- Vi kan konstatere, at flere lykkeriddere forsøger at lave hurtige penge ved at sælge hash uden for Christiania i denne periode, hvor vi har indført et midlertidigt opholdsforbud i Pusher Street og Green Light District.
Sådan skriver Københavns Politi i et Facebook-opslag, hvor politiet samtidig konstaterer, at ’mange af dem heldigvis ikke har heldet med sig’.
I den forløbne uge har politiet således anholdt 65 personer for salg af hash.
- Vi har øget vores tilstedeværelse i områderne og får gode tips fra borgere, og på den baggrund har vi alene den seneste uge sigtet 65 personer for salg af hash, fortæller politiinspektør Tommy Laursen fra Københavns Politi.
I perioden mellem 14. og 20. januar har politiet sigtet over 100 for at være i besiddelse af hash og har konfiskeret 155 kroner. Sagerne er primært fra området omkring Christiania, oplyser politiet.
- Hvis man ser noget mistænkeligt eller har mistanke om, at der bliver solgt stoffer i ens nærområde, skal man altid kontakte politiet. Man kan ringe til os på 1-1-4 eller tage fat i sin lokale betjent, siger Tommy Laursen.
Opholdsforbuddet i Pusher Street og Green Light District blev onsdag forlænget, så det foreløbigt gælder frem til og med 27. januar 2021.
_