Annonce
Horsens Posten

Hjemmeskole af døtre gav Michela Kiilerich en lys idé til egen virksomhed - nu kan hun leve af den

Michela Kiilerich sprang ud som selvstændig under corona-krisen. Nu sælger hun håndfarvede lys i eget design til det meste af Europa og snart også til De Forenede Emirater fra sit firma Ahne Light. Foto: Marianne Husted
Michela Kiilerich har altid drømt om at blive selvstændig. Ideen til virksomheden fik hun, da hun under nedlukningen havde sine døtre i hjemmeskole. Hun og døtrene gav sig til at farve og dekorere stearinlys, og det er blevet et hit.

Horsens:  Det er en anden slags lys, der i dag fylder det tidligere solcenter i Slotsgade 23. Stearinlys i regnbuens farver og mange forskellige udtryk har afløst det ultraviolette lys fra de nu nedlagte kabiner.

Her rykkede firmaet Ahne Light ind i 2021. Kvinden bag er 33-årige Michela Kiilerich, der med lys i øjnene takker sine to døtre på seks og ni år og hjemmeskolen under corona-nedlukningen for, at hun fik idéen til sin virksomhed.

Da covid-19 gik til angreb i marts 2020, og skolerne blev lukket ned, havde Michela Kiilerich netop fået nyt job som kørende sælger. Som den sidst ansatte blev det hende, der "måtte rulle", som hun udtrykker det. I de usikre tider var det svært at finde nyt job. Derfor brugte hun tiden på at holde hjemmeskole for børnene.

Annonce

Daglig krea-time i hjemmeskolen

Hun fandt hurtigt ud af, at der skulle lidt ekstra til for at holde gang i interessen for skolefagene. Derfor indførte hun en daglig krea-time. En dag fandt hun på, at de skulle dyppe stearinlys i forskellige farver. Noget, som hun selv havde prøvet, da hun gik i skolefritidsordning. Og både hun og pigerne blev bidt af det.

Michela Kiilerich opdagede hurtigt, at hun havde fat i noget stort, da hun begyndte at sætte sine lys til salg på Instagram. I 2021 solgte hun 70.000 håndfarvede og hånddekorerede lys.  Foto: Marianne Husted

For sjov satte hun 20 lys til salg på Instagram.

- De blev med det samme solgt til en privat. 14 dage efter kom der en ordre på 200 lys. For mig var det virkelig stort, siger hun.

Hjemme i køkkenet stod hun med gryder, stearin og pastelfarver, når pigerne var blevet puttet. Ordren var noget af en mundfuld, for det tog 20 minutter at lave blot et enkelt lys.

Annonce

Fik flere ordrer

I oktober fik hun igen job. Samtidig væltede ordrerne ind på lys. Til sin mand sagde hun, at hun kunne mærke, at det kunne blive noget stort. Han mente dog, det fornuftigste var, at hun holdt fast i sit nye arbejde med fast indkomst.

Michela Kiilerich har logoet bag på sin storskjorte. Mange har fundet vej til hendes showroom i Slotsgade. Da hun havde åbent hus i december, stod folk ligefrem i kø på gaden.  Foto: Marianne Husted

- Han har siden sagt, at der tog han fejl, smiler hun, der i bedste forståelse er blevet skilt fra sin mand.

I flere måneder passede hun sit job i dagtimerne og lavede bagefter lys derhjemme - ofte til klokken to om natten. På et tidspunkt besluttede hun, at nu måtte hun give slip på jobbet og se, hvor lysmageriet ville bringe hende hen. 1. april 2021 kunne hun lægge alle sine kræfter i firmaet Ahne Light.

Annonce

Altid vidst at hun ville have sit eget

- Jeg har altid vidst, at jeg en dag skulle have mit eget,  siger Michela Kiilerich.

Hun har adskillige gange overvejet at blive selvstændig, men har ikke lige haft den rette idé.

- Denne gang er det bare faldet ned i skødet på mig.

