Annonce
Horsens

Kæmpestor iglo, drillenisser og marked i baggården: Her er programmet for julen på gågaden

Julemanden bliver en fast del af programmet for julen på gågaden i Horsens. Ham kan man flere gange møde i igloen eller i Bytorv Horsens. Arkivfoto: Søren E. Alwan
De røde juleboder har snart udtjent deres værnepligt, så i år kan kun to af dem opleves på gågaden. De kommer til at stå sammen med årets julenyhed - en 100 kvadratmeter stor iglo, der både skal være pusterum for julehandlen og hjemsted for en masse aktiviteter.
Annonce

Horsens: En kæmpestor iglo på 100 kvadratmeter kommer i julen til at fylde på gågaden i Horsens, hvor kommunen sammen med blandt andre cityforeningen kommer til at sprede julestemning til de mange handlende, der er på jagt efter julegaver.

- Igloen kommer til at have møbler, boder med juleting og salg æbleskiver, kakao og andre lækkerier. Et par af de efterhånden gamle, røde julehuse kommer også til at være tilkoblet igloen, der vil stå på pladsen ved Kuben

Juleaktiviteterne præsenteres i et 24-siders program, der kan findes via Mærk Byen og CityHorsens' Facebook-sider, og som ligger i flere af byens butikker, ved skøjtebanen samt andre steder. Her er et udpluk af arrangementerne:

Gratis risengrød og fortællinger

Hver onsdag i december fra klokken 17 til 18 kan man i igloen høre julefortællinger fortalt af folk fra Komediehuset, mens man mæsker sig i økologisk risengrød og saftevand.

Arrangementet, der er gratis, henvender sig primært til børnefamilierne, der lige kan slå et smut forbi, når dagen i daginstitutionen er forbi.

Lidt fransk og finkulturelt

Mens onsdagene er tiltænkt børnene, så er torsdage mere til de voksne i igloen. Her er der jazz- og gospelmusik på programmet, når kommunen i samarbejde med La Vie og Kulisselageret inviterer til franske fristelser og julekoncerter.

5. december er det Northern Lights Gospel, 12. december holder La Vie jazzaften, og 19. december er der crooner-julekoncert med Veronica Mortensen og Niels HP. Arrangementerne er sat til at starte klokken 20.

Musical udvikler sig løbende

I år kan man som noget nyt opleve en julemusical. Horsens Musical Teater står bag forestillingen, der primært udspiller sig i igloen, og som udvikler sig undervejs i løbet af måneden.

Den vises første gang 1. december kort efter julelystændingen. Derefter kører den på lørdage og søndage klokken 13, mens den i hverdagene fra mandag 16. december til fredag 20 december vises klokken 16.

Julemarked i Møbelpassagen

I Møbelpassagen bag Søstrene Grene er der i år skruet op for julen med pop-up-julebutik og generel julestemning.

1. december indvies stedet med underholdning ved musiker Jesper Bjarnesen samt gratis saft og pølser fra klokken 16, og 13.-15. december er der julemarked.

Drillerier i gågaden

Komediehusets drillenisser laver løjer med de handlende løbende gennem december.

De kommer til at husere i midtbyen på fredage mellem klokken 16 og 17.30, lørdage mellem klokken 11 og 12.30 samt enkelte søndage - blandt andet i forbindelse med tænding af julelysene 1. december.

Julemanden kommer sejlende

Julemanden kommer igen i år med skib, når julelysene skal tændes. Normalt har det været på en fredag, men i år har Black Friday gjort, at lysene først tændes 1. december.

Han ankommer klokken 14, og en time senere tænder borgmester Peter Sørensen (S) lysene.

Julemanden kan man desuden møde flere gange i løbet af december i enten igloen eller Bytorv Horsens.

Luciaoptog med spejdere

Med afgang klokken 16 ved Rådhusgade kommer en flok store og små spejdere fra Karen Jeppe Gruppen til at gå luciaoptog gennem gågaden fredag 13. december.

Optoget, der byder på sang og lys, slutter i den anden ende af gågaden på Torvet.

Korsangere over det hele

Et af julens sidste arrangementer er et såkaldt flash mob i gågaden - altså et uventet indslag med en masse involverede, der gerne skal overraske de uvidende, der "bare" er ude for at handle de sidste julegaver.

Det foregår søndag 22. december mellem klokken 11 og 13, og uden at afsløre for meget involverer det 150 korsangere.

Den har lige fået et ekstra nøk her i forbindelse med omdannelsen af gågaden. Igloen er et nyt tiltag, som vi har lejet ind for et år og tester af, og vi har nogle aftenarrangementer, som ligger i slutningen af butikkernes åbningstider, hvilket også bliver spændende at se modtagelsen af. Men derudover er der masser af jul, som man kender det.

Anne-Mai Vig Mott, projektmedarbejder i Horsens Kommune for Mærk Byen

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Elbobladet

Mini med maxi køreglæde

Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Anne Dorte Michelsen - solo

Horsens Posten

Biblioteket: Vild med kaniner

Annonce