Horsens: Er man en af dem, der håber at kunne finde skøjterne frem og tage sig en tur på en frossen sø de næste par dage dage eller uger, kommer her tre dårlige nyheder:
Horsens Kommunes skøjtebaner er corona-lukkede; isen på de offentlige søer, hvor kommunen måler tykkelsen, er endnu ikke holdbar nok; og isen når sandsynligvis heller ikke at blive det, inden tøvejret ifølge vejrudsigtens forudsigelser starter i næste uge.
- Det er ærgerligt, at det lige falder sammen med coronavirus, lyder det fra Liselotte Nielsen, der er hortonom i Horsens Kommune, og som sidder med overblikket over skøjtemulighederne.
- Vi startede i efteråret med at tage beslutningen om ikke at have skøjtebane på Rådhustorvet, fordi vi forudså, at der ville være for mange samlet, og folk ville færdes for tæt. Den plejer at være populær, og der vil nok komme endnu mere mylder, når der ikke er så meget andet at lave, siger Liselotte Nielsen.
Isen er for tynd
Beslutningen kom også til at gælde de andre tre skøjtebaner, som kommunen står for: det store overrislede område i Bygholm Park, søen i Ring Skov i Brædstrup og den overrislede boldbane i Digterparken i Østbirk.
Det er offentlige områder, og derfor skal der gives tilladelse til skøjteløb, og den tilladelse kommer altså ikke i år.
Det samme gælder indtil videre de andre offentlige søer i kommunen samt fjorden, åer og andet, hvor der er isdække.
- Der har vi sat skilte op, fordi tykkelsen ikke er til, at man skal gå på isen, siger Liselotte Nielsen.
Udsigt til tøvejr
Målingerne bliver nemlig foretaget. Seneste melding fra de store søer i Bygholm Park, vest for Peblingestien, er, at de tre målesteder har en istykkelse på ni centimeter. Den skal være et sted mellem 13 og 17 centimeter, inden der bliver givet adgang.
- Vi skynder os ikke med at åbne dem, og jeg tænker ikke, at de når at blive åbnet, inden det bliver tøvejr i næste uge, siger Liselotte Nielsen og tilføjer, at snedækket vil gøre det sværere for isen at fryse yderligere til.
Kommunen vil stadig overrisle i Bygholm Park
De seneste par år har Horsens Kommune ikke lavet skøjtebane i Bygholm Park ved at overrisle et område med vand fra Bygholm Sø.
Liselotte Nielsen fra Horsens Kommune fortæller, at det i år skyldes coronavirus, og sidste år var vinteren så mild, at det ikke kom på tale. Og så er opgraderingen af dæmningen under Schüttesvej også en del af forklaringen.
- Der var noget galt med slusen sidste år, og det besluttede vi os for ikke at bruge penge på, når den alligevel skulle sløjfes med udvidelsen af Schüttesvej, siger Liselotte Nielsen.
Det betyder også, at der skal findes en anden løsning til næste år, og det vil kommunen arbejde på.
Hvis det skulle ske, vil skiltene sandsynligvis blive fjernet, men isen vil ikke blive ryddet for sne, og der kommer ikke nogen stor invitation til skøjteløb.
Hellere en kælketur
Har man et brændende ønske om at stå på skøjter i år, ser Liselotte Nielsen kun én mulighed:
- Der bliver ikke noget offentligt, så man skal finde et privat sted. Hvis man for eksempel kender en landmand, der har et vådt areal - en lille våd plet - kan det måske lade sig gøre, men man må selvfølgelig ikke bare færdes der uden at have fået lov af ejeren, siger hun.
En tur på isen er på eget ansvar, og Liselotte Nielsen vil hellere opfordre til, at man tager en tur på en af de mange kælkebakker eller på anden vis udnytter sneen.
På kortet herunder kan du finde et udvalg af kælkebakker i Horsens og Hedensted kommuner. Husk at holde afstand, da forsamlingsforbuddet på maksimalt fem personer stadig gælder.