Egebjerg: Ryk rundt eller ryd op på værelset. Bag kage i kop og bananbrød. Sæt nogle mål for din dag eller din uge.
Rådene er mange fra 16-årige Nadia Düring Rosendahl og 15-årige Matilde Binny.
Råd til, hvad man kan lave i denne coronatid, hvor skolen er rykket hjem og foregår via computeren, og hvor fritidsinteresser, fester og andre sociale arrangementer er sat på pause - i hvert fald ude i "den virkelige verden".
De to piger går i 9.B på Egebjergskolen og har i undervisningen arbejdet med podcasts. Resultatet er blevet et 14 minutter langt afsnit med et simpelt formål: At give gode råd til andre unge om, hvad de kan lave, mens Danmark er corona-lukket.
En "overlevelses-guide", kalder de den selv.
Mangler selv motivationen
Inspirationen har de fra deres egen hverdag, fra snakke med vennerne, interviews med elever i 5. klasse og en del søgninger på internettet. Emnet var ikke svært at komme på, for de er ved at være trætte af nedlukning og fjernundervisning.
- Vi synes selv, det er svært at finde motivationen til skolearbejdet, og vi lærer ikke det samme, som vi kunne gøre ved at være i skole, siger Matilde Binny, der dog roser deres lærere for at være kreative med undervisning - blandt andet ved at sætte præmier på højkant for nogle af opgaverne.
Det ændrer ikke på, at meget af dagen foregår hjemme foran en skærm.
- Jeg synes, det er rigtig hårdt. Man ser en anden side af sig selv og bliver presset på nye måder med den nye hverdag. Og så skal man også kunne holde sin familie ud, for den ser man meget mere end normalt, siger Nadia Düring Rosendahl.
Lyt til Nadia og Matildes "overlevelses-guide"
Nadia Düring Rosendahl og Matilde Binnys 14 minutter lange podcast er spækket med råd til, hvad man kan lave i corona-tiden. Et udpluk er:
- Tag et spil med familien eller find en ny tv-serie - Vampire Diaries kan anbefales.
- Sæt nogle mål for dagen eller ugen. Det kan være at gå ture. Her har det for Nadia Düring Rosendahl og Matilde Binny ofte været til en pakkeshop, fordi shoppinglysten har været for stor.
- Kom i gang med at bage. Pigerne anbefaler bananbrød og kage i kop (ikke blot cupcakes i små kageforme, men en decideret kage i en kop).
- DR har en god oversigt over aktiviteter (søg på "hjemmeaktiviteter" på DR's hjemmeside).
- Få dig en ny hobby. Det er populært at hækle og strikke, men det kunne også være at lære at spille ukulele.
Det sidste er mest sagt i sjov, og hun anbefaler også i podcasten, at man får spillet en masse spil med familien. Omvendt er mere tid med familien et resultat af, at for eksempel shoppeture med veninderne er udelukket for tiden.
- Vores lærere har opfordret os til, at vi husker at mødes med hinanden, og det gør vi også, men det er træls, at vi ikke kan være samlet hele klassen, fortæller Matilde Binny.
Gode tilbagemeldinger
Nu har hele klassen haft mulighed for at lytte til pigernes corona-råd. Det samme har mange andre, da det, der først blot var en opgave, nu er blevet bredt noget mere ud blandt andet via Facebook. Det synes de to piger kun er sjovt, og tilbagemeldingerne har været gode.
Matilde Binny, elev i 9. klasse på EgebjergskolenDet er da fedt, at vores lærere og forældre også kan bruge rådene, men de er mest lavet til os selv og andre på vores alder.
- Vores lærer skrev til os, at hun lige var kommet til at købe noget tøj på nettet, fordi hun havde hørt det i podcasten. Min mor har også vist den til det meste af familien. Vi får at vide, at den er god, når man tænker på, at vi bare går i folkeskole, siger Nadia Düring Rosendahl.
Få noget ud af tiden
De fleste råd kan bruges af alle, selv om anbefalingen af Vampire Diaries nok ikke tiltænkt boomer-generationen, der må have Badehotellet og et gensyn med Matador højere på listen. Men tanken om at kaste sig over en tv-serie favner jo bredt.
Pigernes bedste tip er i hvert fald ikke begrænset til deres jævnaldrende.
- Det vigtigste er nok at få noget ud af den tid, man pludselig har fået. At finde på noget nyt og være kreativ, siger Matilde Binny, der nævner bagning som en mulighed, der samtidig også er hyggelig.
At give sig i kast med en ukulele eller lære at hækle bliver også nævnt i podcasten.
- Det er også vigtigt at holde sig selv i gang. At få rørt sig, tilføjer Nadia Düring Rosendahl, og til det kan man i podcasten høre en anbefaling af den australske youtuber Chloe Tings træningsvideoer.
De gode råd er hermed givet videre. Hele podcasten kan høres via dette link til Skoletube.
Corona-ideer
Coronavirus og nedlukning af samfundet har givet mange tid og mulighed for at opdyrke en ny hobby, genfinde en gammel interesse eller noget helt tredje.
Vi fortæller om nogle af de gode corona-projekter med håb om at inspirere andre.
Har du gang i et projekt – stort eller lille – hører vi meget gerne fra dig på nissk@hsfo.dk.