Annonce
Horsens Posten

Klumme: "Rejs nu ikke alle penge ud af landet"

Marianne Husted.
Annonce

Min far bekymrede sig altid om den danske økonomi. Det daværende underskud på betalingsbalancen var et emne, som dukkede hyppigt op, når man ringede hjem og blot ville vende dagen og vejen med ham og  imponere ham med de nye ord, som hans barnebarn nu kunne sige.

En anden hyppig formaning var: "Rejs nu ikke alle pengene ud af landet", når sommerferien nærmede sig, og hans godt og vel voksne børn begyndte at lægge ferieplaner.

Når man var opvokset i 1930'erne og havde oplevet anden verdenskrig, var det forståeligt, at nøjsomhed og sparsommelighed var vigtige værdier.

Da vi forleden fik at vide, at vi får udbetalt indefrosne feriepenge til efteråret, kom der straks en besked på vores familietråd på telefonen: "Far ville have sagt: hm - I rejser bare alle penge ud a' æ' land." Beskeden kom fra min søster, som ikke kunne forestille sig andre steder  end Samsø som feriemål.

Til gengæld har hun altid været god til at forbruge. Det fik hun dengang også en del formaninger om fra det fædrende ophav.

Men nu kan hun og alle vi andre forbruge med god samvittighed - men gerne med omtanke.

Vi har været gode til at hjælpe hinanden under corona-krisen. Nu skal vi være gode til at hjælpe hinanden med at komme ud af den. Om det skal være at forny efterårsgarderoben, når feriepengene ligger på kontoen. Eller om vi skal have en tømrer til at opføre det skur, som vi i årevis har talt om at få bygget, eller om vi skulle se at få stuen malet af en professionel maler. Det må være 100 procent op til folk at afgøre, hvad de vil gøre. Pengene er deres.

Men det vil dog ikke gøre noget, hvis vi denne gang slår to fluer med et smæk. Altså at vi køber noget, som understøtter den lokale detailhandel, og som vi i øvrigt har glæde af. Eller at vi  får udført en opgave, som trænger sig på, og at vi benytter os af de lokale håndværkere, så de også til efteråret vil have ordrebogen fyldt.

At udvise samfundssind er ikke kun at gøre noget godt for andre og fællesskabet. Det er også at gavne os selv. Det er medvirkende til at sikre arbejdspladser og en god økonomi, så der er råd til gode skoler, en ordentlig behandling af ældre og handicappede og meget, meget mere. Og så skal der jo også en pæn pose penge til, når der skal betales tilbage til de mange hjælpepakker og lønkompensationsordninger.

Og så er der lige det med at rejse ud af landet og bruge pengene der frem for herhjemme.  Måske skal vi slet ikke have så dårlig samvittighed som den, min far altid forsøgte at indpode sine børn. Vi er jo del af et internationalt samfund. Og som turistland vil vi i den grad gerne have, at foreløbig tyskere, nordmænd og islændinge stiller gps'en på Danmark. Det har både feriehus-udlejere, hoteller og attraktioner brug for. Det er måske også at vise samfundssind, at vi begynder at bevæge  os over landegrænser og hjælpe naboøkonomier i gang.

Men derfor kan vi stadig tænke os om, hvorvidt turen til De Kanariske Øer i november er nødvendig. Eller om det vil give os og vores omgivelser lige så stor glæde at bruge pengene på et ophold herhjemme.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Musikalsk Europa-rejse

Annonce