Annonce
Horsens Posten

Uddeler Mark: Jeg var skoletræt og troede ikke på en karriere - der tog jeg fejl

Denne uges "Bag disken" handler om uddeler i SuperBrugsen i Stensballe, Mark Schwartz Dam, der blandt andet kan berette om at være for skoletræt til at opnå gode karakterer og et karrieremål, han i dag er taknemmelig for, gik i opfyldelse. Han har et stort idol fra fodbold-verdenen, og så var hans bedstemor hans bedste ven som barn og ung. Foto: Line Kyed
Uddeler Mark Schwartz Dam fra SuperBrugsen i Stensballe har været heldig at møde voksne på sin vej, der har troet på ham. I dag er han chef for 48 ansatte.

Horsens: Alt er muligt, hvis man har viljen. Det er 31-årig Mark Schwartz Dams motto. Han er uddeler i SuperBrugsen i Stensballe, og sådan håber han, det kan fortsætte mange år endnu.

I denne uge har han indvilliget i at lade sig interviewe med udgangspunkt i lidt "skæve" spørgsmål. Det er der kommet følgende ud af:

1. Hvad er det bedste skulderklap, du har fået?

- Det fik jeg i 10. klasse af min klasselærer Charlotte Juhl Andersen. For hun troede på mig.

- Jeg troede nemlig ikke på mig selv, var meget skoletræt og fik ikke ret gode karakterer. Hun fik mig bearbejdet og gjort skoleglad med gode karakterer til følge. Og så drog jeg mod mine egne forventninger på gymnasiet.

2. Hvorfor blev du uddeler?

- Egentligt ville jeg være betjent. Men det måtte jeg ikke for min bedste ven, min bedstemor, der syntes, det var for farligt.

- Jeg er tryghedsnarkoman med hele min familie i Horsens, så det passede mig også ret godt ikke at skulle flytte efter en uddannelse. Jeg havde til gengæld været ungarbejder i Bilka i mange år, og da stedets gode slagtermester Thomas Degn spurgte, om jeg ville være elev hos ham, takkede jeg ja.

- Jeg opnåede at blive afdelingsleder i Bilka for bolig-, hus- og have-afdelingen. Min karrieredrøm opstod, jeg ville være købmand og være med til at udvikle unge mennesker. Uden mødet med min lærer i 10. klasse og slagtermester-Thomas var jeg ikke, hvor jeg er i dag.

3. Hvad ville du gerne lave, hvis du en dag skulle skifte job?

- Jeg har altid holdt af salg, og det ville det også blive eller noget med mennesker. Da jeg var barn, solgte jeg juledekorationer hjemme på vejen fra min lille trækvogn.

4. Hvad er du mest stolt af ved dig selv?

- Min base derhjemme i sydbyen - min hustru Anne-Katrine og vores to børn, Malthe på fem år og Villum på to år.

5. Hvordan slapper du af?

- Derhjemme eller med mine tre kammerater - Severin, Flemming og Michael.

- Tidligere var det ved at tage mig af mine nu to afdøde bedsteforældre. De var så søde og gode til at være der for os, da min bror og jeg var små. Derfor nød jeg at tage mig af dem, da de blev gamle.

6. Hvem vil du helst være fanget med på en øde ø, hvis det ikke må være med din familie?

-  Jeg elsker fodbold og derfor Cristiano Ronaldo, så han kunne blive min buddy.

7. Hvem er dit idol?

- Det er min far, og det har han altid været. Han er et kærligt og hjælpsomt menneske, der stadig - også i sit arbejdsliv - er der for andre.

8. Hvis du vandt en million, hvad skulle pengene så bruges til?

- Jeg ville gøre noget så banalt som at betale mit huslån. Og så ville jeg holde et brag af en fest for familie og venner, når corona er ovre.

9. Hvordan ser en god dag ud for dig?

- At der er tid til alle - de derhjemme, og at jeg har tid til at tale med en masse kunder på arbejde.

10. Hvad ved vi ikke om dig?

- Altså... i 0. klasse forsøgte jeg at trylle min klasselærer væk eller tilbage i tiden.

- Jeg havde set julekalender med nissen Pyrus og kunne trylleremsen til forsvindings-numret.

- Jeg kan stadig remsen: Ekvilibrismus, non-katekismus, anno reversium, bum!


Egentligt ville jeg være betjent. Men det måtte jeg ikke for min bedste ven, min bedstemor, der syntes, det var for farligt.

Mark Schwarz Dam
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce