Annonce
Horsens Posten

Tøj revet væk - coronalukket butik har succes på nettet

Op til butik Profilarts første live-udsalg sidste uge, lagde butikken denne besked op på deres Facebook-side. Det har en hel del kunnet lide, for 250 valgte at følge udsalget, hvor de 150 stykker tøj, butikken viste frem under live-sendingen, blev solgt. Foto: Facebook - Profilart, Line Kyed
Modebutik Profilart på Søndergade har holdt deres første live-udsalg på nettet. Det blev en aften, hvor i omegnen af 250 kunder kiggede med hjemme fra stuerne, og samtlige 150 stykker tøj blev solgt med det samme.

Horsens: - Når vi nu er så lukkede, som vi er lige nu, og kunderne ikke må komme ind i forretningen, valgte vi at prøve at gå online via butikkens Facebook. Jeg må sige, det var en ret god idé.

Sådan lyder ordenen fra Dorthe Thorstein, indehaver af Profilart på Søndergade, ovenpå butikkens live-udsalg forleden.

Udsalget blev holdt tirsdag aften i uge 3, og det var første gang, modebutikken valgte at gå live med deres udsalgsvarer. Her havde indehaver og personale sørget for at gøre 150 stykker tøj parat, som blev præsenteret foran computeren.

Og det kunne kunderne lide.

- Omkring 250 deltog, og vi fik solgt alt det, vi præsenterede. Det vil sige 150 stykker tøj, fortæller Dorthe Thorstein.

Annonce

En idé til kollegerne

Dorthe Thorstein melder om en generel god forretning online. Mens de fysiske lokaler er lukket, er der nemlig fortsat godt gang i salget på butikkens webshop, som indehaveren specielt i den her tid nødigt ville have været foruden, forklarer hun.

- Det her skal ses som et alternativ til vores normale udsalg i butikken. Selvom det har været et kæmpe arbejde, vi har måttet lægge i det her, for at sælge noget, har det været det hele værd, når situationen er, som den er, siger Dorthe Thorstein.

Hun og personalet oplevede deres live-sending som udelukkende positiv. Derfor vil hun gerne give idéen videre til sine kollegaer i byen.

- Det kan måske også være en løsning for nogle af byens andre butikker. For os var det en rigtig positiv oplevelse med over 500 kommentarer fra engagerede kunderne i løbet af den tid, vi var live tirsdag aften, siger Dorthe Thorstein.

Efter den første vel overståede live-sending, er Dorthe Thorstein klar til at gentage succesen, da avisen taler med hende.

Her lyder det, at hun og personalet vil holde deres live-udsalgsrunde nummer to mandag 25. januar (efter avisens deadline, red).

Derudover planlægger butikken også at holde det årlige modeshow virtuelt til februar.

- Vi tror på, der kommer til at gå et stykke tid, inden vi må samles i større antal igen. Så vi kan lige så godt forberede os på alternative løsninger, siger Dorthe Thorstein, hvis kunder strækker sig fra kvinder i midten af 20'erne til 60-65 år.


Det her skal ses som et alternativ til vores normale udsalg i butikken. Selvom det har været et kæmpe arbejde, vi har måttet lægge i det her, for at sælge noget, har det været det hele værd.

Dorthe Thorstein
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Nej tak til bearnaisesovs og brune kartofler - Winnie Rahbek kan ikke se sig selv andre steder end som ansat i Bog & idé

Annonce