Annonce
Horsens Posten

Redaktøren: Jeg købte engang en velo...

Min første knallert var en Velo Solex. Sådan en havde prins Henrik også haft, så det virkede ret cool. Arkivfoto: Martin Ravn
Annonce

Jeg havde engang en knallert. Den korte tid, jeg havde den, elskede jeg den. Men jeg hadede den også.

Jeg elskede den, fordi det var min første knallert, og fordi den gav mig en helt ny oplevelse af landevejene.

Ingen sved på panden, bare håndtaget i bund og så nyde fluer, vind og dufte af kornmarker og blomster i ansigtet.

Jeg købte den i min midtfynske gymnasietid, da jeg en sommer fik arbejde på et gartneri i Frørup. Gartneriet lå 22 km væk, og den afstand kunne jeg måske have cyklet, men jeg gad ikke.

Jeg skulle møde kl. 6.30, busserne gik ikke den vej, bil havde jeg ikke, så jeg lod mig fragte på to hjul - og det var cool.

Prins Henrik havde nemlig én magen til, så selv om det ikke var en Yamaha eller Kreidler, var den dog et køretøj.

Det var en Velo Solex, ikke en rigtig knallert, snarere en hybrid. En forhjulstrukket cykel med pedaler og en motor, der drev en tromle, man satte ned på forhjulet.

Min hybridknallert var en ny, kær ven, så jeg kaldte ham Ib.

Den weekend, jeg købte ham, fik han fuld gas. Ib var oppe på svimlende 34 km/t og fik mange kilometer i hjulene, så jeg fik tanket noget knallertbenzin.

Det var dumt.

Da jeg mandag morgen kørte ud til gartneriet, spændt på at stemple ind og ud for første gang i mit liv på en rigtig arbejdsplads, anede jeg nemlig ikke, hvad der ventede mig.

Man kommer nemlig ikke knallertbenzin på en velo.

Fire kilometer før gartneriet begyndte Ib at hoste grimt. Han hakkede i det, tabte fart, og i løbet af få minutter kunne han ikke mere.

Jeg forsøgte at starte ham med den klassiske rullestart, hvor man cykler veloen i gang og lader motoren falde ned på fordækket.

Det hjalp ikke.

At cykle fire kilometer på en velo er som et mareridt. Veloen er noget tungere end en cykel, sadlen alt for lav og arrangementet i det hele taget ikke skabt til at cykle ret langt.

Det var en sveddryppende mig, der kom for sent på sin første arbejdsdag.

Og det skulle blive værre. Den anden morgen kom jeg kun halvvejs. På trods af, at jeg havde ligget hele aftenen og smurt, skruet og drejet, hostede Ib som en gal igen.

Spillet var tabt, jeg måtte stå af. Kunne ikke cykle 10 km denne gang.

Mens jeg stod i vejkanten klokken lidt i seks, så jeg et par lygter i det fjerne. Ja, minsandten... der kom en bil på dette ukristelige tidspunkt.

Jeg hujede og hoppede og vinkede med armene, og tro det eller ej, men det viste sig at være en af mine gode kammeraters forældre.

Mit blik fangede dem, men frem for at hilse missede de med øjnene i den tidlige morgensol, som stod lige ind i bærret på dem.

De kunne ikke se mig!

De kørte forbi mig!

Det viste sig senere, at de havde været sent på den til færgen i Nyborg...

Følelsen af at være for sent på den, blandede sig med følelsen af at være overset og fortabt.

Skulle jeg allerede fucke min anden arbejdsdag op?

Jeg gik hen til nærmeste hus og ringede på døren. En søvndrukken mand kom ud og lignede ikke en, der ville låne mig sin telefon.

Det gjorde han nu alligevel, og så ringede jeg efter en redningskrans: Far.

Tak til far, men mekaniker var han ikke og taxachauffør ej heller, så Ib og jeg måtte bokse med hinanden den følgende måned - også efter arbejde.

Tophastigheden var til sidst nede på 20 km/t, og jeg burde som en anden Bjarne Riis have verfet min hybridknallert ad h... til.

Ud i en mark, bare væk.

Problemet var bare, at Ib og jeg en af de første mekanikeraftener var blevet connected. Jeg havde opdaget på motorens stempel, at han ikke alene var samme årgang som mig, han var også fra samme måned: Marts, 1966.

Så vi var skæbnebrødre resten af ferien.

Jeg tjente min løn, Ib fik nogle kilometer i dækkene. Det lykkedes ham at transportere mig til arbejde uden flere redningskranse.

Først den sidste dag stod han af igen - og far trådte til.

Så efter ferien solgte jeg ham - og kunne siden konkludere, at han ikke alene var min første knallert - men også min eneste.

JØRGENS HJØRNE
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Skovbørnehave på vej

Annonce