Annonce
Horsens Posten

Ny butik i Vær: Lisbet sælger blomster og loppefund

Det er en drøm, som Lisbet Hansen tirsdag slog dørene op til. Hun har netop åbnet "Morgenfruen" i Vær. Foto: Marianne Husted
Lisbet Hansen har hele sit liv arbejdet som social- og sundhedshjælper. Nu er hun i gang med at udleve sin drøm som indehaver af en butik med blomster, værtindegaver og brugskunst.
Annonce

Vær: Lisbet Hansen slog tirsdag dørene op til "Morgenfruen", der ligger på en ejendom lige over for Vær Kirke.

Den 51-årige tidligere social- og sundhedshjælper har valgt at forfølge sin drøm og indrette egen butik i en nedlagt stald med blomster, kranse, loppefund, værtindegaver som olivenolie, stearinlys og gourmet-salt.

Lisbet Hansen har god hjælp af datteren Kamilla og hendes kæreste Johan. Foto: Marianne Husted

Lisbet Hansen tog for et par år siden en blomsterbinderuddannelse hos Jordbrugets Uddannelsescenter i Beder.


Jeg har hele mit liv arbejdet som social- og sundhedshjælper inden for demens-plejen, men det blev for opslidende. Derfor valgte jeg at skifte spor.

Lisbet Hansen


- Jeg har hele mit liv arbejdet som social- og sundhedshjælper inden for demens-plejen, men det blev for opslidende. Derfor valgte jeg at skifte spor, siger hun, der selv betalte for sin nye uddannelse og kom i praktik på "Skovgården" i Enner.

Annonce

Butik lukkede - tilbage i plejen

Det førte til job i Blomstersmedjen i Stensballe. Da butikken måtte lukke, vendte hun 1. februar tilbage til ældreplejen.

Der er et stort udvalg af gaveartikler foruden blomster. Foto: Marianne Husted

- Men det er desværre blevet sådan, at man nærmest er bagefter allerede inden, man er mødt, siger hun, som er stoppet igen for at passe sin nye butik på fuld tid.

Tankerne om at prøve kræfter med egen virksomhed tog for alvor form, da hun var vendt tilbage til plejen. Kæresten bakkede hende op. Dt samme gjorde hendes tre børn, der gav en hånd med, da staldgulvet skulle brækkes op, og staldbygningerne indrettes til butik og blomsterbinderi.

Annonce

Alt kan købes - på nær to ting

Lisbet Hansen har altid nydt at gå på loppemarked og at finde gode ting til indretning. Derfor er det ikke kun blomster, der er til salg i den store butik, men alt fra gamle kommoder, lysestager til spejle. Alt kan købes på nær to ting:

Lisbet Hansen binder gerne blomsterkranse i efterårets farver. Foto: Marianne Husted

- Jeg sælger ikke denne reol, der er bygget op af gamle franske parfumekasser, siger hun og peger på sit yndlingsloppefund.

Heller ikke barvognen er til salg. Den stod i hendes bedsteforældres hjem.

Annonce

Vandretur og besøg hos Morgenfruen

Efterårskranse, gravpynt og årtidens planter i krukker laver hun også, ligesom hun har stået for en anderledes polstring af en stol. Sædet er nemlig lavet af tørrede blomster, og stolen nu en dekorationsgenstand.

Hun ser for sig, at folk kombinerer en vandretur i de naturskønne omgivelser med et besøg i hendes butik. Hun har to principper for sin butik. Kunderne skal i farten kunne købe en færdigpakket værtindegave. Og gaven skal være til en overkommelig pris.

De kreative ideer hos Lisbet Hansen er mange. Blandt andet har hun forsynet denne antikke stol med en polstring af tørrede blomster. Foto: Marianne Husted

Lige nu glæder Lisbet Hansen sig til at komme godt i gang. Hun holder åbent fra tirsdag til lørdag. Hun planlægger også at holde søndagsåbent fra midten af november, når julehandlen går i gang.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Kulturdage i Gedved er tilbage

Annonce