For nogle uger siden læste jeg Claus Johansens meget rørende historie. Den ramte mig lige i hjertet, måske fordi jeg selv har måttet tage afsked med begge mine forældre i en, både for dem og for mig, alt for tidlig alder. Og måske derfor kom Claus' historie op i mine tanker igen i denne uge, hvor to af mine bekendte mister en af deres forældre.
En af de svære ting ved livet er, når nogen dør, og vi skal tage afsked. At acceptere noget er uigenkaldeligt forbi, kan være så hårdt og urimeligt.
Uanset alder, så er et tab et tab. En stol står tom, en hånd bliver kold, og en stemme forsvinder ud i evigheden.
Jeg mistede min mor, da jeg var i begyndelsen af 30'erne. Hun døde af lungecancer, og for hende blev det på ingen måde en ønskelig eller nådig måde at dø på.
Der var selvfølgelig en tid, hvor vi alle troede på, hun skulle blive meget gammel - diagnosen til trods. Den tid brugte hun og min far heldigvis på nogle af de drømme, som vi børn ellers ofte hørte omtalt som ”når vi bliver gamle” eller, ”når vi går på pension”. På en eller anden måde har de vidst, at måske gik det ikke sådan. Deres valg om at få udlevet drømmene, mens tid er, har jeg taget med mig videre i mit liv som noget, jeg forsøger at efterleve.
Den aften, min mor døde, var ingen af os døtre hos hende. Hun tilbragte sin sidste tid på hospice, og vi vidste, det ikke ville vare længe, inden livet ville slutte for hende, men lige præcist den aften havde vi lovet vores mor, at vi søstre ville spise sammen. Og mens vi sad der med vores mænd og hyggede os, sov hun stille ind. Så stille at min far, der sad i stuen, ikke bemærkede det.
Uanset hvor forberedte, vi syntes, vi var på at skulle miste, så ramte det alligevel som en kæmpe flodbølge. At noget på den måde er uigenkaldeligt forbi, kan man ikke sætte sig ind i uden selv at have prøvet det.
Min mor blev 51 år, og selvom jeg var voksen, så var det jo alligevel alt, alt for tidligt at miste sin mor. Tabet lærte mig at sætte stor pris på livet, og at jeg ikke må tage det for givet. Der er intet, der bekræfter livet mere end døden - så tak Claus for din historie. Den gjorde stort indtryk på mig og huskede mig igen på, hvor vigtigt det er, at jeg med stor taknemmelighed og glæde rækker ud efter det, jeg fylder i mit.