansatte. Det er vores hovedfokus lige nu, siger han.

Vigtig info om coronavirus

Myndighederne har samlet vigtig info om coronavirus på en fælles hjemmeside: www.coronasmitte.dk

Her kan man finde info om sygdommen og smitterisiko samt hvad man skal gøre, hvis man for eksempel er blevet syg, er i udlandet eller er offentlig ansat.

Der er også svar på en række "ofte stillede spørgsmål".

HOTLINE

Myndighedernes fælles hotline yder generel information om myndighedernes anbefalinger og retningslinjer til borgere, sundhedspersonale, kommuner, lufthavne/rejsende og virksomheder om coronavirus/covid-19. Nummeret er 7020 0233.

Det anbefales, at man forsøger at finde svar på sit spørgsmål på www.coronasmitte.dk, før man ringer, da der er stort pres på linjen.

HVIS MAN BLIVER SYG

Den fulde information kan findes på www.coronasmitte.dk.

Bliver man syg, uden det er alvorligt, anbefaler myndighederne, at man isolerer sig selv i hjemmet og har stor fokus på hygiejne. Er det undtagelsesvis nødvendigt at bevæge sig ud, skal man tage sig forholdsregler som at holde afstand og i øvrigt undgå kontakt til andre mennesker. Der testet kun for coronavirus i alvorlige tilfælde.

Bliver man alvorligt syg, skal man kontakte sin egen læge eller uden for dennes åbningstid til Lægevagten, som i Region Midtjylland har telefonnummer 7011 3131.

UNDGÅ SMITTE

  • Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit
  • Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder
  • Undgå håndtryk, kindkys og kram - begræns den fysiske kontakt
  • Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen
  • Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand og bed andre tage hensyn

Kilde: www.coronasmitte.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Skovbørnehave på vej

Annonce