Annonce
Horsens Posten

Imponerende video: Se togbro blive revet ned på to minutter

Hattingvej er spærret i 11 måneder, fordi togbroen ved Bygholm Landbrugsskole skal udskiftes. Nu er den gamle bro pillet ned, og det har firmaet bag fanget på video.
Annonce

Hatting: Det er med god grund, at Hattingvej mellem Hatting og Horsens er spærret i denne periode. Lige nu er der nemlig ingen bro over togbanen lige ved siden af Bygholm Landbrugsskole.

Det viser en video, som P. Olesen & Sønner har lavet. Det er firmaet, der har stået for at rive broen ned.

I videoen får man et lille indblik i forarbejdet med for eksempel at lægge køreplader ud, selve nedrivningen og det efterfølgende arbejde med at få fragtet de mange efterladenskaber væk.

Annonce

Store krav til maskinerne

Et omfattende arbejde, der er kompliceret at udføre af flere årsager.


Sager som disse kræver nøje planlægning, godt materiel og ikke mindst solid arbejdskraft fra alle vores dygtige folk!

Fra P. Olesen & Sønners video-opslag på Facebook


Flemming Blaabjerg, direktør i P. Olesen & Sønner, fortæller, at en bro for det første altid er hen over noget andet, og man skal derfor arbejde inden for et snævert tidsrum, så man forstyrrer så lidt som muligt. I dette tilfælde er det togtrafikken, man spærrer for.

- Ydermere er det kompliceret ved, at broer oftest er voldsomt forstærket med armering, da en del af konstruktionen i sagens natur svæver eller hænger. Det stiller store krav til maskiner og udstyr, der anvendes, siger han.

Flere maskiner har været i gang på samme tid for, at broen kunne rives ned så hurtigt og effektivt som muligt. Foto: P. Olesen & Sønner (fra video)

Flemming Blaabjerg tilføjer, at fundamenterne, der bærer broer, ligeledes er kraftige - hvilket man også kan spotte i videoen. Desuden skulle man også ved Hattingvej sikre, at skinnerne og signalkabler ikke led overlast ved arbejdet.

Annonce

Arbejder med tidspres

Det er altid en udfordring med tidspresset, fortæller Flemming Blaabjerg, da der kan ske uforudsete situationer, som kan forsinke processen. Som man kan se i videoen - og som direktøren nævner - kan firmaet dog sætte spots op og arbejde efter mørkets frembrud, hvis det er nødvendigt.

- Da færdiggørelse til tiden er helt afgørende for broer, der indgår i vigtig infrastruktur, kræver sådanne projekter, at flere maskiner må i gang, og der skal være et særligt beredskab til reparation af maskiner, hvis de skulle bryde sammen under arbejdet, forklarer han.

- Når der dermed skal arbejdes fra flere sider med flere maskiner på samme tid, er det helt afgørende, at alle ved, hvem der gør hvad, og at aftaler hele tiden justeres under processen, så sikkerhed og færdiggørelse til tiden sikres, lyder det fra Flemming Blaabjerg.

Annonce

El på togbanen

Den nedpillede bro får muligvis lov til at leve videre som fundament under en p-plads eller underlag i en indkørsel. P. Olesen & Sønner sørger for, at hele broen kan genanvendes. Armeringsjern smeltes om, og beton knuses og kan bruges som en pendant til stabilgrus.

En gang i mellem må der arbejdes i mørke. Det kan både skyldes, at der arbejdes under tidspres, men også, at aften- og nattetimerne kan være det bedste tidspunkt at spærre af for togtrafikken. Foto: P. Olesen & Sønner (fra video)

Årsagen til nedrivningen af broen er, at den skal udskiftes i forbindelse med elektrificeringen af jernbanestrækningen mellem Fredericia og Aarhus. Lige nu er togdriften ikke påvirket af arbejdet, men Hattingvej er fuldstændig spærret af og vil være det frem til 28. juni 2021.

Den optimale alternative rute er via Ny Hattingvej og Stationsvej, da der ved Østerhåbsvej også er vejarbejde.

Alle sikkerhedsforskrifter er blevet gennemgået med bygherre inden arbejdet. Det er også en væsentlig del af koordineringsarbejdet, fortæller Flemming Blaabjerg. Foto: P. Olesen & Sønner (fra video)
Hattingvej blev spærret af 28. juli i år, og frem til 28. juni 2021 skal man finde alternative ruter mellem Horsens og Hatting. Foto: P. Olesen & Sønner (fra video)
Så snart togbroen var pillet ned, kunne manigen åbne for togtrafikken på strækningen, mens bilisterne må vente længe endnu på, at der er en bro klar til dem. Foto: P. Olesen & Sønner (fra video)
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce