Annonce
På den 2. side

Hvorfor ka' vi ikke, når Bil-ka'?

Tomme gågader taler sit tydelige sprog. Her har fotografen været ude under den første nedlukning i foråret. Nu er vi i gang med nedlukning nummer to - og vi har brug for en snarlig genåbning af bylivet. Arkivfoto: Søren E. Alwan

For nylig ringede sønnike og hans familie på døren.

De var røde i kinderne af begejstring, mens de rakte en smuk buket i alle nuancer af lyserødt frem.

Det var ikke, fordi de skulle fortælle, at endnu et barn var på vej.

Nej, de havde været i Bilka for at købe buketten. Den største indkøbsoplevelse de havde haft i månedsvis, kunne vi forstå. De har ikke nogen Bilka der, hvor de bor. Men det har vi i nærheden af vores bopæl. Og alene det at kunne gå rundt i et varehus, som sælger andet end dagligvarer, var et højdepunkt.

- Ih, hvor jeg glæder mig til, at butikkerne åbner, sagde min svigerdatter, der som alle andre i hendes generation i øvrigt er særdeles fortrolig med online-handel.

De kunne også fortælle, at de ikke var den eneste børnefamilie, som svingede ind på p-pladsen denne lørdag morgen. De havde oplevelsen af, at de var del af den helt store familieudflugt. Og at opfordringen med, at kun en enkelt fra hver husstand skulle gå ind i varehuset -  vist blev fortolket meget bredt.

- Men folk holdt afstand, bedyrede de og undlod behændigt at svare på, om hele familien var gået på indkøbstur.

Jeg må tilstå, at jeg ikke har været i Bilka under denne nedlukning. Det har ikke været noget bevidst valg, men jeg har kunnet klare mine indkøb i det nærliggende supermarked i aftentimerne. Her er altid god plads, og vi kan få de dagligvarer, vi skal bruge. Resten klarer vi med takeaway - og ja, vi kigger da også forbi bageren en gang imellem.

Men jeg forstår så udmærket de mange i detailhandlen, der undrer sig over, at der kan sælges tøj, sko, elektronik, bøger og legetøj i de store varehuse, og vin og chokolade i mindre butikker, mens alle butikker, der ikke har en liter mælk på hylden, må holde fysisk lukket. Men det er og bliver jo en politisk beslutning.

Jeg har også til gode at tænke, at der er mindre styr på afspritning eller afstand i de mindre butikker end i de store. Faktisk har jeg et par gange i "mit" varehus oplevet, at spritflaskerne var tomme. De er dog hurtigt blevet fyldt op igen, når det unge personale er blevet gjort opmærksom på det.

Så jeg vil krydse både fingre og tæer for, at genåbningen ikke trækker et minut længere ud end allerhøjst nødvendigt. Det har detailhandlen brug for. Det har alle vi andre også.

På den 2. side vil jeg være uhyre ked af det, hvis smittetal igen løber løbsk, og hvis vi skal igennem en tredje nedlukning, inden det bliver sommer.

Som tidligere skrevet i disse spalter har vi i min familie oplevet konsekvenserne af, at corona-patienter nærmest har lagt sygehuse ned. Der har måttet ventes på behandling for alvorlig sygdom, fordi ekspertise på hospitalet har været udlånt til corona-indsatsen. Ved en genåbning har vi derfor alle et stort personligt ansvar for at tage corona-restriktionerne yderst alvorligt.

Mens vi stadig venter, er det tvingende nødvendigt, at alle de erhverv, der lider - frisøren, restauranten, smykkebutikken, motionscentret og de mange, mange andre - bliver ordentlig kompenseret. De skal ikke frygte, om pengene rækker til næste husleje, og om de overhovedet bliver i stand til at genåbne.

Og så vil jeg ellers glæde mig til hurtigst muligt at møde åbne butiksdøre, tøjstativer og folk omkring caféborde på Søndergade og de øvrige indkøbsgader. Det er jo sådan, det skal være i en livlig handelsby.


Jeg forstår så udmærket de mange i detailhandlen, der undrer sig over, at der kan sælges tøj, sko, elektronik, bøger og legetøj i de store varehuse, og vin og chokolade i mindre butikker, mens alle butikker, der ikke har en liter mælk på hylden, må holde fysisk lukket.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Patrick var tæt på førtidspension - nu har han fast arbejde hos Nordic Coating

Annonce