Annonce
Horsens Posten

Smittetal sætter rekord i Danmark: Stigning får Horsens Kommune til at kigge mod efterårsferien

Fredagens opdatering på antallet af covid-19-smittede satte en kedelig rekord på landsplan. Arkivfoto: Mette Mørk
Fredagens corona-tal viser, at Horsens Kommune ligesom resten af landet stiger en smule i antallet af smittede. Nu kigger kommunens kriseberedskab på efterårsferien.
Annonce

Horsens: 678 nye tilfælde af covid-19 er registreret i Danmark det seneste døgn, viser fredagens tal fra Statens Serum Institut, og dermed sættes der rekord. Det er det højeste daglige antal, man har målt på landsplan nogensinde.

I Horsens Kommune er der ifølge borgmester Peter Sørensen (S) kommet fem nye tilfælde det seneste døgn.

Tallene fra Statens Serum Institut viser, at der den seneste uge er registreret 23 smittede i Horsens Kommune, hvilket giver et incidenstal på 25 smittede inden for den seneste uge per 100.000 borgere.

Annonce

Kigger på ferien

Det er over bekymringsgrænsen på 20, men det er i den lavere halvdel, hvis man sammenligner med landets andre kommuner. Sidste del mener borgmesteren ikke, man skal lægge meget i.

- Horsens minder om de andre kommuner ved, at smittetallet langsomt går opad. Det fortæller mig en ting: at det både giver mening og anledning til, at man er ekstra opmærksom, stadig følger anbefalingerne fra myndighederne, og at man anlægger sig det her forsigtighedsprincip, siger Peter Sørensen, der samtidig påpeger, at han bestemt har den opfattelse, at de fleste borgere i kommunen for længst har gjort det.


Det, som er sagt i går, gælder også i dag. De smittede er stadig i samme aldersgruppe, altså op til de 60-årige, og de er stadig spredt geografisk ud over hele kommunen.

Peter Sørensen (S), borgmester i Horsens Kommune


Da avisen taler med borgmesteren fredag eftermiddag, har han lige forladt et møde i det kommunale kriseberedskab, hvor den seneste udvikling er blevet vendt.

- Når smittetallet vokser, kigger vi på, om der er arrangementer, som myndighederne - ikke kun os som kommune - skal have fokus på, og med det lidt lange øje er vi begyndt at kigge mod efterårsferien, siger Peter Sørensen.

Annonce

Formoder en forlængelse

Efterårsferien ligger i uge 42, hvilket er efter 4. oktober, hvor de nuværende landsdækkende restriktioner ophører. De kan sagtens ende med at blive forlænget eller endda skærpet.

- Jeg tør godt formode, at de som minimum bliver forlænget, hvis de nuværende smittetal fortsætter. Og bliver tallene ved med at slå rekorder, kan man nok også forvente flere restriktioner, lyder det fra borgmesteren, der på nuværende tidspunkt ikke kender eventuelle planer efter 4. oktober.

Peter Sørensen håber, at smittetallet kan holdes nede i Horsens, så der ikke kommer lokale restriktioner i kommunen, ligesom man har set det i de 18 kommuner i Storkøbenhavn, hvor der er skærpede krav for blandt andet erhvervslivet og plejehjemmene.

Statens Serum Institut opdaterer hver dag klokken 14 corona-tallene, og man kan se udviklingen på ssi.dk/covid19data.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce