Annonce
Horsens Posten

Museumsinspektør på Nationalmuseet: Mit hjemmekontor her i Horsens er et slående punkt

Det giver god mening for museumsinspektør på Nationalmuseet, Jeanette Varberg, der er bosat i Stensballe med sin familie, både at være fysisk til stede på museet i København og i løbet af ugen at sidde på hjemmekontoret i Stensballe. Arkivfoto: Morten Pape
Jeanette Varberg, der arbejder som museumsinspektør på Nationalmuseet, får sit arbejdsliv til at gå op ved at veksle mellem hovedkontoret i København og arbejdspladsen på villavejen i Stensballe. Men under corona-perioden har hun lagt endnu en dimension til både privat- og arbejdsliv.
Annonce

Horsens: Hun lever med glæde i vandkanten af fjorden, men trækker tre gange om ugen i jakkesættet og drager ind på sin arbejdsplads i København, til Danmarks statslige og kulturhistoriske centrum, Nationalmuseet.

Jeanette Varberg har dog længe, inden corona gjorde sit indtog på samfundet og hverdagen, aktivt hver uge brugt hjemmekontoret i sin gule 1960'er murstensvilla i Stensballe.

Et slående punkt kalder hun det med en fyldt arbejdskalender og et familieliv.

Annonce

Altid et "ja tak"

Jeanette Varberg er bosat på 10. år i Horsens med sin mand Klaus Risskov Pedersen og parrets to børn Frida på 10 år og otteårige Gustav.

I 2018 overgik hun fra at være museumsinspektør på Moesgård Museum til Nationalmuseet, 270 kilometer øst for sin bopæl.


Jeg har fået slået fast overfor mig selv, at den fysiske tilstedeværelse ikke er hundrede procent vigtig. Den pointe vil jeg hvile mere i fremover.

Jeanette Varberg


Den i dag 42-årige museumsinspektør er altid i vigør, og kalenderen er som oftest fyldt til randen. For der lyder stort set altid et "ja tak", når Jeanette Varberg bliver spurgt, om hun vil deltage i tv- eller radioprogrammer eller for den sags skyld bliver spurgt, om hun vil stille op til foredrag - og interviews.

- Jeg er utrolig glad for formidlingssporet, både det skrevne og talte sprog. Mit sigte er at bidrage med et vidensperspektiv også ind i blandt andet nutidige debatter som klima, kultur og køn. Jeg bliver altid glad, når der er nogen, der har lyst til at høre på det, jeg kommer med og brænder så meget for, siger hun.

- Jeg siger derfor næsten aldrig nej, hvis jeg kan klemme flere aftaler ind i mit program, og det lykkes altid, også når kalenderen er mere end fyldt, og jeg nok burde slappe lidt af.

Det er passionen for arkæologi, der gang på gang og mest af alt får hende til at svare ja, lyder forklaringen naturligt nok.

Men der er også plads til, når den lokale avis ønsker at stille spørgsmål til balancen mellem et travlt arbejdsliv i staden og privatlivet i provinsen, til livet i corona-tiden og til, hvad der er på bedding for den produktive kvinde.

Jeanette Varberg lever med glæde i vandkanten af fjorden, men trækker tre gange om ugen i jakkesættet og drager ind på sin arbejdsplads i København, til Danmarks statslige og kulturhistoriske centrum, Nationalmuseet. Arkivfoto: Morten Pape
Annonce

Corona har rykket på tingene

Jeanette Varberg er en af de ansatte, der er hjemmearbejdende på fuld tid. Og omend hun har skullet vænne sig til den ufrivillige situationen, så er der også udsprunget nye dimensioner og tanker af det, forklarer hun.

Jeanette Varberg

42 år og fra Odense.

Bor med sin mand, arkæolog på VejleMuseerne, Klaus Risskov Pedersen. Parret har Frida på 10 år og Gustav på otte år.

2010: Flyttede til Stensballe.

2006: Uddannet mag. art. i forhistorisk arkæologi fra Aarhus Universitet i 2006.

2007: Ansat som museumsinspektør på Moesgård Museum i 2007.

2014: Fik som arkæolog et gennembrud ud over landegrænsen med opdagelsen af, at 3400 år gamle glasperler, der var fundet i Danmark, stammer fra det gamle Egypten og Mesopotamien.

Hendes hovedudgivelser ligger inden for nordeuropæisk bronzealderforskning, krig, migration, handel og religion.

2017: Medvirkede i DR's historieserie "Historien om Danmark".

2018: Ansat som Museumsleder på Nationalmuseet i enheden "Danmarks og middelhavslandenes oldtid".

