Annonce
Horsens Posten

Rejsegilde på toppen af hospitalets ikoniske højhus

Til rejsegildet på hospitalets højhus var der bagende varmt - tilsat vel nok byens bedste udsigt. Her en snak mellem nogle af hovedaktørerne. Fra venstre ses projektchef Søren Schousboe Laursen, hospitalsdirektør Lisbeth Holsteen Jessen, regionsrådsformand Anders Kühnau (S), sygeplejefaglig direktør Hanne Sveistrup Demant og projektchef Bjarne Tang Lauridsen. Foto: Morten Pape
Hospitalets højhus, som er i gang med en gennemgribende renovering, har fået et næsten 1000 kvm stort teknikhus oven på sine syv etager.
Annonce

Horsens: Tirsdag var der rejsegilde på toppen af hospitalets ikoniske højhus, som er i gang med en gennemgribende renovering. På toppen er bygget et teknikhus, som nu er kommet under tag. Dagens rejsegilde blev holdt præcis 53 år efter det første af slagsen for hospitalets ikoniske højhus.

- Dengang stod der i Horsens Folkeblad, at rejsegildet var 15 minutter forsinket, fordi den ølmæssige centralforsyning ikke fungerede korrekt, fortalte regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i sin tale.

Generalplanen for udbygning og opdatering af Regionshospitalet Horsens koster i alt 809 millioner kroner. Lige nu arbejdes der med tre bygninger, som ligger i hospitalskompleksets hjerte, hvor højhuset rager op med nyt teknikhus på taget. Foto: Morten Pape

Tirsdag var der ingen øl, men håndsprit, sodavand og portionspakkede pølsehorn til gæsterne, som af hensyn til corona fik indskærpet regler for afstand og afspritning fra rejsegildets start.

Dagen var, som regionsrådsformand Anders Kühnau (S) sagde, en milepæl for højhuset, som er et vartegn, der betyder noget for hele byen.

Og nu en etage højere med det nye teknikhus øverst på taget. Et udtryk for, at teknik er et kernepunkt i et moderne hospital.

Annonce

Byggeplads ovenpå sengeafsnit

Højhuset, der indeholder sengeafsnit, er oprindelig i syv etager, dertil kommer kælder og teknikhus på taget. Lige nu er de to øverste etager rømmet for patienter, og håndværkere er i fuld gang med at renovere og bygge, mens der på etagerne nedenunder er en hverdag med patienter, pleje og behandling.

- At bygningen er i drift samtidig med, at der renoveres og bygges om, er - sagt på jysk - "træls". Og selv om I har gjort jer rigtig, rigtig umage, så må personale og  patienter fortsat tåle larm. Og det er patienter, der måske lige har gennemgået en operation. I har i processen være rigtig, rigtig gode, ja, man skulle næsten tro, nogle har haft deres egen mor indlagt, lød rosen fra hospitalsdirektør Lisbeth Holsteen Jessen til håndværkere og deres chefer.

Annonce

Griber ind i hele huset

Den gennemgribende renovering er særdeles tiltrængt. Arbejdstilsynet har udstedt flere påbud. Fællestoiletter på sengestuerne var for længst taget ud af brug, fordi de ikke levede op til nutidens krav. Sundhedsskadelige byggematerialer som asbest er fjernet.

Efter renoveringen er der store og arbejdsvenlige badeværelser på alle stuerne, som kun skal rumme en eller to senge. Dermed bliver fire-sengestuerne fortid. Der bliver spiseområde til patienter på alle etager med udsigt over fjorden.

- Da vi talte om opgaven med at bygge teknikhuset, blev det sagt, at vi skal bygge et teknikhus på et tag. Jo, tak, men det var et tag på 8. etage, huset er næsten 1000 kvadratmeter stort og seks meter højt. Under arbejdet var der flere storme, og der var skybrud, fortalte Nicolaj Beier, der er projektleder og medejer af Egil Rasmussen A/S, som stod i spidsen for den opgave. Han var glad den dag, taget var lukket. Samtidig kaldte han det en dejlig byggeplads at færdes på med et samarbejde i en god tone. Foto: Morten Pape

Den måske mest komplekse opgave i hele projektet er alle de nye, tekniske installationer  som strøm, netværk, vand, varme, ventilation, som skal løbe gennem hele højhuset. Det skal installeres løbende, mens de gamle systemer er i brug på de etager, der ikke er renoveret.

De øverste to etager ventes færdige næste år, mens vi skal helt hen i 2024, før alle de planlagte etageombygninger i højhuset er ved vejs ende.

Annonce

Ny indgang til akutte

Højhuset er et af tre byggeprojekter, der er i gang på hospitalet lige nu. Der arbejdes også med anden etape af akutafdelingen. Her er den glædelige nyhed, at akutte patienter fra efteråret får en ny indgang  ved siden af hovedindgangen - og ikke som i dag via ambulancerampen ud mod Sundvej. Den vil derefter blive forbeholdt til ambulancer.

Desuden arbejdes med bygningen, der indeholder røntgen og skanning. Alle tre projekter er dele af den store generalplan, der etape for etape sikrer, at Regionshospitalet Horsens er et topmoderne akuthospital i regionens sydøstlige område.

Der er holdt fast i den oprindelige farvesammensætning på højhusets facade, hvis arkitektur er inspireret af den finske arkitekt og designer Alvar Aalto, og farverne af den hollandske maler Piet Mondrian. Den grønne farve, som er gennemgående for hospitalet helt om til Nye Nord, er også den oprindelige. Dengang blev det fastlagt, at højhusets facade skulle bestå af skiftevis mørke og lyse vandrette baner for at give bygningen et roligt og harmonisk udtryk, fortalte hospitalsdirektør Lisbeth Holsteen Jessen til rejsegildet. Foto: Morten Pape
- Kom tæt på, men ikke for tæt, lød det fra hospitalsdirektør Lisbeth Holsteen Jessen, da hun bød velkommen til rejsegildet, som var begrænset til maks 50 deltagere.  Foto: Morten Pape
Generalplanen for udbygning og opdatering af Regionshospitalet Horsens koster i alt 809 millioner kroner. Lige nu arbejdes der med tre bygninger, som ligger i hospitalkompleksets hjerte. Foto: Morten Pape
Et udvalg af entreprenører og håndværkere deltog i rejsegildet på toppen af  højhuset - coronaen satte sin naturlige begrænsning for antallet af deltagere. Foto: Morten Pape
Under nedbrydningen af en badeværelse dukkede en hof årgang 1967 op i en væg. En fyldt flaske heldigvis. Det siges, at utilfredse håndværkere murer tomme flasker ind i muren. Foto: Morten Pape
- Gid huset må bestå så mange år som dette glas går i skår, lød det fra Anders Kühnau, som knuste glasset og bagefter konstaterede, at det var ret mange skår. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Skovbørnehave på vej

Annonce