Et godt samarbejde med en række andre kunstnere og kunsthåndværkere betyder, at Michela Kiilerich i sit showroom har en række produkter - lige fra keramikkrus med overdimensionerede hanke til overdådige dekorationer, lavet af tørrede blomster. Foto: Marianne Husted

Den frisør-uddannede kvinde har den fordel, at hun i mange år har arbejdet med salg og marketing. Hun har også taget en uddannelse i digital markedsføring. Det er alt sammen kommet hende til gode i den nye virksomhed. Desuden har hun sørget for hele tiden at have en revisor ved sin side.

Annonce

Fem ansatte og eksport til De Forenede Emirater

Michela Kiilerich havde dog ikke forudset, at det ville gå så stærkt med Ahne Light. Hun har måttet ansætte fem unge piger til at stå for produktionen af de lys, som hun selv udvikler designet til.

Hun har allerede 200 forhandlere af sine lys i Danmark, Norge og i store dele af Europa. Her i 2022 har hun fået en aftale i hus med aftagere i De Forenede Emirater.

- Mine lys er helt nye for dem, siger hun, der har store forventninger til det nye marked.

Annonce

Samtale-rum

Hun havde heller ikke ventet, at hendes værksted og showroom i Slotsgade ville blive et kreativt samtale-rum. Men lokalet har udviklet sig til det, som en chauffør har betegnet som  "verdens største børneværelse", hvor der bliver leget med idéer og kreative tanker, og hvor man må alt det, man ikke må derhjemme.

Der er også masser af humor at finde i lokalet, som af en chauffør, der henter lys hos Michela Kiilerich, er blevet betegnet som "verdens største børneværelse, fordi man må alt her". Foto: Marianne Husted

Det er ikke kun de pastelfarvede Krone-stearinlys, man møder i showroomet. Hun samarbejder med en række kunstnere og kunsthåndværkere. De sælger hendes lys fra deres platforme, og hun deres keramikkrus med overdimensionerede hanke, lysestager, dekorationer af tørrede blomster, tøj, servietter og meget mere fra sin platform.

- Det er kommet helt naturligt, siger hun og peger på det store bord med blanke sorte kakler. Bordet har en kunstner lavet til hende. Det er lidt skævt på den charmerende måde og passer til sloganet for hendes lys: "Uperfekte lys til uperfekte mennesker".

Andre kunstnere har stået for udsmykningen af en søjle midt i rummet og de malede blomster, der smyger sig om indgangspartiet, og som ved nærmere øjesyn viser sig at omkranse kvindekønnet.

- Det overvejer vi at få lavet som tapet, siger hun, der nyder samarbejdet med andre "up-comings" som hun selv.

Annonce

Fra showroom til butik

I starten var lokalet tænkt som et produktionsrum og et showroom. Værkstedet ligger i den bagerste del, og showroomet i den forreste. Og indtil nu er 98 procent af salget foregået via Instagram.

Men der har vist at være interesse for at komme ind at kigge, få en snak og slå sig ned med en kop kaffe. Folk kommer kørende fra både Vejle og Skanderborg for at besøge Ahne Light.

- Op til jul holdt jeg åbent hus hver søndag, og folk har ligefrem stået i kø ud på gaden. Det har virkelig overrasket mig.

Derfor overvejer hun nu at holde butikken åben, når hun og pigerne alligevel er i gang med produktionen af lys.

Op til jul holdt jeg åbent hus hver søndag, og folk har ligefrem stået i kø ud på gaden. Det har virkelig overrasket mig.

Michela Kiilerich

- Måske køber kunderne ikke nogle lys første gang, men det gør de næste gang, hvor de også har taget veninden med.

Annonce

Hvorfor navnet Ahne?

Mange har spurgt til navnet Ahne?

- Mange tror, det er mit navn, siger Michela Kiilerich.

Men det er en anden historie. Da hun gik i overvejelser om at etablere sin virksomhed, skulle hun en dag i biografen med en veninde i Aarhus. Hun ventede på hende i sin bil ved Bruuns Galleri og fik øje på et lysskilt for Bahne, hvor lyset i B'et var gået ud.

- Så tænkte jeg: Ahne er da et meget godt navn, siger hun med et lille grin.

Annonce

Solgte 70.000 lys i 2021

Det lyser ud af Michela Kiilerich, at hun trives med sin nye tilværelse. Hun passer ikke ind i et otte til 16-skema, men værdsætter, at hun også kan arbejde om natten, når hun har lyst til det.

