Annonce
Horsens Posten

Klumme: Spring ud - på dine skæve ben

Marianne Husted Foto: Søren E. Alwan
Annonce

Der er en sang, som dukker op i mit hoved, når jeg møder mennesker, som træffer modige valg i deres liv - og fuldstændig ændrer kurs. Det er Lone Kellermann-klassikeren "Spring ud, spring ud - på dine skæve ben".

Jeg bliver imponeret, når folk tager chancen og hopper ud i ukendt land. Overvejelser om at kaste sig ud i nyt kan vel bedst sammenlignes med de tanker, man gør sig, inden man tager sit første udspring fra en ti meter høj klippekant ned i havet eller springer ud med faldskærm. Det vil jeg i hvert fald tro. Jeg har aldrig vovet nogle af delene.

Her i Horsens Posten kan du stort set hver eneste uge læse om nogen, som har turdet springe.

Jeg ved ikke, hvad du gør. Men jeg bliver glad, når jeg læser om kvinden i 50'erne, som valgte at se det som en mulighed, da hun mistede sit job hos Postnord. Hun er i gang med at uddanne sig til sosu-assistent. Hun kommer med værdier og livserfaring, som der er brug for indenfor vores ældrepleje, viser ikke mindst den seneste tids medieomtale.


Jeg bliver imponeret, når folk tager chancen og hopper ud i ukendt land.


Jeg bliver også glad, når en tidligere taxavognmand fortæller om at kaste sig ud i at åbne en modebutik - med den indstilling, at hun sætter sig i kundens sted.  Hun har ikke læst tykke lærebøger om, hvad der skal til for at få succes med en butik. Men hun gør det, som kloge folk anbefaler: Lægger vægt på service, og at kunderne skal føle sig velkommen i butikken. Det er hun heldigvis ikke ene om. I den slags fysiske butikker kommer vi gerne igen.

Og jeg er allerede blevet så Horsens-vendt, selv om bekendtskabet er forholdsvist nyt, at  mundvigene kommer til at vende opad, da en tilflytter erklærer sin kærlighed til Horsens. Hun har straks fået øje på en enestående god service i byen, smukke omgivelser og en imponerende kulturkalender, som er ved at komme sig oven på corona-krisen. Hun har også taget det store spring - og åbnet en ny frisørsalon efter at have drevet salon i hjembyen i den lille by i over 30 år.

Det er alle disse spring - og alle disse modige mennesker -  som får mig til at tro, at det nok skal gå alt sammen, selv om vi med rette frygter sygdom, kriser, arbejdsløshed og klimaforandringer.

Og de gode nyheder kan da også fortælles hver eneste uge. Bytorvet har netop kunnet meddele, at centret ikke kommer til at stå med store tomme lokaler efter Tøjekspertens exit. En stor ny modekæde, der henvender sig til drenge og piger, rykker ind. Det samme gør både en donut-restaurant og en juicebar.

Jeg er selv, som folk er flest - og har den kedelige egenskab, at jeg også havner i at småbrokke mig over alt det, som ikke er, som det var engang. I husker nok dengang, da det altid var varmt om sommeren, og badeturene til stranden var utallige, mens vi kunne kælke og tumle i masser af sne om vinteren.

Måske ikke mindst derfor er jeg så taknemmelig for de mange mennesker, som evner at se muligheder, når det hele ser sortest ud. Som nu for eksempel de modefolk, der straks begyndte at designe smarte masker, da adskillige lande indførte maskepåbud, og land efter land lukkede ned.

Så denne uges klumme skal være en hyldest til alle "højdespringerne".

Rigtig god uge.

Annonce
Annonce
Horsens Posten

Vandretur i Bygholm Enge

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Fællessang på Endelave

Horsens Posten

Vil du med på stadion?

Horsens Posten

Fem fra politirapporten

Horsens Posten

Loppemarked i Pipkvarteret

Horsens Posten

Fire komikere i ét show

Annonce