Horsens: Indehaver af Mad & Brød i Bytorv Horsens, Kristian Andersen, skulle have åbnet sit nyeste tiltag, en 61 kvadratmeter stor café i bytorvet, efter efterårsferien. Men sådan er det ingenlunde blevet.
Her i begyndelsen af december er caféen stadig ikke klar til åbning. Det skyldes corona-situationen og derved leverandørforsinkelser.
- Vores leverandør er over seks uger forsinket. Vi skulle for længst have modtaget vores stålborde til caféen, der skal afgrænse kunde- og ansatteområdet. Uden de borde er vi prisgivet. Det er meget frustrerende, siger Kristian Andersen.
Tvivlsomt
Den egentlige plan for caféen er nu, forklarer indehaveren, tidligst i uge 50. Men også den deadline er tvivlsom, mener han.
- Jeg håber, det bliver inden længe. Men jeg må også erkende, at jeg efterhånden tvivler på, om det bliver i år. Hver onsdag får vi en melding, om der er varer på vej. Sidste onsdag var der stadig ikke godt nyt med stålbordene, fortæller han.
Til gengæld er øvrige caféstole og -borde, sofa og bænke på vej, fortæller han, der også har købt caféområdet ved gangarealet over for bagerforretningen.
- Måske bliver vi klar med det caféområde lidt før, skønner Kristian Andersen.
Nytænkning varmede trods alt
Kristian Andersen kunne 17. november byde velkommen til en renoveret bagerforretning i bytorvet.
Her har han tænkt i nye baner og suppleret sit bagerbrød og stedets kager med et sundere alternativ.
PA Brød
PA Brød er registreret under firmanavnet P. A. Andersen & Sønners.
P. A. Andersen & Sønners erfaring med Horsens rækker tilbage til 1996, hvor man her var en del af Billedgårdscentret.
I 2007 blev forretningen til Mad & Brød med base ved indgangen til bytorvet.
August 2020: P.A. Andersen & Sønners, ejer Kristian Andersen, fortæller til avisen Horsens Posten, at man efter efterårsferien planlægger en caféåbning i forlængelse af bagerudsalget.
Det er sket i form af det økologiske, veganske og bæredygtige retter fra det såkaldte Buddha Bowl Projekt, som han har indgået samarbejde med.
- Det er til gengæld kommet rigtig godt fra start. Der er god efterspørgsel efter de friske bowls og juices, fortæller Kristian Andersen.
Det var også den succes, han måtte varme sig på, da han forleden så forgæves efter de mange black friday-kunder i bytorvet, som han ellers tidligere på året havde set en god mulighed for at kunne invitere ind i sin café.
- Det er da utroligt ærgerligt, lyder det fra Kristian Andersen.