Annonce
Horsens Posten

Sælger Palle Petersen har 37 tatoveringer og 400 Jumbo-bøger

Horsens Postens medierådgiver Palle Petersen. Foto: Morten Pape
Palle Petersen har været medierådgiver på Horsens Posten de seneste to år. Han er født på Endelave og opvokset på Juelsmindehalvøen. På benet har han et hjerte og en ugle tatoveret - tegnet af hans i dag 13-årige datter. Den er en ud af indtil videre 37 tattoos på den 42-årige posten-sælger.
Annonce

Horsens: Palle Petersen, 42 år, gift med sygeplejersken Pernille og far til børnene Smilla på 13 år og 15-årig Noah.

Det er den hurtige beskrivelse af Horsens Postens medierådgiver med det lange skæg og rolige sind.

Han kunne også være kendt som manden med de indtil videre 37 tatoveringer. For Palle Petersen er vild med tattoos - især de "old school" af slagsen, forklarer han, hvis første tatovering var en større sol på højre overarm, som røg på kroppen, da han var 18 år.

Siden er det blevet til fire star wars-tegninger, engle, koordinaterne til Old Trafford og Manchester United - fodboldklubben over dem alle, lyder det. Derforuden har han blandt andet en større ravn ved højre håndled.

- Jeg hedder jo faktisk også Ravn - det er mit mellemnavn, oplyser Palle Ravn Petersen, der desuden samlet på Jumbo-bøger og indtil videre har 400 på reolen i hjemmet i Glud.

Annonce

Butik i Olso

Palle Petersen blev ansat i avisens salgsafdeling for to år siden. I dag sælger han annoncer i Horsens samt i Tørring, Brædstrup og Nørre Snede.

Den rolige herre, der til stor undren eller måske misundelse fra kollegerne ikke bryder sig om kage, er udlært salgsassistent i daværende herretøjsforretning, Biledgaard.

Han har været salgsassistent i en række tøjforretninger i byen og drog i 2003 til Norge. Her åbnede han egen tøjbutik i Oslo sammen med en tidligere kollega.

- Min kollega havde været deroppe og så et potentiale. Det var jeg med på. Det blev til tre gode år, så drog jeg hjem igen sammen med Pernille. Hun var netop færdiguddannet sygeplejerske og skulle også have gang i sin karriere - og gerne på dansk grund, var hendes ønske.

Annonce

Dart, mad og rejser

Siden blev han sælger og butikschef i Jack & Jones i Horsens og havde sit eget agentur med salg af forskellige tøjmærker. Inden ansættelsen i Søndergades bladhus solgte Palle Petersen kasse- og betalingssystemer som kørende sælger.

Kørende er han også i dag, hvor han nyder at have et job med afsæt i lokallivet blandt andet hos Horsens Posten.

Lokallivet bliver også dyrket i fritiden, hvor foreningslivet i Glud er en større prioritet.

- Jeg kan huske, hvor meget jeg holdt af at være i hallen i Glud, da jeg var barn og ung. Det er rart at kunne samle op på den glæde i dag i selvsamme hal og område, siger Palle Petersen.

Udover foreningslivet spiller han golf og deltager i vinterhalvåret i madlavningskurser hver anden onsdag på Glud Skole sammen med 19 kammerater. Også en privat dartklub bliver jævnligt besøgt på denne tid af året.

- Det er samværet, jeg er vild med. I sommerhalvåret tager jeg og nogle kammerater til Hjarnø med en trækvogn fyldt med bajer. Og så er vi desuden nogle gutter, der fire gange om året samler aviser, pap og papir ind - en indsats og indtægt, der støtter op om sportsforeningen SS Skjolds støtteforening Skjolds Venner, der også står bag byens årlige muslingefest, siger han.

Tegningen, som Palle Petersens datter har lavet, og som han har fået tatoveret på sit ben. Foto: Line Kyed

En fest er det også, fortæller han, når har en gang om året drager på tur med syv af sine gamle folkeskolevenner fra Glud Skole. De har dannet "Gentleman Club", hvor de samme to, Palle Petersen inklusive, altid står for at arrangere rejserne.

- Sidst gik turen til Wien. Kun arrangørerne vidste, hvorhen vi skulle. Det fandt vi andre ud af i Billund Lufthavn. Vi rejser altid i jakkesæt, for det skal jo være lidt - nej gerne meget - festligt, siger Palle Petersen.


- Jeg kan huske, hvor meget jeg holdt af at være i hallen i Glud, da jeg var barn og ung. Det er rart at kunne samle op på den glæde i dag i selvsamme hal og område.

Palle Petersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Aftensang i Vor Frelsers Kirke

Annonce