I en lille lejlighed på Danmarks Industrimuseum i Horsens skrues der op for "Bosniske Stemmer". Med tidstypisk indretning skal lejligheden fortælle om, hvordan mange af de flygtninge, der kom til byen i 1990'erne, via industrien fandt vej ind i det danske samfund. Admir Kadic er pavestolt af resultatet og spændt på at slå dørene op.
Annonce
-
Admir Kadic fra den bosniske forening Zem-Zem i Horsens har været med til skabe den ny udstilling på Danmarks Industrimuseum, "Bosniske Stemmer". Han kom til Østjylland som flygtning fra krigen i det tidligere Jugoslavien i 1990'erne og lever i dag et helt almindeligt liv i Horsens med kone, tre børn og job på en lokal industrivirksomhed. Foto: Jakob Hedegaard-Høgh -
- Jeg har altid været stolt af at være bosnier, og det betyder faktisk mere for mig i dag, end da jeg var barn. Efter jeg er blevet voksen og selv har fået børn, vil jeg gerne fortælle dem om, hvor vi kommer fra og om vores værdier, så de på en positiv måde oplever, at de ikke er 100 procent danske, siger Admir Kadic, som i foreningen Zem-Zem arbejder med at sikre bosnisk kultur i Horsens. Blandt andet med arrangementer for børn og unge. Foto: Jakob Hedegaard-Høgh -
Træspisebordet er én af de ting, Admir Kadic udpeger som typisk for et bosnisk hjem. Især den ældre generation har det svært med for eksempel billig laminat. Træ er solidt, forklarer han på en rundtur i den lille lejlighed på industrimuseet. Foto: Jakob Hedegaard-Høgh -
Bosniere og danskere minder på mange måder om hinanden, forklarer Admir Kadic, og al den stund, at danskerne er en af de mest kaffedrikkende nationer i verden, er der måske noget om snakken. Bosnien har nemlig også en bogstaveligt talt stærk kaffekultur. Folk mødes gerne over en kop i pauser på jobbet, og når de har fri. Traditionelt serveres drikken i små kopper kaldet fildzan, efter den er forberedt i kobberkanden, der hedder dzezva. Foto: Jakob Hedegaard-Høgh -
I Danmark har vi hang til at hænge billeder i massevis på væggene. Sådan er det traditionelt ikke i det Bosnien, Admir Kadic oplevede som barn. Hvis folk hængte noget op, kunne det være et foto af den socialistiske leder Tito - hvis de da ellers var socialister, husker han. Foto: Jakob Hedegaard-Høgh
