Horsens: Tilflyttere fra Fyn og Sjælland fik øjnene op for Horsens i 2020, viser tallene. I løbet af de første tre kvartaler flyttede 800 til kommunen.
- Vi venter på tallene for det sidste kvartal fra Danmarks Statistik, men vores egne tal tyder på, at vi lander på omkring 1200 tilflyttere i 2020, udtaler Mette Munk Lauritsen, salgskonsulent og bosætningsguide i Horsens Kommune, i en pressemeddelelse.
Hun havde på trods af Covid-19 rigeligt at se til i 2020. Horsens er bare kommunen, man flytter til, er hendes vurdering.
- Vi oplever fortsat en stor interesse fra købere i Østjylland, men i 2020 har jeg også hjulpet rigtig mange tilflyttere fra Fyn og Sjælland med at finde den helt rigtige byggegrund eller det rette område at finde en lejlighed eller hus i, hedder det videre i pressemeddelelsen.
Populært med en guidet tur
- Rigtig mange købere har taget imod tilbuddet om en guidet køretur i kommunen, kan Mette Munk Lauritsen fortælle.
Efter en grundig snak med de mulige tilflyttere planlægger hun en ca. tre timers rute, hvor de kører og går rundt og ser på forskellige områder, som passer til deres behov. Hun hjælper med kontakt til eksempelvis daginstitutioner og har i øvrigt et tæt samarbejde med lokale udlejere og ejendomsmæglere.
- Jeg oplever, at tilflytterne virkelig sætter pris på, at de har én indgang til kommunen, siger Mette Munk Lauritsen.
153 solgte grunde - flere på vej
I 2020 blev der solgt 153 kommunale byggegrunde. Og der er flere grunde på vej.
Ifølge Mette Munk Lauritsen har tilflytterne vist interesse for hele kommunen. Hun har bl.a. solgt byggegrunde i Horsens, Gedved, Egebjerg, Sdr. Vissing og Nim.
Omkring påske er ca. 80 nye byggegrunde i Nørrestrand og Hatting klar til salg, og flere følger til efteråret.
- Vi har hele tiden fokus på at holde gang i byggemodningen af nye grunde, så vi kan følge med den store efterspørgsel, siger Mette Munk Lauritsen.