Medlem af Dansk Forfatterforening.

Medforfatter på den uddybende bog "Historien om Danmark: Oldtid og middelalder", der udkom i 2017.

Udgivet børnebøgerne "Troldkvinden fra Borum Eshøj", 2006, og "Swarta og blodskyggernes hævn", 2011. Derudover er hun forfatteren bag bøgerne "Fortidens slagmarker. Krig og konflikt fra stenalder til vikingetid", 2014. "Mennesket har altid vandret", 2017. "Viking. Ran, ild og sværd", 2019.

Har modtaget priserne "Weekendavisens Litteraturpris 2019" og DR's Rosenkjærpris, 2014, og Blixenprisen for årets faglitterære udgivelse i 2015.

Formidler af sit fag i form af foredrag, medvirken i radio og tv, kronikker, debatindlæg og analytiker på DR Historie.

2019: Jeanette Varberg træder ind Jyllands-Postens Fonds bestyrelse. Står i spidsen for en ny vikingeudstilling, der åbner på Nationalmuseet sommeren 2021.

- Der er meget vidensdeling i min funktion, som fint kan fungere via Skype. For mig har det egentligt været godt at komme lidt fysisk ned i gear. Kroppen har fået en pause fra mit ret aktive liv.

- Jeg har fået slået fast over for mig selv, at den fysiske tilstedeværelse ikke er hundrede procent vigtig. Den pointe vil jeg hvile mere i fremover, siger hun.

Men selvom Jeanette Varberg taler om en pause, så spilder hun ingenlunde tiden derhjemme, hvor blandt andet en ny bog er blevet til mellem de fortsat mange arbejdsopgaver.

Hvad bogen kommer til at handle om, kan hun endnu ikke løfte sløret for andet end, at temaet er inspireret af den corona-tid, der lige for tiden sætter dagsordenen for mange mennesker verden over.

- Der er tale om et bogprojekt i relation til det at være lukket ned. Men det er gået så stærkt med at skrive bogen, at jeg ikke har fået aftaler og kontrakter på plads endnu. Idéen kom i påsken, forklarer hun og smiler.

- Jeg har altid gerne villet skrive. Jeg sagde engang, at hvis jeg ikke kunne blive arkæolog, så ville jeg være gravid og skrive børnebøger. Det er det jo blevet til og så lige et par andre ting også.

Annonce

En international stemme

Jeanette Varbergs seneste bog, den historiske "Viking. Ran, ild og sværd" fra september sidste år har solgt i mere end 20.000 eksemplarer.

Det har været noget af en overraskelse for den driftige kvinde. Hun var både skeptisk og nervøs op til udgivelsen, forklarer hun.

- Jeg tror snart ikke, der er en nabo her på vejen, der ikke har hørt om bogen og om alle mine tvivl, siger hun og griner og tager så en kort pause, inden hun fortsætter.

- Men det er nok bare sådan, at når man føler, man strækker sin viden til grænsen, og når noget er ekstremt kompleks, så sætter man sig selv ud af den komfortzone, som vi mennesker så godt kan lide at være i.

- Det kan gå to veje at kaste sig ud i den form udfordring – rigtig skidt eller rigtigt godt. Her var der virkelig noget på spil, følte jeg. Og den følelse er nok meget god og konstruktiv, selvom det også kan være temmelig hårdt at være i.

Listen med involvering, publiceringer og medvirken i offentlige arrangementer er lang. Udover seneste værk har Jeanette Varberg også udgivet "Fortidens Slagmarker - krig og konflikt fra stenalder til vikingetid" i 2014 og blandt andet medvirket i DR's historieserie fra 2017, "Historien om Danmark".

Men omend Jeanette Varberg har opnået meget allerede i sin karriere, så er der endnu ønsker, der mangler at blive indfriet, mener hun.

- Jeg vil som det næste gerne have et internationalt gennembrud med mine bøger. Det at kunne give Skandinavien en stemme kunne være fantastisk. Den del er dog op til bogforlagene, så her kan jeg ikke rigtigt gøre så meget - lige nu. Det passer mig naturligvis og nok ikke overraskende dårligt, siger hun.

Jeanette Varberg er snart igen bogaktuel, en skriveproces hun under corona har fundet tid til mellem de mange arbejdsopgaver, der ligger i jobbet som museumsinspektør på Nationalmuseet, 270 kilometer øst for sin bopæl. Arkivfoto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens Posten

Næste sæson er på plads: Seniorteatret præsenterer forbudte sange, velkendte kunstnere og et knald af en nytårskoncert

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce