Annonce
Horsens Posten

Juhu - jeg får snart mit coronapas (og min frihed)

Skribenten ser frem til som mælkebøtterne at kunne dukke op overalt - uden at skulle tænke på test. Lige om lidt ligger coronapasset klart. Foto: Peter Leth-Larsen 

18. maj var en herlig dag.

Selvfølgelig ikke for de natklubber og diskoteker, som stadig ikke ved, hvornår de igen må åbne. Og for de unge, som længes efter at finde danseskoene på og først finde hjem, når dagslyset titter frem.

Men for mig var det som at få min frihed tilbage, da jeg om morgenen greb telefonen. Jeg vidste slet ikke, at jeg kunne blive så glad over en politisk melding. Politikerne var som forventet aftenen forinden blevet enige på en række punkter. Blandt andet om at vi igen kan gå på biblioteket uden at skulle have tjekket coronapas. Dog kan der forekomme stikprøver. Og at der igen må komme tilskuere til indendørs-sportskampe.

Annonce

Det var i sig selv gode nyheder. Men det allerbedste var, at vi allerede to uger efter første vaccinestik kan se frem til at få et coronapas.

De kære politikere har nemlig lyttet til opfordringer fra blandt andet Dansk Industri om at være lidt hurtigere ved havelågen, hvad de eftertragtede pas angår. Nu er det sådan, som læserne sikkert har gættet, at jeg allerede har modtaget mit første stik. Når disse linjer læses, håber jeg, at passet ligger klart.

Det er betyder nemlig, at jeg igen får adgang til at følge spontane indfald. For eksempel at gå i biografen uden at bekymre mig om, hvorvidt coronatesten holder sig inden for 72 timers grænsen.

Og så slipper jeg for at stille mig i en kø en regnfuld torsdag aften, hvor alle andre har fået samme idé, fordi de gerne vil kunne gå på restaurant eller bar i weekenden.

Det er slut med, at i øvrigt altid flinke og søde unge mennesker roder i mine næsebor. Eller det, som er endnu værre for mig personligt: At jeg får stukket en pind i halssvælget og føler, at lige om lidt havner morgenmaden eller frokosten på gulvet. I den forbindelse vil jeg gerne sige undskyld til den unge poder, som jeg en søndag morgen i ren panik kom til at give et skub for at få hende til at trække pinden til sig igen. Det var absolut ikke med vilje.

For mig er coronapasset total frihed. Jeg er overbevist om, at jeg får lysten tilbage til at opsøge de mange oplevelser, som blandt andet museerne i Horsens gemmer på. Jeg har i hvert fald vedtaget med mig selv, at jeg må se Lemmerz og Norbert Tadeusz-udstillingen på Horsens Kunstmuseum, inden den i slutningen af maj bliver pillet ned igen. Jeg skal også genoptage min jævnlige gang på biblioteket, og besøg på cafeer bliver lige så spontane, som de var tidligere.

Jeg tror, det er gået med mig som med mange andre. Vi synes, det er en smule besværligt med at holde styr på corona-test. I stedet har vi kastet os over ture i naturen - og gode film i flimmerkassen.

Det har de også registreret på museerne. Besøgstallene er dalet kraftigt efter genåbningen. De kan dog trøste sig med, at museerne sidste sommer oplevede svimlende besøgstal, da billetpriserne blev halveret som følge af et klækkeligt statstilskud. Så mon ikke det samme sker denne sommer.


Nu mangler vi bare, at vi får en så høj immunitet i samfundet, at vi også kan smide mundbindet.


Nu mangler vi bare, at vi får en så høj immunitet i samfundet, at vi også kan smide mundbindet. Det er altså lidt sjovere at gå på udstilling uden duggede brilleglas.

Men ellers er det på med kultur-vanten. Vi er dag for dag adskillige tusinder flere, som får adgang til det eftertragtede pas, der åbner døre til alt det, som vi efter næsten halvandet år med corona har glemt at nyde og bruge. God fornøjelse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Lærte at flette af købmanden på Endelave:  Nu har Lene demonstreret fletteteknik i mange lande

Annonce