Annonce
Horsens Posten

Horsens Bibliotek skabte læseglæde

Forfatter Vibeke Marx læste op af sin nyeste roman "Jord og hjerte". Foto: Maria Bruun Fanø
Vores lokale biblioteker stod tomme og forladte under Corona. Alle bøger var i karantæne, arrangementer aflyst og bibliotekarerne var sendt hjem. For nogle uger siden startede Horsens Bibliotek stærkt op igen med et fire dages arrangement – Litteraturdagene.
Annonce
Annonce

Højskoleånd

Det summer forventningsfuldt. Der er ingen tvivl om, at her er samlet folk med en fælles interesse for bøger. Med god afstand tages der plads rundt i salen. Formiddagen skal bruges til at dykke ned i bøgernes verden. I dag skal ikke læses, men tværtimod lyttes. Horsens Bibliotek har lavet et alsidigt og spændende program, hvor foredragsholdere belyser litteraturen fra forskellige vinkler. Biblioteket selv kalder det ”højskoleånd”, og der er da heller ingen tvivl om, at her er en følelse af fællesskab.



Denne dag skal vi omkring, hvorfor det er vigtigt at læse, Håkan Nesser og Lars Saabye Christensens forfatterskab for at slutte af med forfatteren Vibeke Marx, der skal fortælle om sin seneste bog.

Annonce

Empati og eksistens

Programmet indledes med fællessang. Eller retter fællesnynnen.

-Vi må ikke synge! Så der bliver spillet musik, og så kan I jo nynne med, siger Nina Wegner, der er dagens konferencier.

Vi nynner til sønderjyske viser, og stemningen bliver solidt lagt. Herefter Bliver Marie Hastrup Sørensen budt velkommen. Hun arbejder til dagligt på forlaget Modtryk i Aarhus og er uddannet litteraturhistoriker. Hun guider også igennem de forskellige grunde til, hvorfor det er så vigtigt at læse. Flere studier viser nemlig, at læsning træner vores empatimuskel og åbner verden. Vi kommer endda omkring et spændende studie, der lige nu foretages på Syddansk Universitet, hvor medicinstuderende som pensum skal læse skønlitteratur  for at lære at tolke deres patienter bedre.

Fra samme forlag kommer Nanna Rørdam Knudsen. I dagens anledning fortæller hun engagerende om den svenske forfatter Håkan Nesser. Hans bøger skal læses for de store spørgsmål i livet om eksistens, fortæller hun.  Hun fortæller så levende om den atypiske forfatter, der ikke følger stringente skrivemetoder, at jeg får lyst til sætte mig op på første salen med det samme og gå i gang med hans bøger fra en ende af.

Annonce

Digte og analyse

Der var masser af inspiration at hente under Litteraturdagene. Foto: Maria Bruun Fanø

I mellem to arrangementer læser Nina Wegner et par digte op - om danskhed. Det giver anledning til gode grin, for Henrik Nordbrandt rammer plet lige ned i danskerne. Herefter tager Charlotte Jørgensen fra forlaget Grif over. Siden 2002 har hun været den norske forfatter Lars Saabye Christensens danske forelægger. Det særlige er, at hun aldrig har givet et foredrag om alle hans udgivelser. Det mærkes tydeligt helt ud blandt publikum, hvor dedikeret Charlotte Jørgensen er til sin forfatter. Det er generelt noget, jeg bemærker denne dag: hvor vigtig samspillet mellem forfatterne og deres forlag er. Efter en dybdegående analyse af bøgerne er det tid til dagens sidste foredrag. Vibeke Marx tager over for at fortælle om sine bøger. Jeg forstår godt, at hun er blevet en anerkendt forfatter. Med en underspillet vittig humor viser hun stor fortællekunst, og endnu engang kommer lysten til at gribe bøgerne med det samme.

Annonce

Tak for i dag

Hvad er det så et arrangement på Horsens Bibliotek kan? Hvis du er vild med bøger, er det enkle svar naturligvis at kunne nørde yderligere ned i litteraturen. Det er altid hyggeligt at være sammen med andre, der deler samme interesse - uanset om det er bøger, hunde eller kager. Denne formiddag fik jeg dog også en del mere ud af det. Hvert enkelt foredrag kom med berigende viden, der udvidede min horisont. Derudover stiftede jeg bekendtskab med tre forfattere, som jeg helt sikkert skal have frem fra læsereolen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Skovbørnehave på vej

Annonce