Horsens: Onsdag og lørdag i påsken er traditionelt blandt årets største handelsdage i landets supermarkeder, og i år bliver sandsynligvis ingen undtagelse, selv om coronavirus og forsamlingsforbud måske har begrænset mængden af påskefrokoster.
De store dagligvarebutikker med en årlig omsætning over 36,3 millioner kroner skal ifølge lukkeloven holde lukket på helligdage, og mindre supermarkeder kan vælge at gøre det samme.
I Horsens betyder det, at blandt andre Bilka, SuperBrugsen Stensballe og samtlige Rema 1000-butikker holder lukket skærtorsdag, langfredag, første og anden påskedag. Her er man til gengæld klar til, at der kommer et stort rykind onsdag og lørdag.
- Vi kan lukke det antal mennesker ind, vi må, og her i påsken har vi hyret ekstra vagter ind, der skal hjælpe med at styre det. Vi har et elektronisk system, der tæller antallet af kunder, og de ekstra vagter vil være med til at gøre indkøbet til en god oplevelse for alle, siger varehuschef i Bilka Martin Enevoldsen.
Ekstra opmærksomhed
I Rema 1000-butikkerne kan man forvente at møde de corona-foranstaltninger, man efterhånden kender.
- Vi har blandt andet skiltning, afstandsmarkeringer på gulvene, opdeling mellem kasserne og håndsprit, som man efterhånden har vænnet sig til at se i dagligvarehandlen, lyder det fra kommunikationschef i Rema 1000 Jonas Schrøder, som tilføjer:
- På de store handelsdage har vi derudover ekstra opmærksomhed på, at der ikke er for mange kunder i butikken ad gangen, så vi er med til at sikre, at alle får en god og tryg indkøbsoplevelse.
Gode til at handle solo
I SuperBrugsen i Stensballe vil man kunne støde på en coronaansvarlig, der som sin eneste opgave skal holde styr på coronasikkerheden. At der er sprit i standerne, at kunderne holder afstand, og at der ikke er for mange i butikken.
- Vi har en coronaansvarlig hver dag, selv om det ikke er et krav for en butik af vores størrelse. Vi har taget coronasmitten alvorlig hele vejen igennem, og det har vi fået god respons for fra vores kunder, siger uddeler Mark Schwarz.
Han forventer, at der skal holdes et ekstra vågent øje med kundemængden i påsken, men omvendt regner han heller ikke med, at kunderne skal til at vente ude på p-pladsen.
- Vi har ikke været der endnu, selv om vi var tæt på til jul. Vi må være 160 mennesker her i biksen, og med 75 p-pladser skal der komme to kunder pr. bil, men folk er faktisk blevet rigtig gode til at handle hver for sig, siger han.
Kom i ydertimerne
Alle tre melder om hjælpsomme kunder, der er gode til selv at tænke på corona-sikkerheden og tage hensyn til både kunder og personale.
- Vi kan allerede se på tallene for i går og her til morgen (tirsdag, red.), at mange benytter ydertimerne, og vi på den måde får glattet kundemængden ud. Vi skal alle have det til at fungere, og kunderne er gode til at hjælpe og tage hensyn, siger Martin Enevoldsen.
Bilka Horsens har på sin Facebook-side lagt en graf ud, der viser, hvor spidsbelastningen er - som en opfordring til, at man kommer i ydertimerne. I påsken har varehuset som sædvanlig udvidet åbningstiderne onsdag og lørdag
Mark Schwarz' råd til kunderne i Superbrugsen lyder også på at komme tidligt, hvis man vil undgå det store påske-mylder, og fra Rema 1000 fortæller Jonas Schrøder, at det vigtigste stadig er at følge myndighedernes råd om blandt andet kun at være én ude at handle fra hver familie, holde afstand og spritte af.
På de forskellige dagligvarekæders hjemmesider kan man finde påskens åbningstider for de enkelte butikker.