Annonce
Horsens Posten

Sandie fandt ud af det på den hårde måde: Sådan skal hun bruge sit liv

Sandie Nørtoft blev oprindeligt uddannet på kontor. Men en livskrise har sendt hende i en ny retning. I januar begyndte den 31-årige Horsens-kvinde som selvstændig coach og livsvejleder. Foto: Helanfoto
Et hårdt stress-forløb fik Sandie Nørtoft til at ændre kurs på sit liv. Hun har altid været god til mennesker, og det udnytter hun i sit nyt fag som coach.

Horsens: 11. marts 2020 blev på flere måder en skelsættende dag for Sandie Nørtoft, 31 år. Det var ikke alene dagen, da statsminister Mette Frederiksen meddelte den første nedlukning af Danmark. Det var også Sandie Nørtofts første dag på sin coachuddannelse. Samtidig var det begyndelsen på et nyt liv efter en livskrise og et svært stress-forløb.

I januar begyndte hun som personlig coach og livsvejleder i sit eget firma.

Det var dog ikke lige en coach-uddannelse, den nu 31-årige Sandie Nørtoft havde forestillet sig, da hun var ung. Hun stiftede familie, fik sit første barn som 19-årig. Endnu et barn kom til, og siden tog hun en kontoruddannelse.

Annonce

Livet slog knuder

Sandie Nørtoft var da også i et godt job hos Horsens Kommune, da tilværelsen slog knuder.

I 2018 blev hun skilt.

- På arbejde havde jeg det administrative ansvar for to daginstitutioner og et dagplejedistrikt. Jeg var dygtig til det og kunne godt li' det, siger hun.

Sandie Nørtoft begyndte dog at få mange fysiske symptomer og blev bange for, at hun fejlede noget alvorligt. En række undersøgelser kunne ikke give svar på, hvorfor hun havde det så skidt.

- Det viste sig at være et stresskollaps. Den uge, hvor jeg ikke havde børnene, sov jeg for at samle kræfter til at have børnene ugen efter.

Annonce

Et lykkeligt sted i livet

På dette tidspunkt syntes hun ellers, hun var et lykkeligt sted i livet med en dejlig kæreste og et dejligt sted at bo. Og derfor kunne hun ikke tro på, at der var tale om stress.

Sandie Nørtoft fandt dog på den hårde måde ud af, at hun havde prøvet at passe i en kasse, som ikke var den rigtige for hende. Det var noget med et liv med børn, hus og bil og ikke mindst at skulle leve op til det, hun troede, andre forventede af hende.

Der gik et halvt år, før hun blev sygemeldt.

- Det var et stort nederlag. Jeg så mig selv som en powerkvinde og tænkte meget på, hvad andre tænkte om mig. Jeg tænkte, at jeg ikke duede til noget. Og hvem kunne bruge mig til noget?

Annonce

Mødte en stress-coach

Hun var lige blevet raskmeldt, da hun fik meldt sig på Sofia Mannings coachuddannelse i marts 2020. Et halvt år forinden havde hun været på stresskursus og her mødt en coach, som kunne se, hvordan det var fat.

Forløbet med stresscoachen blev afgørende. Sandie Nørtoft fandt blandt meget andet ud af, at hun ikke havde været god nok til at sætte grænser og sige fra og til.

- Hun fik mig til at indse, at jeg med min livsbagage og historie er unik.

I mange år havde det handlet  om at være der for andre og gøre ting, som gjorde godt for andre. Den eneste, hun havde glemt, var sig selv.

Annonce

Står som et træ med dybe rødder

- Vi kan ikke undgå livets storme, men vi kan stå det igennem som et kæmpestort træ med megadybe rødder. Vi vælter ikke, hvis der knækker en gren eller to, lyder hendes livsfilosofi i dag.


Vi kan ikke undgå livets storme, men vi kan stå det igennem som et kæmpestort træ med megadybe rødder.

Sandie Nørtoft


Hun ser det som en gave, at hun har skiftet kurs i sit liv, og at hun er kommet i gang med noget, som nærer hende.

- Det gør ikke noget at have travlt, hvis det bare giver energi og gør dig glad.

Hun fik sit cvr-nummer i begyndelsen af januar. Sandie Nørtoft hjælper nu andre med at få truffet de rigtige beslutninger og få gjort op med vaner, som er usunde for den enkelte. Det sker over tre måneder lange forløb.

Foreløbig foregår det online. Og så snart det bliver tilladt at mødes fysisk, går hun i gang med det, i første omgang fra sin hjemadresse, og siden rykker hun ind i et kontorfællesskab. Og så har hun netop modtaget den gode nyhed, at hun fra marts skal arbejde som coachtræner for den kendte coach Sofia Manning.

Annonce

God til mennesker

Sandie Nørtoft kan findes både på de sociale medier og på hendes egen hjemmeside. Lige nu er navnet hendes virksomhed - Sandie Nørtoft. Foto: Helanfoto

- Jeg har altid været god til mennesker. Nu har jeg ad omveje fundet ud af, hvordan jeg skal bruge denne evne, siger hun, der igen kan nyde sin kæreste og deres liv sammen i det hus, de har købt sammen, og som er stort nok til at rumme parrets i alt fire børn.

Hun ser også frem til at få overskud til igen at engagere sig i frivilligt arbejde, som da hun var frivillig gruppeleder for skilsmissefamilier. Hun vil nemlig også gerne bidrage i den frivillige verden.

Man kan læse mere om hende på coachsandienoertoft.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce