Annonce
Butiksliv

Kagekonen hædret: - La Glace spiller en betydelig rolle for København

Marianne Stagetorn Kolos fra Conditori La Glace. Foto: Christian M. Olsen
150-årige Conditori La Glace i Skoubogade med kagekone Marianne Stagetorn Kolos i spidsen modtager oktober-udgaven af prisen Cph City Spirit.
Annonce

I begyndelsen af oktober rundede det navnkundige Conditori La Glace 150 år. Onsdag blev konditoriet, der er blevet en institution i det københavnske handelsliv, hædret med prisen Cph City Spirit.

Prisen uddeles af KCC, KBH Commerce & Culture, en gang om måneden til en butik, virksomhed eller organisation, der gør noget særligt for Indre By.

Og det gør Conditori La Glace. Som KCC-direktør John Hansen understregede i sin tale, da prisen blev uddelt til indehaveren Marianne Stagetorn Kolos, der ynder at kalde sig selv kagekone:

- Din måde, hvorpå du får forretningen til at spille med i alle begivenheder i København gennem hele året, er med til at sprede stor interesse, både for jer og for byen.

Annonce

På samme matrikel

Gennem samfulde 150 år har Conditori La Glace haft beliggenhed på den samme matrikel i Skoubogade, hvor gæsterne kan sætte tænderne i et stykke Sportskage og nyde en kop chokolade i de historiske lokaler, der emmer af tradition.

La Glace værner om traditionerne, men er samtidig hele tiden opmærksom på at forny sig. Senest da den runde fødselsdag blev fejret med vegansk lagkage og livestreaming.

- Det er sjette generation, der driver virksomheden, og måske den mest driftige. Dit engagement og din ildhu skal man lede længe efter, sagde John Hansen til Marianne Stagetorn Kolos, der ved siden af sit konditorvirke også har taget en stor tørn som bestyrelsesmedlem i KCC.


Dit engagement og din ildhu skal man lede længe efter.

John Hansen


- Din involvering i Indre By og i vores forening har stor betydning og er en meget positiv oplevelse. Der ydes altid en ekstraordinær stor indsats, og du spiller en betydelig rolle i at gøre Københavns centrum til et attraktivt distrikt både for borgere, besøgende og erhvervsdrivende, sagde John Hansen.

Annonce

Byens liv i vinduerne

Man behøver ikke at træde indenfor i konditoriet for at få en oplevelse. For Conditori La Glace sætter en ære i at skabe en vinduesudstilling, der følger årets gang og byens puls. Hvad enten det er den københavnske modeuge, dronningens fødselsdag eller for eksempel VM i landevejscykling, hvor vinduet var pyntet med marcipanfigurer, afspejles livet i byen i La Glaces vinduer.

- Det har været naturligt for os at følge byens puls. Egentlig skal der ikke så meget til, før du er en del af det, der sker lige nu og her. Det er ikke så svært at følge byens puls og årstiderne, hvis man gør sig umage, siger Marianne Stagetorn Kolos.

- Det er jo meget mere spændende at gå forbi et vindue, der er pyntet aktuelt. Så skal byens besøgende lige hen at se, hvad vi nu har gang i, og så kan det jo være, at der ryger en lille kage ned samtidig, smiler Marianne Stagetorn Kolos, der godt kunne ønske, at endnu flere af byens butikker ville gøre det samme.

- Det skaber glæde i byen, siger kagekonen.

Marianne Stagetorn Kolos fra Conditori La Glace modtager Cph City Spirit-prisen af John Hansen fra KCC. Foto: Christian M. Olsen

City Spirit of the Month

KCC - KBH Commerce & Culture - uddeler hver måned prisen 'City Spirit of the Month' til en organisation eller person, der spiller en betydelig rolle i at gøre Københavns centrum til et attraktivt distrikt for både borgere, besøgende og erhvervsdrivende.

Tidligere modtagere:

Den Kinesiske Butik v/ Gert Helsholt

Tissemænd- og koner, De bemandede legepladser, Amagertorv og Nyhavn

Rundetaarn

Group 88

Kgl. Hofjuveler P. Hertz

Restaurant Maven, Krogs Fiskerestaurant og Restaurant Vingaarden v/ Thomas Gaarde

Hattebutikken Petitgas

Stromma

Reffen

Mads Nørgaard

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
LEDER

Lad ikke vores butikker dø: Køb dine julegaver lokalt

DEBAT

Langelinie tilbage til københavnerne

Annonce