Horsens: Covid-19-pandemien fortsætter med at plage Seniorteateret i Horsens. Teateret, der havde set frem til at lade tæppet gå for sæsonen 2020-2021 her i december, må nu sætte både sæsonstart og en planlagt generalforsamling på pause.
Det oplyser teaterformand Anton Madsen med den korte bemærkning: - Vi udskyder det hele.
Han forklarer, at det er hensynet til medlemmernes sikkerhed, der ligger bag beslutningen.
Anton MadsenBestyrelsen håber også, at alle, der har købt billetter til årets forestillinger, vil have forståelse for den situation, coronaen har bragt os i, og at alle vil passe godt på billetterne.
Generalforsamlingen skulle have fundet sted 1. december, men den er altså aflyst.
Usikkerhed
7. december skulle Søs Fenger have sunget sæsonen i gang, men den kendte sangerinde må holde sig væk.
- Lige nu oplever vi anden corona-bølge, og smittetallet stiger både i Horsens og i resten af landet. Det er usikkert, hvordan det vil udvikle sig i den kommende tid, forklarer Anton Madsen.
Håber på opbakning
- Bestyrelsen havde glædet sig til at komme i gang, men har valgt at prioritere hensynet til medlemmernes sundhed højere end tidspunktet for sæsonstarten og håber, at alle vil bakke op om denne beslutning. Bestyrelsen håber også, at alle der har købt billetter til årets forestillinger vil have forståelse for den situation, coronaen har bragt os i, og at alle vil passe godt på billetterne til, når forestillingerne kan afvikles, uddyber han.
Planen er, at sæsonen i stedet skydes i gang 7. juni 2021 med en koncert med Bodil Jørgensen.
Alle de øvrige planlagte forestillinger vil blive gennemført i løbet af efteråret og vinteren 2021, lyder det fra Seniorteateret.
Generalforsamlingen er ligeledes udskudt til 2021. Alle i bestyrelsen fortsætter.