Annonce
Indland

Så er det officielt: Støjberg skal for Rigsretten

Inger Støjberg (V) talte tirsdag sin sag for Folketinget men uden held. Et flertal vedtog som ventet, at der rejses en sag ved Rigsretten mod hende. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Folketingsflertal vedtager, at eksminister Inger Støjberg (V) skal for den kun sjette rigsret nogensinde.
Annonce

Venstres Inger Støjberg er tiltalt ved Rigsretten i sagen fra 2016 om ulovlig adskillelse af asylpar, da hun var den ansvarlige minister.

Et folketingsflertal har tirsdag stemt for rigsretstiltalen mod Støjberg. Og dermed den kun sjette rigsretssag nogensinde. Flertallet var sikret på forhånd. Men nu er det altså officielt, at Støjberg skal for Rigsretten.

Rigsretten er en domstol, der dømmer i sager, hvor ministre eller tidligere ministre er anklaget for ulovlig embedsførelse.

Støjberg stemte selv imod. Et flertal i Venstres folketingsgruppe stemte for en rigsretssag mod partifællen. Kun Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige stemte imod blandt partierne.

I alt 139 medlemmer af Folketinget stemte ved afstemningen for at rejse en sag ved Rigsretten mod Støjberg, mens 30 medlemmer stemte imod.

Ti medlemmer undlod at stemme - herunder de fire nordatlantiske mandater fra Grønland og Færøerne. De havde på forhånd annonceret, at de ikke ville blande sig.

De resterende seks medlemmer var den sygemeldte erhvervsminister Simon Kollerup (S), den nyslåede løsgænger Jens Rohde, finansminister Nicolai Wammen (S), der er på barselsorlov, løsgængerne Sikandar Siddique og Uffe Elbæk samt Venstres Troels Lund Poulsen.

Sikandar Siddique og Uffe Elbæk ville begge have stemt for en rigsretssag.

Men de blev ved en fejl ikke indkaldt til afstemningen per sms, som det ellers var aftalt. Deres stemmer bliver nu ført til protokols.

Afstemningen foregik i tre hold, for at der ikke skulle være for mange i Folketingssalen på samme tid på grund af coronasituationen.

Troels Lund Poulsen var fraværende, fordi han i øjeblikket er i selvisolation af coronarelaterede årsager.

Afstemningen kom efter en debat, hvor der var en hård tone fra begge sider, herunder fra Inger Støjberg, der anklagede De Konservative, Venstre og Socialdemokratiet for at mangle rygrad.

Hun erklærede samtidig, at hun ikke har handlet forkert.

- Jeg gjorde, hvad jeg fastholder, er det eneste rigtige politiske og menneskelige at gøre, sagde hun fra Folketingets talerstol.

Debatten blev indledt af Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, der mente, at en rigsretssag mod Inger Støjberg automatisk ville skabe et fortilfælde, som også vil føre til en rigsretssag mod statsminister Mette Frederiksens (S) håndtering af aflivningen af mink.

Han erklærede efter afstemningen, at Inger Støjberg er velkommen i Dansk Folkeparti, uanset om hun dømmes skyldig eller ej.

Debatten indeholdt også et indlæg fra tidligere statsminister og nuværende løsgænger Lars Løkke Rasmussen, der advarede imod en rigsretssag, som efter hans opfattelse ikke stod mål med Støjbergs handlinger.

Samtidig frygter han, at en rigsret vil give Støjberg et martyrium og skade "samlingskraften" – altså skabe splittelse.

- En rigsret kommer til at grave grøfterne dybere. Der er gået skyttegrav og symbolpolitik i sagen fra begge sider, sagde han.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Læs mere annoncørbetalt indhold

Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Komikkens legebarn er blevet voksen

Indland

Forfatteren frygter ikke coronaensomheden

Annonce