Annonce
Horsens Posten

Ugens døgnrapport: Tyve stjal køkkenting, en ledning blev revet ned, og en varebil sad fast

Politiet havde ikke alene bødeblokken i brug i den forgangne uge. Flere måtte en tur med på stationen. Foto: Michael Bager
Der blev hurtigt slukket for strømmen, da en lastbil ved et uheld rev en luftledning ned.

Horsens: Tyve havde tilsyneladende brug for køkkenting. Flere blev taget for påvirket kørsel, og en lastbil nedlagde en luftledning, der ramte nogle biler. Det var nogle af hændelserne fra ugens døgnrapport.

1 Ekstra sprit på motorcyklen

En 22-årig mand fra Horsens kom søndag morgen kl. 4.05 kørende på en blå motorcykel i Borgergade i Horsens.

Han blev standset af en politipatrulje, og det viste sig, at manden var påvirket af spiritus.

Det blev taget en blodprøve, og den 22-årige bliver sigtet for spirituskørsel, oplyser Sydøstjyllands Politi.

2 Tyve tog køkkenting

Det var især køkkenting, der blev stjålet, da ukendte gerningsmænd brød ind i en villa på Fussingsvej i Horsens, fortæller Sydøstjyllands Politi.

Indbruddet skete mellem tirsdag kl. 23 og onsdag kl. 16.45.

I det tidsrum blev en rude i bagdøren pillet ud, og herefter forsynede tyvene sig med forskelligt porcelæn, blandt andet kaffekopper fra Royal Copenhagen. Der blev også stjålet en kugleudstikker, en pastamaskine, en elkedel, en morter i valnøddetræ og en halv kasse øl.

3 Lastbil nedlagde ledning

Flere parkerede biler blev ramt, da en luftledning onsdag formiddag blev nedlagt af en kran på en kørende lastbil. Episoden fandt sted i krydset Spedalsø og Høegh Guldbergs Gade.

Her kørte en 63-årig mand fra Horsens lastbil ad Spedalsø. Lastbilen var påmonteret en kran, der ifølge Sydøstjyllands Politi ikke var kørt ned i stationær position efter brug.

Da chaufføren svingede til venstre ad Høegh Guldbergs Gade, ramte kranen de luftledninger, der forsyner gadebelysningen med strøm. Ledningerne røg ned og ramte nogle parkerede biler.

Elværket fik hurtigt slukket for strømmen, og ingen kom noget til, oplyser Sydøstjyllands Politi.

4 Narkopåvirket stoppet i bil

En 20-årig mand fra Horsens kan se frem til flere bøder efter et rutinemæssigt tjek, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Manden kørte på Emil Møllers Gade i Horsens torsdag kl. 23.39, da han blev vinket ind til siden. Patruljen konstaterede, at han var påvirket af narko og i øvrigt ikke har noget kørekort.

Han blev anholdt og taget med for at afgive en blodprøve.

5 Varebil sad fast i grønt område

Horsens: Føreren af en varebil kom galt afsted, da han fredag kl. 13.15 svingede fra Langmarksvej og ind på et grønt område på HC Andersens Gade i Horsens.

Der er på stedet spærret for ind- og udkørsel. Alligevel kom bilen derind - og så sad den fast.

En patrulje kom til stedet, men der bliver ikke umiddelbart fortaget yderligere fra politiets side, oplyser Sydøstjyllands politi.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens Posten

Nej tak til bearnaisesovs og brune kartofler - Winnie Rahbek kan ikke se sig selv andre steder end som ansat i Bog & idé

Annonce