En bil er torsdag eftermiddag kørt ind i en butiksfacade i Store Kongensgade. Det oplyser Hovedstadens Beredskab på Twitter.
Bilen er kørt gennem et rækværk og ind i indgangspartiet til lampebutikken Spotlight på hjørnet af Store Kongensgade og Gernersgade.
Hovedstadens Beredskab oplyser, at føreren af bilen er overdraget til ambulancemandskabet, og at der ikke er yderligere tilskadekomne.
- Umiddelbart har føreren fået et ildebefindende og er kørt galt. Vi arbejder ud fra, at det er et uheld, siger vagtchef ved Københavns Politi Jess Voldager til Ekstra Bladet.