Annonce
Horsens Posten

Miss Mia beder om hjælp til at blive Miss Viva Las Vegas

I Las Vegas gik Mia Panduro (i midten) bl.a. på scenen sammen med Evilyn fra Canada og Kat fra den amerikanske showby. Privatfoto

Horsensianske Mia Panduro optrådte sidste år i den amerikanske showby. Nu satser hun på den årlige skønhedskonkurrence.

Horsens: Miss Viva Las Vegas bliver Miss Mia nok ikke, men hun vil være glad, hvis hun kan placere sig blandt de 10-12, der er så heldige at komme på scenen i den amerikanske showby.

Derfor beder hun om hjælp.

For optakten er en afstemning på nettet, og Miss Mia vil meget gerne have din stemme.

Bag kunstnernavnet Miss Mia gemmer sig horsensianske Mia Panduro. Med base nu i København har hun over de seneste år bygget en karriere op omkring show og undervisning med huhahop-ringe. En karriere, der også har bragt hende til USA og ikke mindst Las Vegas.

- Og jeg er vild med landet, siger hun.

Jeg er oppe imod amerikanske pinups, som har tusindvis af følgere på de sociale medier. Derfor har jeg brug for al den hjælp, jeg kan få, hvis jeg skal have en chance,.

Mia Panduro
Dette billede bruger Miss Mia i konkurrencen om at komme med til Miss Viva Las Vegas 2019. Pressefoto

På idolernes scene

For i USA er intet for skørt eller for mærkeligt, og her dyrkes bl.a. den retro-stil, Mia Panduro har gjort til sin.

- Mange af mine forbilleder er amerikanske show-performere, og nu har jeg faktisk mødt nogle af dem, siger hun.

Det er bl.a. sket på to USA-rejser sidste år: til Viva Las Vegas Fashion Show i april og til Tiki Oasis-festivalen i San Diego i Californien.

I Las Vegas var Mia Panduro tre gange på catwalken med sine hulahop-ringe for det amerikanske tøjmærke Sourpuss Clothing.

- Det var en stor drøm, som gik i opfyldelse, og en kæmpe oplevelse at være med i et show, jeg ellers kun har set som publikum og på billeder. I 2017 så jeg f.eks. et af mine største glamourøse idoler, Dita Von Teese, optræde på samme scene. Derfor var det lidt særligt at få make-up på i de samme backstage-faciliteter og møde nogle af de samme produktionsfolk, fortæller Miss Mia.

Tiki Oasis-festivalen handler bl.a. om hawaii-skjorter og surfmusik. Her deltagerne i miss-konkurrencen med Mia Panduro som nr. fire fra højre. Privatfoto
Annonce

Smil og se godt ud!

Festivalen i San Diego er lidt mindre, men til gengæld mere spraglet og humoristisk - og med masser af surf-musik.

Her optrådte Mia Panduro sammen med det danske surfband The Tremolo Beergut, og hun var så heldig at blive en af de 12 i Miss Tiki Oasis-finalen.

- Det er en skønhedskonkurrence i den meget amerikanske tradition - ikke i solbrændt surf-stil, men med fokus på 1950'ernes og 1960'ernes pinup med masser af rød læbestift og retro-look, forklarer Mia Panduro.

Vinder i showet blev den amerikanske pinup-model Ruby Champagne.

- Hun er supersmuk og skøn, og jeg under hende førstepladsen. For mig var det bare vildt sjovt at være med - og meget skørt at stå på scenen og bare smile og se ud! Jeg er jo vant til, at når jeg går på scenen, er det noget med fysisk udfoldelse, mange ringe og sved på panden, siger Mia Panduro og tilføjer:

- Vildt var det også at opleve, hvor mange kvinder, især i USA, der året igennem dyrker sådanne konkurrencer nærmest som en sportsgren.

Miss Mia alias Mia Panduro på scenen i Tiki Oasis-konkurrencen. Privatfoto
Annonce

Netværk og venner

For Mia Panduro har det hele betydet et netværk og gode venner i USA - og en drøm om måske selv at flytte derover.

- Problemet er bare, at mens jeg i Danmark kan leve af huhahop-show og -undervisning, vil det nok knibe i USA. Dels betaler man ikke performere ret meget, dels er der mange om buddet.

Hvilket dog ikke kan slukke drømmen om at stå på scenen i Miss Viva Las Vegas-konkurrencen.

På sin hjemmeside missmia.dk har Mia Panduro lagt et link til afstemningen.

I Las Vegas optrådte Mia Panduro bl.a. med de hulahopringe, mange kender hende for. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Bedsteforældredag på Glud Museum

Annonce