Hun har stor glæde ved det kreative arbejde med at udvikle de forskellige udtryk af lysene. Kontorarbejdet er knap så sjovt, og derfor håber hun at få råd til at blive aflastet fra nogle af de administrative opgaver.

Børnene går på Hulvejens Skole få hundrede meter derfra, og lokalerne i Slotsgade er for dem og deres venner nærmest blevet til et ekstra hjem, hvor de kan få lov til at udfolde sig kreativt efter skoletid.

- Jeg har lavet mange planer og strategier for Ahne Light, men har ændret dem 100 gange. Sådan fungerer mit hoved, siger hun.

Der bliver drukket en masser kaffe og udviklet mange ideer ved det flise-belagte bord, hvor folk kommer og slår sig ned. Foto: Marianne Husted

Og det synes ikke at være nogen forkert strategi. Gryderne har boblet i et lille år. Hun har i 2021 solgt i alt 70.000 lys, der er fem ansatte, og hun har kunnet trække en anstændig løn ud til sig selv.

Vil give tilbage børnene

Planen for 2022 er at kunne tilbyde workshops til både private og erhvervsfolk, der vil forsøge sig med at lave lys.

Og så har hun en stor trang til at give tilbage til børn, som har det svært.

- Det var jo børnene, som satte mig i gang med det, jeg har drømt om, som hun forklarer.

Hun forestiller sig, at børn kunne lave lys, der skal sælges med det formål at skaffe penge til forskellige velgørende organisationer for børn.

Coronakrise fik gang i iværksættere

  • Nedlukning og krisetid bremsede mange med iværksætterdrømme. Men i Region Midtjylland var der fremgang i antallet af iværksættere.
  • I Horsens Kommune blev der syv procent flere iværksættere fra 2019 til 2020. I hele Region Midtjylland lød væksten også på syv procent.
  • Fremgangen fortsatte i 2021, hvor Business Horsens kunne kontakte 70 nye cvr-numre i februar 2021. Det var 15 flere end i februar 2020.
  • Michela Kiilerich var en af de mange, der sprang ud som iværksætter i 2021 med Ahne Light. Og hun har i dag en velfungerende virksomhed.
  • Nogle af de mest berømte iværksættere er Oprah Winfrey, Bill Gates, Walt Disney  Mark Zuckerberg.


Annonce
Horsens Posten

Næsten 800 nye smittetilfælde: Nu har hver femte indbygger i Horsens Kommune haft covid-19

Annonce
Horsens Posten

Bytorvets logo er blevet meget større - og det kan skifte farver

Annonce
Horsens Posten

En times ventetid og 100 mennesker i kø: Testcenter i Horsens er presset af covid-19-smitten

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

20-årig tænkte: Det er et lortejob. Nu er arbejdet med ældre det fedeste, hun kan forestille sig

Horsens Posten

Gør det ondt? Hvornår får man varmen igen? Hvorfor er I nøgne?: Stil alle dine spørgsmål om vinterbadning direkte til formanden for Horsens vinterbaderklub

Horsens Posten

Svømmehal får livreddertårn indendørs - og alle badegæster kan få lov at prøve kræfter med det

Horsens Posten

Ny chef om omfattende renovering af stort varehus: - Det har været nogle kaotiske uger

Horsens Posten

27-årig tog en kølig beslutning: Nu overtager han to Paradis-butikker

Horsens Posten

Gør det ondt? Hvornår får man varmen igen? Hvorfor er I nøgne?: Stil alle dine spørgsmål om vinterbadning direkte til formanden for Horsens vinterbadeklub

Horsens Posten

Særudstilling om Pretty Maids forlænges et halvt år

Horsens Posten

Guirlanden har lavet et nyt "maskineri", der bringer smilet frem på Gasvej

Horsens Posten

Store skiftedag i vente hos Mr - og nej, der er ikke tale om nyt tøj

Horsens Posten

Coronasmitten fortsætter opad i Horsens og særligt teenagerne er ramt - men gymnasierne er ikke "affolket", og eleverne bliver ikke syge

Annonce