Annonce
Horsens Posten

Iværksætter åbner webfirma - satser først på farverige strømper

Azra Drljevic fra Horsens åbner webshoppen Born in June, hvorfra hun vil sælge farverigt tøj. De første varer bliver strømpebukser og strømper, fortæller hun.
25-årig Azra Drljevic vil sætte lidt mere kulør på tilværelsen. Derfor har hun besluttet sig for at åbne sin egen webshop med farverigt tøj. Indtil videre er det strømper, hun satser på, med henblik på at udvide til andre beklædningsdele.

Horsens:  Azra Drljevic er 25 år og født, opvokset og bosat i Horsens.

Om få uger åbner hun sit eget webbaseret firma ”Born in June”. Der er tale om en webshop, der sælger farverige beklædningsdele. I begyndelsen vil Azra Drljevic satse på salg af strømper og strømpebukser.

Azra Drljevic arbejder til daglig i en smykkeforretning i Aarhus. Hun har en uddannelse i branding og marketing management bag sig fra Herning.

Og så har hun rejst en del. Sidstnævnte har gjort, at hun føler sig klædt på til nu at tage springet og blive iværksætter:

- I forbindelse med min uddannelse var jeg i New York i knap et år. Her læste jeg international studies på Manhattan Institute of Management. Ved siden af studiet arbejdede jeg med pr og marketing hos en amerikansk modevirksomhed. Jeg har læst derefter videre på Københavns erhvervsakademi, hvor jeg her tog en del af mit studie med til Toronto.

Annonce

Indtil videre fra privaten

Azra Drljevic har allerede åbnet en del af sit firma i den forstand, at hun tager imod forudbestillinger på firmaets Instragram-profil, borninjuni.dk, indtil hendes hjemmeside er helt færdig.

Lager og selve firmaet har hun indtil videre tænkt sig at drive fra sin privatadresse.

At det lige er blevet farverigt tøj, Azra Drljevic har besluttet at kaste sig over, er heller ikke tilfældigt, men en inspiration, hun også tog med sig hjem fra sine udenlandsophold.

Hun fortæller:

- Jeg synes simpelthen, der mangler farverigt tøj herhjemme. Jeg har udover mine studieture også rejst en del rundt, blandt andet til Australien. Her er jeg stødt ind i det mest fantastiske farverige tøj. Da jeg kom hjem, kunne jeg som privatperson ikke bestille det tøj, jeg allerhelst så i bybilledet. Derfor åbner jeg nu for den mulighed med mit kommende firma.

Stilen i det kommende firma er feminin og legende. Kvaliteten er naturmaterialer, herunder silke. I vente har Azra Drljevic og kunder desuden, og som det næste, toppe og kjoler.

Men først, fortæller den 25-årige iværksætter, gælder det strømperne, i hvert fald indtil de øvrige mærker og beklædningsdele falder på plads for firmaet.

- Jeg håber at kunne skabe en følelse af sommer året rundt. Jeg vil gerne have flere til at gå i lidt mere farverigt tøj og på den måde være med til at skabe mere lys i bybilledet på de grå regnvejsdage. Jeg er vild med sommer og er et sommerbarn - jeg er født i juni. Derfor var det også naturligt, at firmaet skal hedde Born in June, siger Azra Drljevic.


Jeg håber at kunne skabe en følelse af sommer året rundt. Jeg vil gerne have flere til at gå i lidt mere farverigt tøj og på den måde være med til at skabe mere lys i bybilledet på de grå regnvejsdage.

Azra Drljevic
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce