Horsens: Hos Huset no10 har indehaver Helle Carstensen benyttet nedlukningen siden 23. december til at få renoveret børnetøjsbutikken i Jessensgade. Det er hendes mand, som ved siden af sit arbejde som ingeniør har haft travlt med at svinge malerpenslerne.
Gulvet er blevet forårsgrønt med en epoxymaling, som kan bruges oven på beton og trægulve. Alle væggene har fået frisket den lyse farve op, mens Helle Carstensen og hendes to ansatte har sørget for, at tøj, sko og tasker i pasteller lyser op på nye og gamle hylder.
- Nu mangler vi bare kunderne, siger Helle Carstensen, som nyder at betjene de mange børn, når de sammen med deres forældre træder ind i butikken.
- De er bare så umiddelbare og glade. Inden coronaen ramte os, gav de gerne krammere, fortæller hun.
Huset no10 har både en voksen- og børnetøjsbutik i Jessensgade. Derudover en børne- og voksentøjsbutik i Vejle og en webshop.
Ingen sendt hjem
Helle Carstensen har ikke behøvet at sende sine ansatte hjem endnu. Der har været nok at se til i webshoppen.
- Vi pakker varer frem til klokken 13.30, og så bliver pakkerne sendt ud med GLS, siger hun, der selv sørger har opgaven med at få lagt tøj og tilbehør på Instagram og at få dem oprettet i systemet, siger hun og tilføjer, at folk også kan komme og afhente det bestilte tøj ved døren.
Det er gået godt med at få afsat vintertøjet, og hun har derfor ikke tøvet med at bestille forårsvarer hjem, hvad de mange endnu uudpakkede kasser i butikken er et synligt udtryk for. Også i vinduesudstillingen har forårsmoden afløst vintertøjet.
- Men vi glæder os til at se kunderne ingen, siger hun, der som alle andre har måttet indstille sig på, at det sker først den 1. marts.
Helle Carstensen ser også frem til, at gågaden igen blive fyldt med mennesker.
- Vi har fået Danmarks flotteste gågade. Jeg glæder mig over den hver eneste dag, siger hun.
Hun overvejer nu, om også voksenbutikken skal have den store forårsomgang med malerpenslen, selv om det betyder en større omrokering af varerne. Hendes mand er i hvert fald klar til at gå i gang, kan hun fortælle.