Forlæng høringsperioden.
Sådan lød opråbet fra lokaludvalgene i Indre By og på Christianshavn i forbindelse med høringen om miljøkonsekvensrapporten for Lynetteholm – den planlagte 2,8 kvadratkilometer store kunstige ø, der efter planen skal etableres ud for København som en hel ny bydel med 35.000 indbyggere.
Den direkte årsag var aflysningen af et digitalt borgermøde på grund af coronasitiationen.
- Lynetteholm er et meget stort projekt af væsentlig betydning for københavnerne, som der bør være en ordentlig offentlig debat om, sagde formand for Indre By Lokaludvalg, Bent Lohmann.
Planen er, at Lynetteholm skal være etableret om 30-40 år. Med en sådan planlægningshorisont har nogle måneders forlængelse af den offentlige høring om miljøkonsekvensrapporten for etablering af Lynetteholm næppe nogen praktisk betydning, sagde han.
Kommer ikke på tale
Men det kommer ikke på tale. I et svar til de to lokaludvalg afviser transportminister Benny Engelbrecht (S) at forlænge høringsperioden.
- Jeg er opmærksom på, at det er sværere at mødes og debattere emner og projekter, så som Lynetteholm på grund af coronasituationen. Jeg kan dog også oplyse, at blandt andet Vejdirektoratet har gode erfaringer med virtuelle borgermøder i forbindelse med deres VVM-undersøgelser. Jeg er sikker på, at også for VVM-undersøgelsen for Lynetteholm vil det virtuelle format kunne fungere, skriver ministeren.
- Da vi samtidig ikke ved, hvornår det igen bliver muligt at afholde borgermøder med fysisk fremmøde, mener jeg ikke, der er grundlag for at udskyde fristen for høring af miljøkonsekvensrapporten, skriver transportminister Benny Engelbrecht i sit svar til de to lokaludvalg.
Benny EngelbrechtDa vi samtidig ikke ved, hvornår det igen bliver muligt at afholde borgermøder med fysisk fremmøde, mener jeg ikke, der er grundlag for at udskyde fristen for høring.
Dermed ligger det altså fast, at høringsperioden om Lynetteholm udløber mandag 25. januar.
Så det er nu, du skal til tasterne, hvis du vil give din mening til kende om projektet, anlægsarbejdet, jordtransporter, miljøspørgsmål og alle andre konsekvenser af det store projekt, der rækker 30-40 år ud i fremtiden.
Du kan læse mere om undersøgelserne og afgive dit høringssvar på Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens hjemmeside: tbst.dk/da/Miljoevurdering/Oevrige-omraader/Lynetteholm
_