Annonce
Horsens Posten

Hjælp - jeg er kommet i et afhængighedsforhold

Den er lille og har stor magt. Indtil for nylig hævede jeg øjenbrynene over for andre, men så opdagede jeg, at jeg ikke er en tand bedre selv. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Annonce

Jeg har svært ved at skjule min irritation, når familiens medlemmer eller gæster lægger deres mobiltelefon ved siden af tallerkenen på middagsbordet. Eller når veninden mister tråden i en samtale, fordi der lige tikker en sms ind, som hun absolut må se.

Faktisk synes jeg, at det der lille seks gange 13 centimeter apparat har al for stor indflydelse på vores liv og nærvær over for hinanden. Og at der alt for ofte opstår en samhørighed mellem menneske og telefon, som var det en siamesisk tvilling.

Jeg har selv brystet mig med, at jeg ikke er afhængig af noget som helst.

Jeg har aldrig været spiller, der bare måtte udfylde en ekstra lottokupon. Mit forbrug ligger på at købe skrabejulekalendere til de unge i familien.

Jeg har heller aldrig været den, som behøver fortsætte med rødvinen, indtil flasken er tom. Den kan sagtens proppes til igen. Cigaretter prøvede jeg selvfølgelig i min ungdom, men det blev aldrig til mere end nogle stykker ved festlige lejligheder.


Jeg har ofte brystet mig med, at jeg ikke er afhængig af noget som helst.


Et stykke kage siger jeg dog sjældent nej til, men forsøger at kompensere ved at købe rundhåndet ind af grøntsager.

Men ellers har jeg indtil for nylig nærmest følt mig "hellig". Ja, lige indtil jeg blev overmandet af en særlig form for abstinenser.

Jeg pendler nemlig hver dag med tog. På min telefon har jeg mit pendlerkort og mine pladsbilletter.

Da jeg en onsdag havde sat mig til rette i toget, var der ingen telefon i tasken. Toget trillede af sted, og kinderne glødede, som havde de fået en spandfuld kul. Nu havde jeg hverken pladsbillet eller gyldig rejsehjemmel, som det hedder i DSB-sprog. Og bøden ligger altså på 750 kroner.

Den måtte jeg bare betale, tænkte jeg, mens jeg panisk spolede i hukommelsen. Jo, telefonen måtte ligge i redaktionsbilen, hvor jeg havde brugt telefonens gps til at finde vej til en aftale.

Denne eftermiddag skulle jeg til Skanderborg og var blevet en smule forsinket. Derfor ville jeg lige ringe til svigerdatter, som jeg havde lovet at assistere med de små børnebørn. Nå nej. Det kunne jeg ikke.

Da jeg havde hjulpet med at putte de kære små, skulle jeg med toget tilbage. "Jeg skal lige have bestilt en pladsbillet", sagde jeg til svigerdatteren. Nå nej - det kunne jeg ikke. Så jeg hastede hen til automaten på stationen og købe billetter. Og det er altså en omstændelig sag, skal jeg hilse at sige.

"Hvordan er det gået med dagens corona-tal", tænkte jeg, da jeg havde fået anbragt mig på det anviste togsæde. "Nå nej, ingen telefon". Og så spredte rastløsheden sig. Jeg er vant til at tjekke nyheder og mailboks, når jeg kører tog. Nå, så kunne jeg lige ringe til min mand og sige, at jeg var undervejs... "Nå, nej".

Togturen forekom uendelig lang. Jeg skelede misundeligt til mine medpassagerer. Hver og en havde en telefon eller en computer fremme.

Hjemme igen beklagede jeg mig. Uden at møde den store forståelse. Min mand tilbød dog at bestille en pladsbillet for mig på sin DSB-app. Og så var det min tur til at håne: "Hvordan skulle jeg kunne vise den pladsbillet frem? Vil du måske undvære din telefon?"

Næste morgen blev det regionaltoget, hvor der ikke kræves pladsbillet. Igen pr. automatik hånden i tasken for at tjekke mails og nyheder. Og irritation over, at jeg nu skulle tilbringe 15 minutter uden nogen form for beskæftigelsesterapi.

Så var det, jeg blev enig med mig selv om, at jeg skal på afvænning. Genfinde glæden ved pauser, hvor man bare kigger ud af vinduet og lader tankerne vandre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Forfattere sender julehilsner

Annonce