Annonce
Horsens Posten

Klumme: Hvad blev der egentligt af bogen og Bayeux-tæppet...

Line Kyed, journalist. Foto: Marianne Husted
Annonce

Horsens: For nogle uger siden udgav en lokal kvinde fra Torsted sin første børnebog. Stolt som bare pokker blev den vist frem med ordene "Det har været den vildeste bogfødsel".

Hun var glad og havde mange flere idéer til bøger, som skal udleves, fik jeg fortalt under interviewet med hende. Men, som hun også sagde, så er det svært, hvis man skal leve af at kreere bogværker.

Men hun gør det på trods - og er det ikke også det, livet handler om? At lade sig engagere og lade sig drive af det, man har det godt med? For med fri vilje opstår som oftest følelsen af tilfredshed.

Kreativitet kan også være med til at sprede glæde for andre - og ikke mindst inspirere. Tag nu bare byens mange gavlmalerier. Flere er tilmed på vej, når tre gavle i løbet af denne måned bliver færdig-udsmykket. Det er Mærk Byen, der gennem projekt Street Art har hentet kunstnere hertil. Det betyder samtidigt, at jeg blot skal kigge op, så er der en portion ny inspiration. Hvor herligt.

Generelt går det godt med initiativer lokalt, også på iværksætterfronten. Læs bare denne uges artikel om firmaet og iværksætter-katalysatoren Startup Central på Søndergade, der er med til at få det til at spire lokalt på mange særegne måder.

Særegen kan man også kalde det snart et tusind år gamle Bayeux-tapet, eller tæppe om man vil, den tids fornemmeste billedmedie og for mange af os nulevende et stadig fascinerende værk, for ikke at tale om de gode, gamle kunstværker fra glyptotekets skatte til Guernica-værket og alle de andre tusindvis af unikke værker og inspirationsstykker i ind- og udland. Hver og en har en berettigelse og en historie, vi kan lære af, hvis vi lyster - præcist som eksempelvis bogværker kan have.

Og så er jeg tilbage til, omend ikke til den støvede, så i hvert fald til bogreolen. Er den mon ved at blive udkonkurreret af streaming, tager jeg mig selv i at fundere over i ny og næ. Og hvad med Bayeux-tæppet, hvad blev der egentligt lige af det i vores bevidsthed.

Mens serier og film streames i ét væk, ser jeg stadig mig selv gribe en bog med min venstre hånd - ja, lidt kejtede ville nogle nok sige, mens jeg mere lægger vægt på skrønen om - eller er det mon videnskaben, der siger, at venstrehåndede er yderst kreative individer - det sidste klinger i hvert fald bare smukkere.

Lige for tiden er jeg fordybet i en tysk klassiker af Uwe Timm, der handler om livet i Hamburg ved slutningen og efter af 2. verdenskrig, "Opfindelsen af Currywursten", som jeg end ikke har undersøgt om findes på Netflix, HBO, C More, Viaplay eller på nogle af de øvrige tjenester. Så om den kan streames, ved jeg faktisk ikke - endnu. Men jeg har besluttet at undersøge det, gøre noget ved det - kigge op og lade mig inspirere.

For samtiden - om det er kunst eller generelt nye mønstre vil jeg ikke gå glip af. Og man glemmer jo ikke Bayeux-tæppet, bare fordi man streamer "Papirhuset" eller "Transplant", eller fordi man ikke er enten analog- eller digital-tilhænger. Det er jeg jo også ganske klar over inderst inde, derunder vanens så trygge magt.

Så derfor, fra denne uge, tager jeg skridtet og bliver noget a la anadigital. Og hjertelig velkommen til alle jer andre, som også lettere forsinket vil med på den form for samtidsbølge. Vi kan nå det endnu, har jeg ladet mig fortælle.

Om ordet, anadigital, er genialt - nej næppe. Desuden, for at vende tilbage til hverdagen, har vi også fået en del nye ord at favne i år - samfundssind og mundbind type 2 heriblandt, der jo har mast sig ind i vores hverdag.

Lad os fortsat favne det på bedste vis, som de fleste allerede gør så godt. En dag kan vi se tilbage på den her periode med restriktioner og glædes over, hvor heldige vi er, når vi netop får præsenteret nye tiltag i vores samtid, som vi så rent faktisk har muligheden for selv at fra- eller tilvælge.

For det frie valg skaber som oftest en følelse af ... tilfredshed.


Kreativitet kan også være med til at sprede glæde for andre - og ikke mindst inspirere. Tag nu bare byens mange gavlmalerier. Flere er tilmed på vej, når tre gavle i løbet af denne måned bliver færdig-udsmykket.

Line Kyed
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce